Siden hun var syv år, har palæstinensiske Janna Jihad brugt en mobiltelefon til at dokumentere sin hverdag på den israelsk besatte Vestbred. Trods trusler og chikane fortsætter den nu 15-årige pige sin aktivisme. I år er hun udvalgt som en af Amnestys Skriv for Liv-sager. Mød hende her.

Hvorfor blev du aktivist?

Hele mit liv har jeg levet under israelsk besættelse, og jeg blev født ind i en aktivistisk familie, så fra dag ét har jeg hørt historierne om, hvordan min morfar sad i fængsel, da min mor blev født, og hvordan min bedstefar blev deporteret af Israel på grund af sin aktivisme.

Da jeg var fire år, blev min fætter Mustapha dræbt for øjnene af mig. Han var virkelig et af de der mennesker, der altid var sød ved os børn, bar rundt på os, legede med os, drillede os. Så vi elskede alle sammen Mustapha.

Jeg tror, at jeg den dag brød en mur af angst ned, og som fireårig har man jo ikke mange andre redskaber end at råbe og skrige af soldaterne

Janna Jihad

Jeg legede i bjergene med mine venner, plukkede blomster og hvad børn nu gør, og lige pludselig hørte jeg nogen råbe, at der var en, der var blevet såret. Vi løb ned til hovedgaden og så Mustapha ligge på jorden ved siden af en tåregaskanon, som havde ramt ham i ansigtet, fordi en soldat havde affyret den på klos hold. Vi så alle sammen blodet, der også lå på fortovet i flere dage efter.

Så det var meget traumatisk for os og nok også der, jeg rent faktisk forstod, hvor slem besættelsen er. Inden da var jeg meget bange, når det blev fredag, og demonstrationerne fandt sted. Jeg plejede at gemme mig under et bord eller på badeværelset. Men fredagen efter mordet på Mustapha, hvor de israelske soldater stod udenfor mit hus, begyndte jeg at råbe og skrige: ”Hvorfor slog I Mustapha ihjel? Han var min bedste ven!” Og det var der, jeg indså, at vi ikke kan forblive tavse, vi bliver nødt til at gøre noget. Jeg tror, at jeg den dag brød en mur af angst ned, og som fireårig har man jo ikke mange andre redskaber end at råbe og skrige af soldaterne.

Men er du ikke bange?

Selvfølgelig er vi kun mennesker, og vi er stadig bange; bange for at miste nogen, vi elsker, eller blive arresteret, for det er meget smertefuldt. Som palæstinensere er vi underlagt den israelske militærlov, og fra vi er 12 år kan vi blive arresteret, forhørt og behandlet som kriminelle bare for at forsvare vores hus, vores rettigheder eller vores familie. Så jo, vi er bange, men vi er bevidste om, at hvis ikke vi kontrollerer vores frygt, vil den kontrollere os, og det vil betyde, at vi ikke kan yde modstand.

Du er blevet kaldt verdens yngste journalist. Hvordan blev du det?  

Jeg begyndte som journalist som syvårig. Min onkel var blevet dræbt, og jeg oplevede, at der ikke var nok, der dækkede mine oplevelser og følelser; hvordan jeg vågnede op midt om natten ved at israelske soldater stod i mit soveværelse, smadrede mit legetøj eller rettede et våben mod mit hoved, hvordan jeg vågner til lyden af tåregaskanoner udenfor mit vindue, at skulle gennem checkpoints på vej til skole. Jeg forsøgte at finde en måde, hvorpå jeg kunne dele de følelser og de oplevelser med verden, for jeg vidste, at verden ikke vidste, hvad der foregik. Så som syvårig tog jeg min mors telefon ved en af fredagsdemonstrationerne og begyndte at filme og fortælle kameraet, hvor mange der var kommet til skade, hvor mange der var blevet arresteret, hvilke typer våben og kugler, de brugte – jeg samlede alle projektilerne. En måned senere postede min mor fire af de her videoer online, og folk var meget chokerede over vores oplevelser ved demonstrationerne og livet for os palæstinensere generelt. Folk lærte noget nyt og det gjorde mig meget glad, og jeg fortsatte med at filme.

Jeg føler mig privilegeret over at have en platform, som giver mig mulighed for at dele min hverdag med hele verden

Janna Jihad

Tanya Habjouqa/NOOR for Amnesty

Hvad er fordelene ved at være ung aktivist?

