Stærkere end tremmer

 
Udgivet
01.
Medlemsblad


Stærkere end tremmer

Falske vidneudsagn og fejlfyldte retssager fik Albert Woodfox, Robert King og deres nu afdøde kammerat , Herman Wallace, dømt for mord. De blev anbragt i isolationsfængsel og afskåret fra andre mennesker i 23 timer i døgnet. King sad isoleret i 29 år og Woodfox i 43 år. Dette er historien om USA’s længst siddende isolationsfanger.

Tekst: Bjarke Windahl Pedersen

Artiklen er bragt i AMNESTY #3 2017

Få mennesker kan kigge tilbage på deres livsbane og placere fingeren på det punkt, hvor alting med ét ændrer sig. Hvor der opstår et uigenkaldeligt før og et efter. Albert Woodfox kan.

Sidst i 1960’erne møder han som ung mand i Harlem, New York, for første gang De Sorte Pantere, et nystiftet politisk parti, som med knyttede næver, væbnede vagtværn og løftet om at omstyrte racismen i USA er stormet ind i det amerikanske samfunds bevidsthed.

Albert, der stadig kan huske, hvordan han som dreng blev trukket tæt ind til sin mor, når en politibil kørte forbi dem i hjembyen New Orleans, kalder det direkte ”chokerende” for ham at se, hvordan medlemmerne af De Sorte Pantere med rank ryg bevæger sig rundt i Harlem.

”Jeg havde altid fornemmet frygt i afroamerikanere, men hos de her mænd og kvinder så jeg ingen frygt”, siger Albert Woodfox, der beskriver racismen i 60’ernes USA som ”åbenlys og overvældende”.      

”De Sorte Pantere blev organiseret med det specifikke formål at standse de rædsler, som blev påført afroamerikanere. Det havde en dyb indvirkning på mig”, fortæller han.

Albert selv er på det tidspunkt på flugt. Han er en kriminel ung 18-årig mand, dømt for væbnet røveri i sin hjemby New Orleans i staten Louisiana. Men det er lykkedes ham at stikke af fra selve retsbygningen og en 50-års fængselsdom, og sådan er han endt i New York, hvor politiet kort tid efter fanger ham. 

”Før De Sorte Pantere var jeg en småforbryder, som drev rov på mit eget samfund. Partiet inspirerede mig til at tro på, at jeg var bedre end det”, siger Albert, som kommer til at vente et halvt århundrede, før han igen skal forlade Louisiana.


Angola-fængslet i Louisiana, maj 1977: Under opsyn marcherer indsatte af sted til arbejdet på fængslets omkringliggende marker. I isolationscellerne sidder Albert, Robert og Herman. Foto: AP


Slaveplantage og fængsel

Det er svært at forestille sig to steder i USA, som på det tidspunkt er længere fra hinanden end det politisk bevidste og modstandsdygtige Harlem og landets største højsikkerhedsfængsel, Angola, i sydstaten Louisiana.

Omkranset af Mississippifloden på tre sider og skoven, the Woods, som fangerne kalder udsigten, på den fjerde, lå her engang en slaveplantage. Størstedelen af slaverne kom fra Angola i Afrika, før de blev sat til at knokle for hvide plantageejere, solgt og byttet imellem Louisianas herremænd.

”Stort set alt i Angola havde en direkte forbindelse til slaveriet”, siger Albert Woodfox, som ankommer til fængslet cirka 100 år efter slaveriets formelle ophør i USA.

Flertallet af fangerne er sorte og skarpt adskilt fra de hvide indsatte. Vagterne er alle hvide og kommer ofte fra familier, som i generationer har arbejdet i fængslet. På markerne omkring fængslet høster sorte fanger stadig bomuld og sukkerrør under opsyn af hvide vagter. 

”Da jeg ankom til Angola, var det – i mangel på et bedre ord – et landbrugsfængsel. Nogle af familierne, som arbejdede der som vagter, gik 10-11 generationer tilbage. De var opdraget til at betragte og behandle fangerne på en bestemt måde”, fortæller Albert.

Hver uge bliver fanger tæsket, stukket ned, myrdet. Enten af andre indsatte eller af fængselspersonalet selv. Vagterne standser ikke fangernes vold. Ledelsen standser ikke vagternes. Kontrollen med fængslet er ikke-eksisterende.

