FN’s internationale dag til støtte for torturofre er en oplagt anledning til at spørge, hvad vi kan gøre for Danmarks eneste fængslede menneskerettigheds- og demokratiforkæmper.
Af Maryam Al-Khawaja, datter af Abdul-Hadi Al-Khawaja, Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark, Tim Whyte, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, Oskar Stevens, kampagneleder for Al-Khawajas løsladelse.
Kommentaren er oprindeligt bragt i Information, den 26. juni 2023
En kold decemberdag i New York i 1997 proklamerede FN’s Generalforsamling, at man havde besluttet at udnævne datoen den 26. juni til den internationale dag til støtte for torturofre.
Denne dag markerer ikke blot FN’s konvention mod tortur, som blev vedtaget den 10. december 1984, og som 173 lande har underskrevet. Det er desuden et vidnesbyrd om, at næsten alle FN-medlemslande i teorien støtter op om et forbud mod tortur og støtte til de tusindvis af mennesker, som er blevet udsat for tortur.
I teorien. For desværre er virkeligheden en anden. Selv om det er over fire årtier siden, at tortur blev anerkendt som en international kriminalitet, så vurderer FN, at tortur finder sted i alle regioner i verden.
Et sted, hvor tortur er udbredt, er Golf-regionen, herunder i lande som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. I sidstnævnte eksempel, den kongelige østat Bahrain, sidder en dansk-bahrainsk statsborger fængslet på livstid under oprørende inhumane forhold.
Abdul-Hadi Al-Khawaja er i store dele af verden anerkendt for sin dedikation til demokrati og menneskerettigheder. Efter 12 år i Danmark rejste han i 2001 tilbage til Bahrain for at genstarte demokratibevægelsen i landet. I 2011 gik over 100.000 mennesker på gaden i de største fredelige, prodemokratiske protester i landets nyere historie. Forrest i protesterne gik Al-Khawaja.
Den fredelige opstand blev dog for meget for den kongelige familie i Bahrain. Med støtte fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater slog regimet brutalt ned på flere tusinde demonstranter, hvoraf mange blev slået, anholdt og fængslet.
I første omgang blev Al-Khawaja ikke anholdt. Men den 9. april 2011 opsøgte et dusin maskerede mænd Al-Khawajas families hus. Al-Khawaja var forberedt på at følge fredeligt med, men de maskerede mænd valgte at ty til ubegrundet vold.
De maskerede mænd slog løs på Al-Khawaja foran hans kone, tre døtre og tre svigersønner. De slog løs, så han ikke kunne trække vejret. Og de slog løs, indtil han faldt bevidstløs om. Alt sammen på ordre fra regimet. De maskerede mænd trak Al-Khawajas krop ud af huset. Livløst ramte hans hoved trappetrinene, ét efter ét.
De maskerede mænd brækkede Al-Khawajas kæbe flere steder. Men dette brutale overfald viste sig kun at være starten på et systematisk helvede fyldt med terror. På et militærhospital blev han opereret i fire timer, hvorefter han fik bind for øjnene, hans hænder blev bundet til hospitalssengen, og han blev torteret af militæret i sin hospitalsseng.
Fra militærhospitalet blev han transporteret til en isolationscelle, hvor han skulle tilbringe to måneder med fysisk, psykisk og seksuel terror. Denne tortur er blevet medicinsk afdækket af en uafhængig undersøgelseskommission (BICI), som officielt er godkendt af Bahrains konge.
Det bahrainske regime accepterede officielt, at de systematisk havde torteret hundredvis af politiske fanger, inklusive en dansk statsborger. Den dag i dag sidder mange af de samme fanger stadig fængslet. Uafhængige menneskerettighedsorganisationer, herunder HRW og Amnesty International, samt FN og State Department, USA’s udenrigsministerium, har igennem tiden dokumenteret, hvordan den systematiske tortur er fortsat i de bahrainske fængsler.
Dagen i dag bør være en anledning for os alle – den danske regering, medierne, civilsamfundet – til at spørge: Hvad kan vi gøre for Al-Khawaja?
Her kan det måske være opløftende at tænke tilbage til den dag i 1997, da man besluttede at markere FN’s internationale dag til støtte for torturofre. Danmark spillede en central rolle i at få resolutionen vedtaget ved konsensus. Siden da har vi, vores lidenhed som land til trods, udvist et stort lederskab i at støtte ofre og overlevende fra tortur i hele verden.
Dette lederskab må navnlig gælde vores egne statsborgere. For hvilket ærinde går vi, hvis vi militært og økonomisk samarbejder med brutale regimer, mens vi med åbne øjne accepterer, at de torterer vores egne borgere?
Med det rette aktive lederskab kan Al-Khawaja løslades. Som overlevende torturoffer er det dog bydende nødvendigt, at han også hurtigt og effektivt får den nødvendige sociale, psykologiske og medicinske rehabilitering. Det kommer han ikke til at få i Bahrain, og derfor må han transporteres til Danmark, hvor han kan genforenes med sin familie og få specialiseret rehabilitering.
Skal Danmark fortsat bevare den globale førertrøje i kampen mod tortur, haster det med at få Danmarks eneste fængslede demokrati- og menneskerettighedsforkæmper og overlevende torturoffer løsladt og hentet hjem.