Palæstinensere, der bor i Israel og i det besatte Østjerusalem, bliver mødt med overdreven brug af magt, massearrestationer og tortur begået af israelsk politi. Det viser ny dokumentation, som Amnesty står bag.
Den 18. maj skød politiet den 15-årige Jana Kiswani i ryggen, da hun var på vej ind i sit hjem i Sheikh Jarrah. En demonstration havde nogle timer forinden fundet sted foran familiens hus. Hendes far fortæller Amnesty, at Jana Kiswanis ryghvirvler blev knust, og at lægerne endnu ikke ved, om hun kommer til at kunne gå igen.
Ibrahim Souri blev skudt i ansigtet af israelske betjente, da han den 12. maj filmede deres patruljering fra altanen i sit hjem i Jaffa, syd for Tel Aviv. I videoen høres en af betjentene sige: ”Hvad holder han i hånden?” og Ibrahim Souri, der råber som svar: ”Jeg filmer, er det ikke tilladt? Bare skyd, jeg optager alt”. Senere fortalte han Amnesty. ”Jeg forestillede mig ikke, at de rent faktisk ville skyde. Jeg troede, jeg havde rettigheder og var tryg i et demokratisk land.” Amnestys retsmedicinske ekspert har kigget på fotos og hans journal, der viser, hvordan Ibrahim Souri højst sandsynligt blev ramt af et 40 mm projektil, der brækkede hans kindben.
Eksemplerne er blot to ud af de mere end 20 tilfælde af ekstrem vold begået mod palæstinensere, som Amnesty, ved hjælp af fotomateriale og øjenvidneberetninger, har dokumenteret, siden den seneste eskalering i konflikten. Israelsk politi står bag masseanholdelser, overdreven magt mod fredelige demonstranter og har udsat tilbageholdte for tortur og anden mishandling.
Skriv under på Amnestys aktion: Stop overgreb i de besatte palæstinensiske områder
Politiet har også undladt at beskytte palæstinensiske borgere i Israel mod overlagte angreb fra bevæbnede, højreradikale grupper. Selv i de tilfælde, hvor angrebene var meldt ud på forhånd, og politiet derfor kendte – eller burde have kendt – til dem.
Advarsel – stærke billeder!
”Politiet har en forpligtelse til at beskytte alle mennesker, der er under israelsk kontrol, uanset om det er jøder eller palæstinensere. I stedet var langt størstedelen af de fængslede efter sammenstødene palæstinensere, og de få israelske statsborgere, der blev tilbageholdt, blev behandlet bedre. De jødiske højreradikale får fortsat lov at organisere demonstrationer, mens palæstinenserne møder undertrykkelse,” siger Saleh Higazi, der er vicegeneral i Amnestys kontor for Mellemøsten og Nordafrika.
Eskalering i vold
Den 10. maj begyndte demonstrationer at sprede sig til byer med palæstinensiske borgere inde i Israel, og derefter brød også volden ud. Mange blev såret, og to jødiske statsborgere i Israel og en palæstinensisk statsborger blev dræbt. Synagoger og muslimske gravpladser blev hærget, og i Haifa blev 90 biler ejet af palæstinensere ødelagt, og der blev kastet sten mod deres hjem. I det østlige Jerusalem fortsatte israelske bosættere med at chikanere palæstinensiske beboere.
Som svar lancerede de israelske myndigheder ”Operation Law and Order” primært rettet mod palæstinensiske demonstranter. Israelske medier berettede, at operationen havde til formål at afskrække yderligere demonstrationer.
Ifølge den lokale palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Mossawa, arresterede politiet den 10. juni over 2.150 personer – over 90 procent af disse var enten palæstinensiske statsborgere i Israel eller indbyggere i Østjerusalem. Blandt de 285 tiltalte forlyder det, at kun 30 af dem var jødiske israelere.
“Det israelske politi burde beskytte retten til forsamlingsfrihed i stedet for at angribe fredelige demonstranter. FN’s Menneskerettighedsråds undersøgelseskommission, der blev oprettet i maj 2021, bør undersøge det alarmerende mønster af krænkelser begået af det israelske politi,” siger Saleh Higazi.