Det er her, at Albert sammen med sin kammerat og medindsatte Herman Wallace gør noget, som kommer til at række langt ud i fremtiden. Få år efter, at chefen for FBI, J. Edgar Hoover, offentligt har erklæret, at det ikke længere er kommunismen, men De Sorte Pantere som er den største indenlandske trussel mod nationen, er Albert Woodfox med til at stifte en gren af partiet i Angola.

Indsatte, som har kendt ham fra gaderne i New Orleans, tror, at den politiske vækkelse er et bluffnummer. Fængselspersonalet ser en trussel.


"Jeg må have talt de tremmer omkring 200.000 gange".
- Robert King


Angola 3 i 2001. Det eneste eksisterende foto, hvor både Albert, Robert og Herman er samlet.


Frisk-fisk-dag

Fængselsbefolkningen tæller tusinder. Og hver torsdag ankommer nye fanger. Unge mænd stiger ud af busserne og ind i hierarkiet i Angola, hvor en stor del af de indsatte lever i trældom, bliver voldtaget, solgt og byttet rundt imellem stærkere fanger. ”Frisk-fisk dag” kaldes torsdagen, hvor de nyankomne bliver taget i øjesyn, udvalgt og testet af andre indsatte.  

Sammen med Herman Wallace og andre starter Albert Woodfox ”anti-voldtægts-grupper”. Når unge fanger stiger ud af busserne, står Albert og andre klar til at følge dem til deres sovesal og fortæller dem imens, hvordan de bedst beskytter sig selv. 

”Vi lod de andre indsatte forstå, at de her unge var under vores beskyttelse, så de skulle ikke forsøge at voldtage dem”, fortæller Albert.

Standpunktet er ikke populært, hverken blandt de indsatte eller vagterne, som ifølge Albert ofte modtager cigaretter, frimærker, penge eller andet for at kigge den anden vej.

”Jeg er sikker på, at der var indsatte, som var glade for, at vi udfordrede voldtægtspraksissen. Men jeg vil tro, at den store majoritet ikke var det”, siger Albert, der ikke nøjes med at udfordre voldtægtskulturen. 

”Helt ærligt, så troede jeg ikke, vi ville holde særlig længe. Da jeg først begyndte at tale om korruption i fængslet, om mad som blev taget fra de indsatte, om brutaliteten imod indsatte, racismen, og hvordan systemet holdt os adskilt og forhindrede os i at bekymre os over de umenneskelige vilkår… jeg troede, at vi ville blive overfaldet af andre fanger eller låst inde i isolation eller noget andet”.

Albert har ret i den ene ting, men tager fejl i den anden:  Angrebet er på vej. Men kampen er langt fra slut. 


"Du kunne altid mærke sindssygen trække i dig".
- Albert Woodfox


Drabet på en fængselsvagt

Brent Miller er 23 år gammel. Han er opvokset på fængselsområdet blandt de mere end hundrede familier, som i 1970’erne arbejder i Angola. Hans familie er en af fængselschefens favoritter, hans far styrer svinefarmen, hans bror er vagt ved hovedindgangen, hans svigerfar arbejder på sukkermøllen. Brent selv er vagt og arbejder på sovesalene. Om morgenen den 17. april 1972 bliver han kørt på arbejde af sin hustru, Teenie Rogers, som han to måneder forinden er blevet gift med. Få timer senere er han død, stukket 38 gange med en kniv og et slebet blad fra en plæneklipper på en sovesal for sorte indsatte.

”Brent var hele mit liv. Han var sjov, flot og talentfuld”, har hans enke, Teenie Rogers siden fortalt Amnesty.

Lokalsamfundet omkring Angola er i oprør.

”Vi var alle sammen vokset op her, og at en af os blev taget fra os på den måde, ændrede alt i Angola”, siger Teenie Rogers, som den dag i dag stadig ikke tror på, at Brents morder er blevet fundet eller straffet. 


Vægmaleri i Albert Woodfoxs hjemby, New Orleans. Herfra fortsætter han og Robert King deres kamp imod brugen af isolationsfængsel og tvangsarbejde i amerikanske fængsler.


Pantere under mistanke

Næsten omgående efter fundet af Brent Millers lig bliver Albert Woodfox og Herman Wallace smidt i isolationsceller, mistænkt for drabet. Albert benægter. Han fik morgenmad i spisesalen på drabstidspunktet, fortæller han. To vidner bakker ham op.

