Kendte danske online-personligheder samler ind til Amnestys Ukraine-arbejde

Esportsgiganten Astralis går søndag sammen med en række kendte danske online-personligheder og Amnesty for at samle ind til indsatsen for at dokumentere krigsforbrydelser i Ukraine.

På programmet er der otte timers indsamlings-stream med information, baggrund, svar på spørgsmål – samtidig med at deltagerne i eventet hygger, gamer og konkurrerer om en masse præmier og overraskelser. Det kommer til at foregå fra 12-20 i Astralis Nexus i Tivoli i København og bliver streamet på Astralis’ Twitch-kanal, twitch.tv/astralisgg.

En repræsentant fra Amnesty vil være tilstede under eventet til at svare på spørgsmål om Amnestys arbejde med Ukraine.

”Det er vigtigt at hjælpe nu, men det er lige så vigtigt, at vi kan stille eventuelle krigsforbrydere til ansvar, så snart det er muligt. Derfor støtter vi Amnestys arbejde i Ukraine”, lyder det fra Astralis, som også samarbejder med Amnesty om at skabe en tryg gamingkultur med mindre online-had og krænkende adfærd.

Astralis har igennem deres kontakter i det danske gaming-community inviteret en masse spændende streamere og gamere ind, som skal være med til at underholde dig hele dagen. Her kan du se en liste af nogle af dem som deltagere:

BLAMEF, FARLIG, KOBBE, SOENDERGAARD, SOFIE AMALIEE, ALBINA, COACHDP, VIGGO, VNG, TONSE, TRICKEDMINISTERN, THOMAS BENSE, NATAHRIE, MUNNI MOUSE, OLIVERLY og Kendte fra Pixel.tv.

Astralis kommer gennem hele streamen til at modtage donationer på SMS og MobilePay.

Det gør Amnesty

  • Interviewer ofre og øjenvidner for at indsamle dokumentation, som bliver sammenholdt med satellitfotos, videoer og fotos som et led i vores dokumentation. Vores researchere kigger eksempelvis på landskabet, træer, bygninger og gader og tjekker, om de matcher med andre fotos fra en kendt lokation.
  • Klarlægger, hvilke typer våben og ammunition, der er blevet brugt – og hvilken skade de har forvoldt. Det sker blandt andet ved at tage billeder af bomberester, som bliver identificeret og analyseret af Amnesty Internationals militær- og våbeneksperter, der undersøger, hvor materiellet stammer fra, og om der er tale om ulovlige våben og ulovlig ammunition
  • Udfører analyser af data fra sociale medier som Twitter, Telegram, WhatsApp, TikTok og Facebook for at verificere deres ægthed. Det sker via en såkaldt ”omvendt billedsøgning”, der kan afdække, om et foto stammer fra en helt anden begivenhed, end det bliver hævdet. Tekniske undersøgelser kan afsløre, hvis et foto er blevet manipuleret, eller en video er blevet redigeret. Vores researchere kan også analysere vejrmønstre og skygger for at se, om de matcher de forhold, der var på det tidspunkt, hvor et foto eller en video hævdes at være taget/optaget.
  • Producerer digitale 3D-modeller, der kombinerer foto, video og satellitfotos med ny teknik for at vise omverdenen, præcist hvad der er sket. På den måde kan vi rekonstruere angreb og gerningssteder
  • Rapporterer om de miljømæssige ødelæggelser i forbindelse med konflikten, som potentielt kan komme fra Tjernobyl, Zaporizjzja-atomkraftværket og andre højrisikoområder. Her er satellitfotos en vigtig kilde til information for vores researchere
  • Monitorerer, at mennesker, der er flygtet til nabolandene, får adgang til husly og basale fornødenheder.
Et barn på en gynge uden for et boligbyggeri beskadiget af et missil den 25. februar 2022 i Kyiv, Ukraine.