Iranske sikkerhedsstyrker bruger seksuel vold og voldtægt mod børn, kvinder og mænd

Børn helt ned til 12 års-alderen er blandt de overlevere, hvis sager Amnesty International afdækker i ny rapport om Iran. Heri dokumenterer Amnesty International, at sikkerhedsstyrker i Iran har brugt voldtægt og seksuel vold i forsøget på at knække Kvinde, Liv, Frihed-bevægelsen.

ADVARSEL: Denne artikel og rapporten indeholder voldsomme beretninger fra de overlevende

En ny rapport fra Amnesty International kaster yderligere lys over de overgreb, som fredelige iranske demonstranter er blevet udsat for, efter de sidste år gik på gaderne og trodsede styrets undertrykkelse for at kræve et opgør med årtiers diskrimination og undertrykkelse.

Amnesty har talt med 45 overlevere – 26 mænd, 12 kvinder og syv børn, som alle blev udsat for voldtægt, gruppevoldtægt og andre former for seksuel vold af sikkerhedsstyrker. Både børn og voksne var blevet tilbageholdt i forbindelse med de store protester i 2022 under Kvinde, Liv, Frihed-bevægelsen.

”Vores research viser, hvordan efterretnings- og sikkerhedsagenter i Iran brugte voldtægt og anden seksuel vold til at torturere, straffe og påføre demonstranter varige fysiske og psykiske skader. Det ramte også børn helt ned til 12 år gamle. De chokerende vidnesbyrd, vi har indsamlet, peger på et større mønster i brugen af seksuel vold som et nøglevåben, som de iranske myndigheder bruger for at beholde magten ved at lukke protesterne ned for enhver pris,” siger Agnés Callamard, Amnestys internationale generalsekretær.

”Irans anklagere og dommere var ikke kun medskyldige ved at ignorere eller dække over de overlevendes klager om voldtægt, men også ved at bruge tilståelser fremtvunget under tortur  til at rejse falske anklager mod overlevende og idømme dem fængsel eller døden”, siger Agnes Callamard.

Læs rapporten: “They violently raped me” – Sexual Violence Weaponized To Crush Iran’s “Woman Life Freedom” Uprising

Adskillige enheder bag overgrebene

Ammestys undersøgelser viser, at gerningsmændene til voldtægt og andre former for seksuel vold omfatter agenter fra Revolutionsgarden, den paramilitære Basij-styrke og efterretningsministeriet samt forskellige grene af politistyrken, herunder politiet for offentlig sikkerhed (police amniat-e omoumi), efterforskningsenheden for Irans politi (agahi) og politiets specialstyrker (yegan-e vijeh).

”Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver den samme person igen (…) Jeg håber, at mit vidnesbyrd vil få retfærdigheden til at ske. Og ikke kun for mig.”

Iransk kvinde, voldtaget af en agent fra politiets specialstyrker

De overlevende omfatter kvinder og piger, der i trods havde fjernet deres tørklæder, samt mænd og drenge, der gik på gaden for at udtrykke deres harme over årtiers kønsbaseret diskrimination og undertrykkelse.

Amnesty understreger, at det er vanskeligt at vurdere det fulde omfang af seksuel vold under Kvinde, Liv, Frihed-bevægelsen, da stigmatisering og frygt gør, at mange ikke tør stå frem. Omfanget kan derfor være langt større, end hvad Amnestys rapport viser.

Rapportens detaljerede dokumentation af 45 sager i mere end halvdelen af Irans provinser kombineret med beretninger fra overlevende og andre tidligere tilbageholdte viser, at de dokumenterede krænkelser er en del af et større mønster.

Amnesty International har den 24. november 2023 delt sine fund med de iranske myndigheder, men har stadig ikke fået svar.

Gruppevoldtægter

Seksten af de 45 overlevere, hvis sager er dokumenteret af Amnesty, blev voldtaget, herunder seks kvinder, syv mænd, en 14-årig pige og to drenge i alderen 16 og 17 år. Seks af dem – fire kvinder og to mænd – blev gruppevoldtaget af op mod 10 mandlige agenter.

Statsagenter voldtog kvinder og piger vaginalt, analt og oralt, mens mænd og drenge blev voldtaget analt. Overlevere blev voldtaget med træ- og metalstave, glasflasker, slangerør og/eller agenters egne kønsorganer og fingre. Voldtægterne fandt sted i detentionsfaciliteter og politivogne samt skoler eller beboelsesejendomme, der ulovligt blev omdannet til detentioner.

Farzad, der blev gruppevoldtaget i en varevogn tilhørende politiets specialstyrker, fortalte Amnesty International:

“Civilklædte agenter fik os til at vende os mod køretøjets vægge og gav elektriske stød på vores ben … De torturerede mig gennem tæsk … hvilket resulterede i, at jeg brækkede min næse og mine tænder. De trak mine bukser ned og voldtog mig… Jeg blev virkelig flået fra hinanden. . . Jeg kastede meget op og blødte fra min endetarm.”