 Men anklageren har sit eget vidne, Hezekiah Brown, som efter adskillige voldtægter afsoner en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse. Millers lig er blevet fundet tæt ved Browns seng, men han ved intet om mordet, fortæller han først.

Fire dage senere skifter han forklaring. Han drak kaffe med Brent Miller, da fire fanger fra New Orleans; Albert Woodfox, Herman Wallace, Chester Jackson og Gilbert Montague stormede ind, tvang Miller ned på Browns seng og stak ham ihjel.  

To uger senere bliver de fire mænd tiltalt for mord. Tiltalen mod Montague bliver siden droppet, da fængslets journaler viser, at han var på infirmeriet på drabstidspunktet. Jackson bliver anklagerens vidne. Tilbage står Albert og Herman, som ikke kan knyttes til mordet gennem noget fysisk bevis. Blodige fingeraftryk på drabsstedet er ikke deres, men anklageren undersøger ikke, hvilke indsatte de så kunne tilhøre. For sin vidneforklaring modtager Brown i første omgang cigaretter fra fængselspersonalet. Senere, da retssagerne er ovre, bliver han på fængselsdirektørens opfordring benådet og løsladt. Den belønning hører juryen, som alene består af hvide mandlige medlemmer af lokalsamfundet, aldrig om. De bruger mindre end en time på at kende Albert Woodfox skyldig i drabet. Samme kendelse rammer senere Herman Wallace.


"Jeg har været bange det meste af mit liv".
- Albert Woodfox


Gaffatape for munden

Tilbage i Angola smides begge mænd i isolation, en på papiret disciplinær straf, der kun kan bruges i kortere tid ad gangen.

Men efterforskningen af drabet er ikke ovre.

To uger efter Millers død bliver en anden indsat fra New Orleans, Robert King, bragt til Angola. King har aldrig mødt Brent Miller, og han befinder sig i et andet fængsel 240 kilometer fra Angola, da drabet sker. Men ligesom King og Wallace støtter han De Sorte Pantere, og ligesom dem bliver han sat i isolation, mistænkt for at have medkonspireret til drabet. 

”Jeg er aldrig blevet dømt for den forbrydelse, end ikke tiltalt for den. Men i praksis blev jeg behandlet som skyldig per association”, siger Robert King.

Med associationen mener han De Sorte Pantere. 

 ”Vi blev sat i isolation, fordi vi var associeret med en organisation, som regeringen havde erklæret den største trussel mod nationen. Vi vidste selvfølgelig godt, hvad den største trussel var: Det var systemet imod de sorte og de fattige”, siger Robert.

Året efter bliver en fange dræbt på den gang, hvor han er indsat. En anden indsat, Grady Brewer, tilstår at have begået drabet i selvforsvar, men også King bliver tiltalt for mordet.

Scenariet i retten i byen St. Francisville, hvor Woodfox året før er blevet dømt, er absurd. Da King og Brewer protesterer over, at de ikke har haft en reel mulighed for at tale med deres advokater, beordrer dommeren deres hænder lænket bag ryggen og deres munde lukket med gaffatape under resten af retssagen. Uden mulighed for at protestere bliver begge mænd idømt livstid.

”Selv fyren, som gjorde det, indrømmede det og vidnede på mine vegne. Men de havde brug for en undskyldning for at holde mig i CCR (Closed Cell Restriction, red.), så jeg blev stadig fundet skyldig”, siger Robert.

Han kommer til at tilbringe 29 af i alt 31 år i Angola i isolation, før han efter lange juridiske kampe slipper ud i 2001.  


19. februar 2016: Flere gange har det været tæt på, men nu sker det endelig. Albert Woodfox bliver løsladt og forlader fængslet, støttet af sin bror Michael.


Angola 3

Albert Woodfox. Herman Wallace. Robert King. Kun to af dem lever i dag, men under det fælles navn Angola 3 er de alle indskrevet i USA's retshistorie. I 1973 er de dog bare tre afroamerikanske fanger, som kommer fra fattige kår i Louisiana og nu har udsigt til at tilbringe resten af deres dage i Angola. Kynisk betragtet intet usædvanligt.  

Den afdeling, de er indsat i, kaldes CCR, Closed Cell Restriction. Isolation med et andet ord.  