Jeg føler mig privilegeret over at have en platform, hvorfra jeg kan vise, hvad der foregår, og som giver mig mulighed for at dele min hverdag med hele verden. Vi er så heldige at have sociale medier, og det betyder, at når noget sker, kan det på få minutter deles med hele verden.

Og det er vigtigt, fordi folk begynder at oplyse sig selv om den palæstinensiske sag. Vi ser modstandsbevægelser rundt omkring i verden, som også hjælper os i vores kamp; modstand mod kolonialisering, apartheid eller kapitalisme – det hele hænger sammen.

Og ulemperne?

Der er mange. Den israelske hær forsøger at lukke munden på alle, der tør tale højt. Ved demonstrationerne forsøger soldaterne at smadre mit kamera, begynder at skyde mod mig eller dækker mit kamera med deres hånd for at stoppe mig fra at afsløre deres handlinger.

Da jeg var 11 år, lavede de israelske myndigheder en rapport om mig, hvori der stod at jeg var den næste ”store trussel”, bare fordi jeg filmer fra mit hus og kan snakke to sprog. Rapporten blev lækket af israelsk TV, og de sluttede af med at spørge ”Hvad kan vi som israelere gøre for at stoppe hende?”

Efter det begyndte jeg at få mange trusler fra folk, der skrev, at de vidste, hvor jeg boede, kendte min vej til skole, og at de kunne komme og dræbe mig med en kugle gennem hovedet.

Da jeg var præcist 12 år og fire dage havde jeg været i Jordan på foredragsturné, og da jeg skulle krydse den israelske grænse, var jeg nervøs for, at de ville arrestere mig, for det kan de ifølge israelsk militærlov. Jeg blev stoppet og forhørt i flere timer uden at min onkel, som var med mig, fik lov at være med. De gav mig ikke lov til at ringe til mine forældre eller til en advokat, hvilket er ulovligt. Jeg forsøgte ikke at sige noget, da det er min rettigheder, og soldaten blev sur, tog sig til sit våben og sagde, at de sagtens kunne tilbageholde mig hele dagen. Heldigvis kunne jeg gå efter nogle timer. Men jeg ved ikke, om det er en ulempe ved at være ung aktivist, det handler nok mere om at leve under besættelse, hvor de fleste af vores rettigheder og vores barndom bliver krænket.

Mit håb er at kunne leve et normalt liv, og at den næste generation ikke skal leve det samme liv, som vi gør, hvor vores barndom og rettigheder er blevet krænket

Janna Jihad

@Tanya Habjouqa/NOOR for Amnesty

Hvordan synes du, din barndom er blevet krænket?

Jeg har ikke haft fået lov til at have en normal barndom og kan ikke leve som andre 15årige
gør rundt om i verden; bare være uvidende om, hvad der sker i verden, hænge ud med mine venner og lave
almindelige ting. Man kan ikke leve et normalt liv under en besættelse, men som aktivist har du i det
mindste muligheden for at modsætte dig og ikke forblive tavs.

Hvad giver dig håb?

En masse ting. Først og fremmest den folkelige opstand her i Palæstina og det sammenhold, som den nye generation har skabt, hvor vi står sammen i alle byer og områder, trods de mure og grænser, som besættelsen har skabt mellem os. Det er fantastisk at se dette sammenhold og den magt, vi har, når vi står sammen.

Og så giver den internationale støtte mig håb, den solidaritet, der bliver vist os, når folk protesterer og skaber opmærksomhed om vores sag verden over. Og håbet ligger også i, at jeg kan forestille mig et frit Palæstina uden checkpoints, tåregaskanoner og bosættelser, jeg kan se fra mit vindue. Hvor vi ikke behandles som andenrangsborgere og får vores fundamentale rettigheder krænket – inklusive retten til liv. Håbet om at kunne tage hen til havet, som jeg kan se fra taget af mit hus, men aldrig har fået lov at besøge på grund af besættelsen.

Mit håb er at kunne leve et normalt liv, og at den næste generation ikke skal leve det samme liv, som vi gør, hvor vores barndom og rettigheder er blevet krænket. Forhåbentlig kan vi stå sammen og gøre verden til et sted med retfærdighed og fred og frigørelsen af mennesker over hele verden, så vi kan blive en generation, der står for forandring.