Som kriseresearcher og våbenekspert i Amnesty er det Brian Castners job at dokumentere krigsforbrydelser. Her fortæller han om forberedelserne til hans seneste tur til Ukraine sammen med to kolleger fra det såkaldte kriseteam og en række lokale hjælpere.
Brian Castner befandt sig sidste sommer i Kabul, da byen blev overtaget af Taleban. Før den langvarige og livsfarlige mission i Afghanistan havde han som kriseresearcher og våbenekspert i Amnesty besøgt flere forskellige konfliktområder rundt om i verden for at dokumentere krigsforbrydelser.
Derfor vidste amerikaneren med den militære baggrund præcis, hvordan han sammen med to kolleger fra Amnestys kriseteam skulle forberede sin researchtur til Ukraine for at undersøge mulige krigsforbrydelser begået mod civilbefolkningen.
Hyrede lokale hjælpere
Turen blev indledt to uger efter den russiske invasion den 24. februar. Inden da havde det lille team undersøgt, hvor frontlinjen lå, hvordan de kom ind i landet, og hvor det gav bedst mening at arbejde. Udgangspunktet blev byen Lviv i det vestlige Ukraine.
”Vi begyndte med at hyre en fixer, der både kunne hjælpe os med praktiske ting og tage billeder. Derudover havde vi brug for tolke og chauffører, der kunne stå standby 24 timer i døgnet. Og så var der alt gearet, som skulle pakkes ned og tages med: Hjelme, skudsikre veste, førstehjælpsudstyr, satellitkommunikationsudstyr og burner phones (telefon uden abonnement, der kun bruges til et bestemt formål for at undgå sporing, red.)”, fortæller Brian Castner.
Uddannet i førstehjælp
Han fortæller, at alle i Amnestys kriseteam godt uddannet i, hvordan man beskytter sig selv og andre i krigszoner, og intet bliver overladt til tilfældigheder.
”Før vi tog ind i Ukraine, underviste jeg vores fixer i førstehjælp på et hotelværelse i Polen. Vi øvede på hinanden, hvordan man bruger en årepresse og udfører andre former for livsreddende førstehjælp. For selv i Lviv var der luftangreb hver dag. Krydsermissiler slog ned få kilometer fra det sted, hvor vi boede, så truslen var temmelig reel”, siger Brian Castner.
Til konfliktområde i bus
Rejsen fra den polske grænse til Lviv foregik med busselskabet Flix, der opererer i hele Europa, og som hovedsageligt transporterer turister. Men på denne rute var der altså nogle lidt anderledes passagerer ombord.
”Det er første gang, jeg er rejst til et konfliktområde i bus. Hvis vi var kørt i bil, skulle vi have båret alt vores udstyr en kilometer over grænsen, før vi kunne sætte os ind i en anden bil på den ukrainske side. Efter at være ankommet til Lviv oprettede vi en base og begyndte så at lede efter mennesker, vi kunne tale med, og finde steder, hvor vi kunne samle fysiske beviser”, siger han og fortsætter:
”På det tidspunkt var Lviv fuld af mennesker på flugt fra kampene i Kyev, Mariupol, Kharkiv og andre steder. Så en del af jobbet var at tage hen til beskyttelsesrummene hver dag for at finde ud af, hvem der lige var ankommet, siden vi var der sidst. Der var flere beskyttelsesrum i hele byen, og vi lærte hurtigt de mennesker at kende, som styrede dem”.
Sikkerhed har topprioritet
Brian Castner og hans to kollegaer rejste først ind i Ukraine, da de vurderede det til at være sikkert nok. Og netop sikkerheden har meget høj prioritet – uanset hvor i verden Amnestys researchere arbejder.
Mit mål er altid at blande mig så meget som muligt med folkemængden, så ingen ved, at jeg er der.
Brian Castner, kriseresearcher og våbenekspert
”Generelt synes jeg, at vi gør det ret godt med hensyn til sikkerheden. Mit mål er at nå frem til angrebsstedet, så jeg hurtigst muligt kan udføre det arbejde, der kræves, hvorefter jeg straks tager tilbage til et sted, hvor der er et beskyttelsesrum”, siger han og understreger, at Amnestys medarbejdere altid selv sørger for deres egen sikkerhed.
”Vi er helt uafhængige, og for at kunne være det vælger vi ikke side, når det handler om sikkerhed. Derfor beder vi eksempelvis ikke om militær beskyttelse og kører aldrig i konvoj. Mit mål er altid at blande mig så meget som muligt med folkemængden, så ingen ved, at jeg er der. Så hvis jeg står på et gadehjørne i Mosul, og en eller anden taler arabisk til mig, føler jeg, at jeg gør det godt”.
Altid i fare
Ikke desto mindre har den erfarne kriseresearcher flere gange været i livsfare.
”Det er selvfølgelig altid farligt at være i et land, hvor der er en konflikt, og i min tid i Amnesty har jeg oplevet flere ubehagelige situationer. Jeg har blandt andet været i Tripoli i Libyen for at undersøge et missilangreb, da der pludselig kom flere raketter og mortergranater. Det er lidt anderledes i Ukraine, hvor du enten er ved fronten – hvor der ikke er sikkert nogen steder – eller i en by som Livne, der tidligere er blevet angrebet”.
Dokumentation kræver tid
Ifølge Brian Castner er der en god grund til, at Amnestys kriseteam først rykkede ind for at dokumentere konsekvenserne af den russiske invasion et stykke tid efter, at alverdens medier var begyndt at rapportere inde fra Ukraine.
Det tager mange timer at samle bevismateriale fra øjenvidner.
Brian Castner, kriseresearcher og våbenekspert
”Man kan ikke sammenligne en journalists job med mit. Hvis en journalist står på et gadehjørne i Kharkiv, når en mortergranat slår ned, er det en historie. Hvis det samme skete for mig, ville jeg ikke kunne udføre mit job. For jeg har brug for at kunne sætte mig ned og tale med folk og stille dem meget udførlige spørgsmål som ”hvor var du, hvor var din mor, hvor var din søster, hvad hørte du før angrebet, hvad hørte du efter angrebet”. Det tager mange timer at samle bevismateriale fra øjenvidner. Der har været så mange angreb, at selv hvis krigen endte i dag, ville mit arbejde næsten først lige være begyndt, og jeg kunne i princippet arbejde med Ukraine resten af mit liv”.
Det har Brian Castner med i kufferten:
- Hjelm
- Skudsikker vest
- Førstehjælpsudstyr
- Satellitkommunikationsudstyr
- Mobiltelefon
- Notesblok
Insamling af bevismateriale
Hvordan indsamler vi bevismateriale? Brian Castner gør dig klogere.
Retfærdighed
Brian Castner fortæller om, hvad der sker, når mission er færdig.