Cellerne er to meter brede, tre meter lange og tre en halv meter høje. På væggen hænger en køje, nogle gange med en skummadras, nogle gange uden. På den modsatte væg hænger en lille bænk. Ved siden af den toilettet og en håndvask. I cellens modsatte ende sidder tremmedøren.  

”Jeg må have talt de tremmer omkring 200.000 gange. Jeg satte mig på min køje, lænede mig tilbage og talte. 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9….. der var 16-18 tremmer. Jeg lærte hver eneste skrue i dem at kende”, siger Robert.

Når han rejser sig og strækker sine arme ud til siden, kan han næsten nå væggene, som er dækket af et tykt lag blytung grå maling.

 ”Jeg plejede at gå en del, du ved, tre skridt frem, tre skridt tilbage. Jeg kunne ikke gå sidelæns på grund af sengens placering, men jeg kunne gå frem og tilbage, cirka to meter i alt”, siger Robert. 

Kunsten at lave lemonade

På trods af tremmerne danner Albert, Robert og Herman dog et usædvanligt kammeratskab, som hjælper dem til ikke bare at overleve, men også til at fortsætte deres kamp imod behandlingen af fangerne.

De organiserer de indsatte i CCR og protesterer imod tvungne nøgne kropsvisitationer, hvor de skal stå nøgne foran resten af gangen, løfte fødderne, kønsdelene og sprede ballerne, alt imens vagterne forsøger at fremprovokere en reaktion, som kan begrunde en fysisk straf. Flere af dem ender på hospitalet som resultat af protesten. 

”Vi fik ikke standset de nøgne kropsvisitationer, men vi kæmpede imod dem både fysisk og via retsvæsenet. Jeg tror, det var i 1978, at retten fandt, at nøgne kropsvisitationer mod indsatte i isolation alene måtte foretages, når der havde været et kontaktbesøg, eller hvis en fange havde været på hospitalet eller andet”, siger Albert.

Også serveringen af måltiderne udfordrer de. En bakke med mad skubbes ind under tremmerne, hvorefter fangerne kan samle den op fra gulvet. Albert, Robert, Herman og flere andre går i sultestrejke for en mere værdig praksis, og omsider slår de en aftale af med fængselsledelsen. Indtil fængslet får skåret en åbning til madbakken i tremmerne, kan de få lov til at stå op, holde bakken med en hånd og spise igennem tremmerne med den anden. 

19 måneder varer det, før fængselsledelsen begynder at skære tremmerne. Da de til allersidst når til Albert og Roberts celler, løber de pludselig tør for materialer. De indsatte truer med en ny sultestrejke, og omsider skæres også de sidste tremmer.

”Det var et kompromis, at vi kunne stå og holde vores bakke med en hånd, men så udviklede det sig. Vi lavede en slynge, som bakken kunne hvile på, nogle af fyrene lavede en bakke af pap, og andre dekorerede deres med sløjfer eller tegninger. Vi havde det faktisk sjovt. Jeg tror, at de til sidst besluttede at skære tremmerne, fordi de så, vi morede os”, siger Robert og opsummerer med et grin.  

”Vi fandt måder at stå imod på. Jeg kan godt lide at sige, at vi tog en citron og lavede lemonade. Og vi nød den lemonade”.



Spejlbilledet truer

I dag er isolationsfængsel i mere end et par uger, uanset forbrydelsen og omstændighederne, klassificeret som tortur af FN, Amnesty og andre. Robert King sidder i isolation i 29 år, Herman Wallace i 41, Albert Woodfox i tæt ved 44 år mere end 15.000 dage.

”Det er svært at sætte ord på de her følelser… men det var et konstant pres. Du kunne altid mærke sindssygen trække i dig. Det var svært at opretholde din selvrespekt, din stolthed, turde at se dig selv i spejlet uden at frygte, hvad der kigger tilbage”, siger Albert Woodfox.

Rundt omkring dem knækker andre. Indsatte bliver reduceret til skrig, voksne mænd kravler sammen i fosterstilling og bliver liggende. Nogle holder op med at tale, andre slår deres hoveder mod tremmerne.

”Det er meget trist at opleve et andet menneske miste forstanden. Du kan gøre dit bedste for at hjælpe dem, men selvom celledøren er lavet af tremmer, er du alene i 23 af døgnets timer. Du har kun en time med ansigtstid med andre fra gangen”, siger Albert.

