Israelske angreb i Libanon: ”Vi slår dig og din familie ihjel snart. Vis os, hvordan du kan flygte”

Forestil dig, at du bliver beordret til at flygte for dit liv – uden at vide, hvor du skal tage hen og hvor længe. Sådan er hverdagen for indbyggerne i de sydlige kvarterer af Libanons hovedstad, Beirut, og for beboerne langs den israelske grænse, hvor Israels militær siden slutningen af september har sendt flere evakueringsordrer ud på alle tider af døgnet.

Røgskyer efter israelske bombardementer mod landsbyerne Adeisseh og Kfar Kila i det sydlige Libanon den 1. oktober 2024. FOTO: AFP via Getty Images

De første ordrer om at flygte kommer klokken 23.06 lokal tid den 27. september 2024.

På X beder Israels militær indbyggerne i området Dahieh i det sydlige Beirut om at flytte sig mindst 500 meter væk fra tre bygninger.

Der er skrig, folk, der løber, biler, der dytter, og motorcykler og hurtigt pakkede tasker over alt.

Fatima, lokal journalist i Beirut

Ordren kommer kort tid efter, at et israelsk overraskelsesangreb har dræbt Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah.

Fatima, en lokal journalist, fortæller, hvordan hun er i gang med at dække angrebet mod Hassan Nasrallah, da hendes bror ringer og advarer hende om at komme væk fra området:

”Jeg hopper ind i bilen og kører som en gal hen til mine forældre. Da jeg når frem, ser jeg, at alle opfører sig lige så utilregneligt som mig. Hvis man kom hurtigere væk ved at hoppe ud fra altanerne, ville folk gøre det. Der er skrig, folk, der løber, biler, der dytter, og motorcykler og hurtigt pakkede tasker over alt. Jeg skynder mig at hjælpe mine forældre ned ad trappen og ud i bilen. Selv tager jeg kun min kat med. Så lige nu har jeg ingen ejendele overhovedet.”

”Det er ikke en advarsel. Det er tortur”

Ahmad, der er bosiddende i et nærliggende kvart, fortæller, at han og hans forældre besluttede sig for at forlade området umiddelbart efter det angreb, som dræbte Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah. 

“Mens vi stadig sad i kø for at komme ud, og mens alle ambulancerne forsøgte at prioritere blandt de sårede, hørte vi om advarslen i radioen i varevognen. Jeg følte mig bitter. Det er ikke en advarsel. Det er tortur. Det er et sadistisk spil: ‘Vi slår dig og din familie ihjel snart. Vis os, hvordan du kan flygte’,” siger Ahmad.

Efter at have undersøgt Israel for mulige krigsforbrydelser i Gaza de sidste 12 måneder er Amnesty International meget bekymret for, om Israel har den samme tilgang i Libanon, som de har i Gaza, hvilket vil føre til uacceptabel skade på civile.

Agnès Callamard, generalsekretær, Amnesty International

Der bliver ikke givet noget tidsperspektiv for den første evakueringsordre.

Samtidig er de medfølgende kort meget upræcise. Ordren siger, at indbyggerne skal flytte sig mindst 500 meter væk, men de markerede områder på kortene viser kun en radius på mellem 100 og 135 meter.

På det ene kort er der 30 bygninger i det markerede område, mens der inden for en 500-meters radius er 500 bygninger.

Satellitbilleder over områderne med de tre første evakueringsordrer i det sydlige Beirut den 27. september 2024. De hvide omrids er de bygninger, som indbyggerne får at vide, at de skal flygte mindst 500 meter væk fra. De mørkerøde cirkler er de evakueringszoner, som israelske militærfolk har angivet, mens de lyserøde cirkler viser, at 500 meter fra bygningerne i virkeligheden dækker et langt større område.

Klokken halv et om natten, cirka halvanden time efter den første advarsel, slår det første israelske angreb ned.

I løbet af de følgende 70 minutter rapporterer det nationale libanesiske nyhedsbureau om yderligere 11 angreb i området – inklusiv på bygninger og områder, som ikke er omfattet af de israelske evakueringsordrer.

En halv time til at evakuere

Klokken tre om natten den 28. september udsender det israelske militær igen en evakueringsordre til indbyggerne i en række kvarterer i det sydlige Beirut.

De medfølgende kort er endnu en gang upræcise, og der er stadig ingen bagkant for evakueringen.

Ifølge lokale medier er der angreb i Beiruts sydlige del i løbet af hele den 28. september.