Foruden sagerne om voldtægt dokumenter Amnesty International 29 sager, hvor overlevere blev udsat for andre former for seksuel vold end voldtægt. Disse indbefatter rutinemæssige overgreb udført af statsagenter, der befamlede, slog og sparkede overlevendes bryster, kønsorganer og balder. De overlevende blev tvunget til at være nøgne, nogle gange foran videokameraer. De fik elektrisk stød, mændenes testikler blev stukket med nåle eller påført is. Kvinders hår blev klippet af, eller de blev trukket afsted i håret, og der var trusler om voldtægter af dem eller deres pårørende.

Voldtægt og anden seksuel vold blev ofte ledsaget af andre former for tortur og mishandling, herunder tæsk, piskning, elektrisk stød, tvungen indtagelse af uidentificerede piller eller indsprøjtninger, nægtelse af mad og vand samt grusomme og umenneskelige forhold i detentionscentrene. Sikkerhedsstyrkerne nægtede også overlevende lægehjælp, herunder for voldtægtsrelaterede skader.

Tvunget til tavshed

De fleste overlevere, som Amnesty har talt med, fortalte, at de ikke ville klage efter deres løsladelse, fordi de frygtede for flere overgreb, og fordi de betragter det iranske retsvæsen som et redskab til undertrykkelse fremfor et sted, der ville give dem en retfærdig klage-adgang.

Seks overlevere fremviste deres skader fra tortur og fortalte om mishandling, da de blev fremstillet for anklagemyndigheden, mens de fortsat var under tilbageholdelse. Deres klager blev ignoreret.

Tre overlevende rejste formelle klager efter løsladelsen, men to blev tvunget til at trække dem tilbage, efter at sikkerhedsstyrkerne truede med at kidnappe og/eller dræbe dem eller deres slægtninge. En tredje blev ignoreret i månedsvis og blev af en højtstående embedsmand fortalt, at han “forvekslede” en kropsvisitering med seksuel vold.

Amnesty International undersøgte også et lækket officielt dokument, dateret 13. oktober 2022, der blev offentliggjort af et medie udenfor Iran i februar 2023. Det afslørede, at myndighederne dækkede over anklager om voldtægt fremsat af to unge kvinder mod to agenter fra Revolutionsgarden under protesterne. Viceanklageren i Teheran rådede i dokumentet til at klassificere sagen som “fuldstændig hemmelig” og foreslog gradvist at “lukke [sagen, red.] over tid.”

Overlevere håber på retfærdighed

De overlevende kvinder, mænd og børn fortalte Amnesty International, at de stadig forsøger at komme sig over de fysiske og psykiske traumer fra voldtægt og andre former for seksuel vold. Moren til en skoledreng, der blev voldtaget, fortalte Amnesty, at hendes søn forsøgte selvmord to gange, mens han var varetægtsfængslet.

En demonstrant, Sahar, fortalte om de traumatiske konsekvenser af seksuel vold begået af sikkerhedsstyrker, der fjernede hendes tøj, bortset fra hendes undertøj, og rørte ved hendes bryster og kønsdele, mens de hånede og truede hende med voldtægt:

“Jeg plejede at være en fighter. Selv da Den Islamiske Republik forsøgte at nedbryde mig, fortsatte jeg. Men nu tænker jeg meget på selvmord … Jeg er blevet en, der bare venter på, at det bliver nat, så jeg kan sove.”

Zahra var en af de kvinder, der blev voldtaget af en agent fra politiets specialstyrker. Hun beskriver de langvarige psykiske effekter:

”Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver den samme person igen. Intet kan bringe den person, som jeg var, tilbage, eller få min sjæl tilbage. Jeg håber, at mit vidnesbyrd vil få retfærdigheden til at ske. Og ikke kun for mig.”

Skammeligt retssystem

Amnesty International kritiserer det iranske retsvæsen for fuldkomment at svigte ofrene for den seksuelle vold begået af myndighederne:

“Uden politisk vilje og grundlæggende forfatningsmæssige og juridiske reformer vil strukturelle barrierer fortsætte med at præge Irans retssystem, som igen og igen har afsløret sin skammeligt manglende evne og vilje til effektivt at efterforske forbrydelser i henhold til international lov,” siger Agnés Callamard.

“Uden udsigt til retfærdighed i Iran har det internationale samfund pligt til at stå sammen med de overlevende og kæmpe for retfærdighed. Lande bør støtte forlængelsen af mandatet for FN’s Fact Finding Mission vedrørende Iran for at sikre, at en uafhængig instans fortsat indsamler, bevarer og analyserer beviser for forbrydelser i henhold til den internationale folkeret og andre grove krænkelser af menneskerettighederne. Vi opfordrer indtrængende staterne til at indlede strafferetlige efterforskninger i deres egne lande mod mistænkte gerningsmænd i henhold til princippet om universel jurisdiktion med henblik på udstedelse af internationale arrestordrer.”