Uden at Albert, Robert eller Herman nogensinde får mulighed for gøre indsigelser, bliver isolationen gang på gang forlænget af fængselsadministrationen, der hver tredje måned rutinemæssigt sætter et kryds i boksen ”den oprindelige grund til anbringelse” i de papirer, som skal udfyldes, når isolationen forlænges. Det til trods for at ingen af mændene har begået alvorlige disciplinære overtrædelser eller vurderes at udgøre en fare for sig selv eller andre.  

Enkelte forbedringer finder dog sted på CCR-afdelingen. De indsatte får med årene mulighed for at have bøger, radio, aviser. På gangen kommer der et fjernsyn, fortæller Albert. Men understreger så i samme åndedræt: 

”Jeg vil gerne sige det meget, meget tydeligt: Dette er adspredelse. Intet, absolut intet, fjerner rædslen ved at være indespærret alene i 23 timer i døgnet, nogle gange 24. Isolation er unødvendigt, det er umenneskeligt, ondt og har blot ét formål: At knække ånden og nedbryde sindet”.

Så igen, hvordan overlevede han selv, Robert og Herman?

”Det er et stort mysterium for mig, hvorfor nogle mennesker kan overkomme det pres, som ødelægger andre. Robert, Herman og jeg forstod, at vi var nødt til ikke at lade os institutionalisere. Vi delte en filosofi, en kamp for menneskelighed og forsøgte at gøre folk omkring os til bedre mennesker. Men for at give dig et definitivt svar: Jeg har ingen anelse.”

Handlen

I 2001 bliver Robert King løsladt. Forud er for mændene gået en årtier lang, sej og ofte nærmest stillestående juridisk kamp for at få genoptaget retssagerne og omstødt de oprindelige domme. Da en føderal dommer afgør, at Robert King skal have en ny retssag, fordi afroamerikanere systematisk er blevet ekskluderet fra juryen i den oprindelige, vælger staten at tilbyde Robert en handel. Hvis han erklærer sig skyldig i en mindre anklage, kan han slippe ud. Robert er i tvivl, men han beslutter, at det er bedre at tage handlen end at risikere at ryge tilbage til Angola på uvis tid. Dagen efter ændrer staten betingelserne: Kun hvis han erkender sig skyldig i at have medkonspireret til drab, kan han gå fri som følge af den tid, han allerede har afsonet. 

 Stående foran familie, venner og støtter beder dommeren ham løfte sin højre hånd og sværge. Robert løfter sin venstre og siger det, som kræves. Dagen efter går han ud af Angolas port:

”Jeg kunne have været død i fængslet. Det eneste, folk ville have vidst, ville være det, som stod i fængselsjournalerne. Ved at slippe ud fik jeg muligheden for at skrive min egen historie og forsøge at hjælpe andre. Jeg forlod Angola med en mission: Nok var jeg fri, men Angola ville aldrig blive fri for mig”, siger Robert.

Ved hans side lytter Albert, der så selv tager ordet:

”Robert kan ikke lide at tale om det og underspiller altid sin egen rolle. Men jeg ville ikke sidde her og lave dette interview, hvis det ikke var for Roberts vilje til at få sine kammerater hjem. Den dag, han gik ud igennem den port, slap en del af mig også fri. Jeg vidste, at lige så længe han havde luft i sine lunger, ville han kæmpe for min frihed”, siger Albert. 


Mødet med Amnesty

Han tager ikke fejl. Igennem de næste mange år arbejder Robert utrætteligt for at udbrede kendskabet til Angola 3. Blandt de nye støtter er Amnesty International, der med rapporter, brevaktioner og politisk lobbyisme kaster sig ind i kampen for at få standset isolationsfængslingen af Albert og Herman, hvis helbred forværres i fængslet. Som der står i den rapport, som Amnesty i 2011 udsender, da Angola 3 tilsammen har rundet 100 års isolationsfængsling:

”Begge mænd lider af alvorlige helbredsproblemer som følge af eller forstærket af års indespærring. I Herman Wallaces tilfælde omfatter dette slidgigt, der forværres af utilstrækkelig motion, hukommelsestab og søvnløshed. Albert Woodfox lider af klaustrofobi, hjerteproblemer, diabetes, angst og søvnløshed.” 

 Også Millers enke går offentligt ud og opfordrer til at løslade mændene.

”Jeg føler, at staten forfølger dem, fordi staten har brug for at give nogen skylden, og fordi nogen tror, at de gør det retfærdige. Men det er en uretfærdighed. Det er nødt til at stoppe”, siger Teenie Rogers.

 Angola-fængslet fastholder isolationsfængslingen. Om den nu 60 år gamle Albert Woodfox, udtaler fængselsdirektøren Burl Cain i 2008:

”Jeg ved, at han stadig praktiserer sort panterisme, og jeg vil stadig ikke have ham til at gå rundt i mit fængsel, fordi han så ville organisere de unge nye fanger”.

I 2013 afgør en føderal domstol, at Herman Wallaces oprindelige retssag ikke har levet op til kravene om en fair retssag. Selvom Herman Wallace ligger for døden med fremskreden leverkræft, forsøger staten at blokere hans løsladelse, og først da retten anklager det fængsel, han nogle få år forinden er blevet overflyttet til, for at udvise foragt for retten, lader de ham gå fri.

Under et massivt medieopbud bliver Herman Wallace den 1. oktober 2013 anbragt i en ambulance og kørt væk. To dage senere tiltaler staten ham på ny for mordet på Brent Miller. Dagen efter dør han. I frihed.

De første frie skridt

Tilbage sidder Albert Woodfox. De kommende år modtager han tusindvis og atter tusindvis af breve fra Amnesty-medlemmer, der som en del af kampagnen Skriv for Liv både sætter deres ord og tanker på støtteerklæringer til Albert og på protestbreve til fængslets ledelse: 

”Det løftede mig virkelig. Bare det at vide, at så mange mennesker var optaget af min sag, ikke bare mine retssager, men mit udfald som menneske”, siger han. 

Fængslets chef opsøger ham og spørger, om han kan få brevstormen til at stoppe:

”Mit svar var nej. Hvad skulle jeg gøre, bede de her mennesker om ikke at bekymre sig, ikke at skrive breve, som hjalp mig? Den samtale sluttede hurtigt”, husker Albert.

I februar 2016 sker det endelig. Efter årtiers juridisk kamp, der i de senere år er intensiveret, og hvor domstole skiftevis har omstødt Alberts dom, og staten siden har tiltalt ham på ny, tilbyder statsanklageren i Louisiana Albert en aftale. Hvis han vedkender sig en såkaldt ”plea of no contest” – en juridisk konstruktion, der ikke involverer erkendelse af skyld i en anklage, men hvor den tiltalte anerkender, at staten har beviser nok til at føre en retssag imod ham - så kan han komme ud. Ligesom Robert har gjort det 15 år tidligere, kæmper Albert med beslutningen. I tre måneder nægter han at indgå en aftale, som imødekommer staten.

Det udslagsgivende bliver hans familie, hans bror og hans datter, som han har fået som helt ung, og som betyder, at Albert i dag har børnebørn, han først sidste år har lært at kende. De overbeviser ham om at tage imod handlen. 

På sin 69-års fødselsdag, den 19. februar 2016, går Albert med øjnene knebet sammen imod solen og det presseopbud, som venter ham, ud af porten på West Feliciana Parish Detention Center, hvor han de sidste år har været anbragt.

Fra porten til hans bror Michaels bil er der kun få skridt, men det overvælder Albert.

”Mine knæ knækkede sammen, men min bror greb min arm og holdt mig fast, ligesom han altid har gjort det. Jeg har dig, sagde han. Du skal ikke bekymre dig”, fortæller Albert. I dag bor han i New Orleans, tæt på sin datter og sine børnebørn.

Kampen, som har holdt ham i live igennem længere tids isolationsfængsel end nogen anden amerikaner, fortsætter:

”Jeg forstår godt frygt. Jeg har været bange det meste af mit liv. Jeg tror, tricket er at finde den indre styrke, ikke at overgive sig til frygten og blive bremset i at gøre det, som du ved skal gøres. Om ikke andet, så håber vi, at vi kan være et eksempel på menneskets vilje og styrke, på at hvis du ikke giver op, hvis du fortsætter med at kæmpe, så er alt muligt.” 

Dokumentation gør en forskel! Støt vores arbejde nu!