Aktivismen har sejret i 2019

 
Udgivet
01.
Sejre i 2019

Aktivismen har sejret i 2019

Med stigende ulighed, uretfærdighed og nationalisme i Europa, kan man nemt tro, at 2019 har været et dårligt år for menneskerettighederne. Men vi har faktisk haft adskillige sejre. Aktivister over hele verden har kæmpet for menneskerettighederne - og takket være dem har vi opnået markante fremskridt. Her er nogle af højdepunkterne.


02.
Januar

Abort blev lovlig pr. 1. januar 2019 i Irland

Abort blev endelig lovligt for kvinder i Irland efter en historisk folkeafstemning i maj 2018, der markerede en enorm sejr for kvinders rettigheder. Det var resultatet af mange års dedikeret arbejde fra aktivister, herunder Amnesty International. Dette banede desuden vejen for den samme inspirerende fremgang i Nordirland senere på året.


Pakistan: Asia Bibi fri

Efter otte år på dødsgangen blev pakistanske Asia Bibi frikendt for anklager om blasfemi.

Tak til de 45.790 danskere, der skrev under for hendes frihed. Efter at Pakistans højesteret for anden gang fastslog, at Asia Bibi skulle frifindes, kunne hun endelig blive genforenet med sin familie og komme i sikkerhed i et andet land. Læs hele nyheden her. 


03.
Februar

Hakeem al-Araibi vender hjem

Efter 76 dages varetægtsfængsling i Thailand kunne fodboldspilleren Hakeem al-Araibi vende tilbage til sit hjem i Melbourne den 12. februar. Den Bahrain-fødte fodboldspiller blev tilbageholdt ved ankomsten til Bangkok den 27. november 2018 på grund af en fejlagtig Interpol-efterlysning.

Han blev truet med at blive udleveret til Bahrain. Amnesty og andre grupper lancerede kampagnen #SaveHakeem for at befri fodboldspilleren. Kampagnen spændte over tre kontinenter og engagerede fodboldspillere, olympiske deltagere og berømtheder og blev støttet af mere end 165.000 mennesker.


04.
Marts

Indrømmelse af civile tab

AFRICOM – USA’s Afrika-kommando - indrømmede efter udgivelsen af ​​Amnestys rapport The Hidden US War in Somalia: Civilian Casualties from Air Strikes in Lower Shabellefor første gang, at luftangrebene dræbte eller sårede civile i Somalia.

Derefter kom amerikanske militærdokumenter frem, der bekræftede, at de amerikanske myndigheder kendte til flere civile tab som følge af deres luftangreb i Somalia.


05.
April

Shell i retten i Haag

Retten i Haag afsagde en dom til fordel for Esther Kiobel og tre andre kvinder, der har lagt sag an mod olieselskabet Shell i kampen for retfærdighed i Nigeria. Esther har sagsøgt den multinationale virksomhedsgigant i mere end 20 år, fordi hun mener, at den har haft en rolle i henrettelsen af hendes mand.

Amnesty har delt over 30.000 solidaritetsmeddelelser med Esther og støttet hendes sag. Som et resultat af høringen hørte retten for første gang enkeltpersoners forklaringer. De beskylder Shell for at have tilbudt dem bestikkelse for at give falske vidnesbyrd, der førte til, at blandt andre Esther Kiobels mand blev dømt til døden og henrettet. Læs om Esthers kamp her


06.
Maj

Legalisering af ægteskab af samme køn

Taiwan blev det første land i Asien, der legaliserede ægteskab for personer af samme køn efter at have vedtaget en historisk lov den 17. maj. De første bryllupper med personer af samme køn fandt sted den 24. maj. Sammen med LGBTI+-rettighedsgrupper fra Taiwan havde Amnesty kæmpet for dette resultat i mange år. Vi arbejder nu på at sikre bedre diskriminationsbeskyttelse af LGBTI+-personer i Taiwan.


Qatar: ændringer af arbejdslove

Qatar lovede flere ændringer af deres arbejdslove forud for verdensmesterskabet i fodbold i 2022. Menneskerettighedspres spillede også en rolle, da FIFA besluttede at opgive deres planer om at udvide Qatar-verdensmesterskabet i 2022 til 48 hold. Det ville nemlig have resulteret i en tilføjelse af nye værtslande i regionen med et anstrengt forhold til menneskerettigheder.

Amnesty arbejdede sammen med andre NGO'er, fagforeninger, fans og spillertrupper. Sammen henviste vi til menneskerettighedsrisikoen ved udvidelsen - herunder situationen for de arbejdere, der skulle bygge den nye infrastruktur.


Løsladelse af to Reuters-journalister

Takket være et massivt internationalt pres frifandt præsidenten i Myanmar de to fængslede Reuters-journalister Wa Lone og Kyaw Soe Oo. 49.387 danskere skrev under for deres løsladelse. I maj 2019 blev de genforenet med deres familier efter 500 dage i fængsel.


07.
Juni

Løsladelse af studenteraktivist

Den 24-årige studenteraktivist Amaya Coppens fra Nicaragua blev frikendt den 11. juni. Tak til de 47.422 danskere, der skrev under for Amayas frihed. Mange andre er dog fortsat fængslet. Vi fastholder vores opfordring til de nicaraguanske myndigheder om øjeblikkeligt at løslade de mange demonstranter, der sidder fængslet for fredeligt at bruge deres ytrings- og forsamlingsfrihed.


Russisk menneskerettighedsforkæmper løsladt

Den russiske menneskerettighedsforkæmper Oyub Titiev blev prøveløsladt efter næsten halvandet år bag tremmer. Amnesty arbejder på, at anklagerne mod ham frafaldes, og at han får kompensation for sin indespærring. Tak til de 40.529 danskere, der skrev under for hans løsladelse. 


Forpligtelse til ny voldtægtslov

Langt om længe forpligtede den danske regering sig til at anerkende, at sex uden samtykke er voldtægt. Denne udvikling vidner om voldtægtsoverleveres vedholdenhed og tapperhed. Vi håber, at det skaber et momentum overalt i Europa efter Amnestys rapport om ’Retfærdighed for Voldtægtsoverlevere’. Tak til de 50.313 danskere, der har skrevet under for en ny voldtægtslov baseret på manglende samtykke. 



 


Hæder til Greta Thunberg og fridays for Future

Amnesty International hædrede klimaaktivisten Greta Thunberg og Fridays for Future-bevægelsen med vores ”Ambassador of Conscience”-pris 2019.


08.
Juli

Legalisering af ægteskaber af samme køn

På en inspirerende dag for menneskerettighederne stemte det britiske parlament for legalisering af ægteskab af samme køn i Nordirland. Lovforslaget tvang også den britiske regering til at lovgive for en ny reform, som skal afkriminalisere abort.


I en amerikansk kongreshøring gav en højtstående Google-direktør den klareste bekræftelse hidtil på, at virksomheden har "afsluttet" Project Dragonfly. Projektet omhandlede udviklingen af en søgemaskine, der ville gøre det lettere for den kinesiske regering at undertrykke, overvåge og censurere på internettet.

Udmeldingen fra Google skete efter Amnestys #DropDragonfly-kampagne, hvor hundreder af Google-ansatte stod frem. Tak til de 35.215 danskere og færinger, der skrev under mod Googles planer om en censureret søgemaskine i Kina. 


Genoptagelse af kvoteflygtningeordningen

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) meddelte FN, at Danmark nu vil genoptage kvoteflygtningeordningen. Vi ved endnu ikke, hvor mange der vil komme til Danmark igennem ordningen, men regeringen har afsat penge i den nye finanslov til at kunne tage op imod 500 kvoteflygtninge årligt.

Den danske regering har også meddelt i finansloven, at unge flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus nu også skal have mulighed for at tage en gratis uddannelse i Danmark


09.
August

Reformer for kvinder i Saudi-Arabien

I august annoncerede Saudi-Arabien store reformer, der blandt andet gav kvinder ret til at få et pas, som gør det muligt for dem at rejse uden tilladelse fra en mandlig værge.

Ændringerne giver også kvinder i Saudi-Arabien ret til at registrere ægteskaber, skilsmisser, fødsler og dødsfald og til at få familiejournaler.

Mens vi glæder os over disse ændringer, er der desværre stadig mange kvinderettighedsforkæmpere, der sidder fængslet, og vi må gøre alt, hvad vi kan for at kæmpe for deres frihed.


Evelyn Hernández frikendt

21-årige Evelyn Hernández blev i 2016 idømt 30 års fængsel for overlagt mord, fordi hun havde fået en spontan abort. Men den 19. august frikendte domstolen i El Salvador hende efter et stort pres fra Amnesty og andre organisationer.

Tak til de 71.482 danskere, der skrev under for hendes frihed.


10.
September

Hongkong trækker lovforslag tilbage

Hongkong trækker omstridt lovforslag om retsforfølgelse i Kina tilbage. Det er en stor sejr for demonstranterne, at Hongkongs leder Carrie Lam nu formelt har trukket lovforslaget tilbage.

Desværre bliver der stadig rapporteret om voldelige sammenstød mellem demonstranter og politiet i gaderne.

Tak til de 30.948 danskere, der skrev under for befolkningen i Hongkong. 


Tidligere børnesoldat løsladt

Aung Ko Htwe sad i to et halvt år fængslet i Myanmar for at fortælle om sine oplevelser som børnesoldat. Han blev løsladt den 6. september! Han skulle have afsonet yderligere tre år i fængsel, men denne del af dommen er heldigvis annulleret. 

Aung Ko Htwe skulle aldrig have været fængslet, så hans løsladelse er en stor sejr for ytringsfriheden i Myanmar. 


11.
Oktober

Marokkansk journalist løsladt

Takket være en kongelig benådning blev den marokkanske journalist Hajar Raissouni løsladt fra fængslet. "Det er en lettelse, men ændrer ikke ved den grove uretfærdighed, hun har været udsat for", siger Heba Morayef, talsperson for Amnesty International i Mellemøsten og Nordafrika. Læs hele nyheden her. Tak til de 31.500 danskere, der skrev under for hendes løsladelse.


Ved midnat tirsdag den 22. oktober 2019 blev ægteskab af samme køn lovligt i Nordirland, mens abort blev afkriminaliseret. Alle straffesager blev henlagt, inklusiv en sag mod en mor, der stod over for retsforfølgelse for at have købt abortpiller på nettet til sin 15-årige datter.

”Dette er begyndelsen på en ny æra for Nordirland” – sagde Grainne Teggart, Amnesty Internationals kampagnechef i Nordirland.


12.
November

Kurdisk-iransk journalist ankommer til New Zealand

Den kurdisk-iranske prisvindende journalist og flygtning Behrouz Boochani ankom til New Zealand for at deltage i en begivenhed på et turistvisum sponsoreret af Amnesty International.

Han har været i vores medlemsmagasin og er kendt for at rapportere om den australske regerings krænkelse af menneskerettighederne fra flygtningefængselscentret på Manus Island. Det var første gang Boochani satte fod uden for Papua Ny Guinea, siden han blev tilbageholdt i 2014.


Scott Warren frikendt

Sagen mod den 36-årige geografilærer Scott Warren, som stod til ti års fængsel for at have givet vand og husly til to mennesker på flugt i Arizona-ørkenen på grænsen mellem USA og Mexico, blev droppet.

Amnesty har arbejdet hårdt på at få ham frikendt og afkriminaliseret noget så basalt som at hjælpe mennesker i nød. Den 20. november blev han frikendt! Tak til de 37.666 danskere, der skrev under for Scott Warrens løsladelse.


Børnene kommer ud af Sjælsmark

I Danmark er den nye regering blevet enige med sine støttepartier om, at børnene skal ud af Udrejsecenter Sjælsmark. I stedet vil man oprette et nyt udrejsecenter for børnefamilier, hvor de kan flytte hen til april. Det er dog ikke nok.

Det er positivt, at regeringen vil følge Røde Kors’ anbefalinger. Men vi vil fortsat holde øje med, at barnets tarv respekteres. Børnene skal have en god skolegang og mulighed for socialt samvær med andre børn.  


Ansvarlig virksomhedsadfærd

Vi bliver herhjemme, hvor vi i Amnesty Danmark har fået opbakning til at få en lovpligtig bundgrænse for ansvarlig virksomhedsadfærd. Fagbevægelsens Hovedorganisation, Forbrugerrådet Tænk, Novo Nordisk, Globalt Fokus og 92-gruppen støtter op.


13.
December

Legalisering af abort

I Argentina lovede præsident Alberto Fernández, at han vil kriminalisere abort, når han kommer til magten den 10. december. Han ændrede holdning, efter at tusinder af kvinder fra forskellige organisationer, herunder Amnesty International Argentina, gik på gaderne for at opfordre Argentinas lovgivere til at afkriminalisere og sikre sikker adgang til abort.


Abortlov nedstemt

Endnu en sejr for kvinders rettigheder! I Slovakiet nedstemte parlamentet en abortlov, der ville have tvunget kvinder til at få en ultralydsscanning og indhente samtykke fra faren, inden de fik en abort.

”Hvis loven var blevet vedtaget, ville den have dannet præcedens for andre lande i Europa,” sagde Amnestys kampagneleder på kvinders rettigheder, Monica Costa Riba. ”Det ville have undergravet kvinders ret til privatliv og udsat dem for stigma, ydmygelse og nedværdigende behandling.”


13.500 elever undervist i menneskerettigheder

I Danmark har vi undervist og vejledt mere end 13.500 elever i menneskerettighederne, og igennem refleksion og debat er de blevet udfordret på egne værdier og holdninger.

Støt vores arbejde