Mens vi stadig sad i kø for at komme ud, og mens alle ambulancerne forsøgte at prioritere blandt de sårede, hørte vi om advarslen i radioen i varevognen. Jeg følte mig bitter. Det er ikke en advarsel. Det er tortur. Det er et sadistisk spil

Ahmad, indbygger i Beirut

Flere evakueringsordrer følger de næste dage. Og der bliver kortere og kortere mellem advarslerne og angrebene.

“Advarslerne til beboerne i Dahieh, som er en tætbefolket forstad til Beirut, var utilstrækkelige. Vores analyse viser, at de ikke alene indeholdt vildledende kort, men at de også blev givet med kort varsel – i et af tilfældene mindre end halv time, før angrebene begyndte – og midt om natten via sociale medier, hvor mange ville sove,” udtaler Agnès Callamard, der er generalsekretær for Amnesty International.

Masseevakuering i det sydlige Libanon

Den 1. oktober er turen kommet til beboere i en række byer beboere i Sydlibanon, der bliver beordret til at forlade deres hjem.

Først advarer israelske militærfolk de civile om ikke køre i bil eller andre køretøjer syd for Litani-floden “indtil videre” og hævder, at Hizbollah bruger “civilbefolkningen som menneskelige skjold” – noget, der er forbudt ifølge international lov.

Kort tid efter beordrer det israelske militær beboere i over 25 byer til at flygte til nord for Awwali-floden, som ligger cirka 58 km fra grænsen til Israel. Det er 30 km længere væk end Litani-floden, der markerer en FN-deklareret bufferzone efter den seneste krig i 2006.

De efterfølgende dage udsender det israelske militær evakueringsadvarsler til mere end 80 byer i det sydlige Libanon.

Ingen af disse ordrer fortæller de civile hvordan, eller via hvilke veje de kan flygte på sikker vis. Og endnu en gang får libaneserne ikke at vide, hvor længe de skal være væk fra deres hjem – Israel beordrer blot folk til at forlade stedet “straks”.

Kort over det israelske militærs evakueringsordrer i det sydlige Libanon i begyndelsen af oktober 2024 inklusiv floderne Litani og Awali.

Bekymrende udvikling

Amnesty International ser med stor alvor på de mangelfulde evakueringsordrer og på udviklingen i Libanon generelt. Generalsekretær Agnès Callamard siger:

”Det massive tab af liv i Libanon i de seneste dage vækker bekymring for, om de israelske styrker ignorerer deres pligt til at tage alle forholdsregler for at minimere skaden på civile, herunder at udsende effektive advarsler. Efter at have undersøgt Israel for mulige krigsforbrydelser i Gaza de sidste 12 måneder er Amnesty International meget bekymret for, om Israel har den samme tilgang i Libanon, som de har i Gaza, hvilket vil føre til uacceptabel skade på civile.”

“Vi opfordrer Israels allierede, herunder USA, til at stoppe alle våbenoverførsler og anden militær støtte til Israel på grund af risikoen for, at disse våben kan blive brugt til at begå alvorlige brud på international lov. Vi opfordrer ligeledes til, at alle våbenoverførsler til Hizbollah og andre væbnede grupper i Libanon stoppes,” lyder det fra Agnès Callamard.

ISRAELS ANGREB I LIBANON

Israels seneste bølge af angreb i Libanon begyndte den 23. september 2024. I løbet af den første dag udførte israelske styrker mindst 1.600 angreb i områder over hele Libanon. Over 500 mennesker blev dræbt og 1.800 såret i de første 24 timer. Hizbollah affyrede også over 200 raketter mod Israel den dag, hvor omkring 10 personer fik skader fra splinter eller skudrester.

Men konflikten begyndte ikke der. Ifølge det libanesiske sundhedsministerium har israelske angreb på Libanon siden den 7. oktober 2023 dræbt mindst 2.083 mennesker. Over 1,2 millioner mennesker er blevet fordrevet i Libanon, og mindst 400.000 har krydset grænsen til Syrien.

Siden den 8. oktober 2023 har Hizbollah og andre væbnede grupper affyret tusindvis af missiler mod det nordlige Israel, hvilket har dræbt 16 civile. Yderligere 12 civile, alle børn, blev dræbt den 27. juli i et angreb på Majdal Shams i de besatte Golanhøjder. Omkring 63.000 indbyggere i det nordlige Israel er blevet evakueret siden den 8. oktober 2023.

Mange af Hizbollahs raketter kan ikke styres, når de først er blevet affyret. At affyre ustyrede raketter ind i områder, hvor der er civile, er vilkårlige angreb, og derfor overtræder Hizbollah international humanitær ret. Direkte angreb på civile og vilkårlige angreb, der dræber eller sårer civile, udgør krigsforbrydelser.

Amnesty International Danmark har lagt sag an mod den danske stat for at få stoppet den danske våbeneksport til Israel: