Verdens yngste land er ødelagt af krig

Historien om verdens yngste land har været uhyggelig barsk. På fem år har borgerkrigen resulteret i massedrab, voldtægter, tortur og sågar tvungen kannibalisme, viser ny Amnesty-rapport.

Drømmen om en ny, selvstændig nation forvandlede sig på få år til et mareridt for de omkring 11 millioner indbyggere i Sydsudan. Selvstændigheden blev fejret den 9. juli 2011, men to år senere blev landet kastet ud i en blodig og ødelæggende borgerkrig, der har kostet tusinder livet og sendt cirka 1,7 millioner mennesker på flugt.

Øjenvidner til blodige rædsler
Den blodige borgerkrig omfattede både massedrab, tortur, massevoldtægter og tvungen kannibalisme. Uhyrlighederne er beskrevet i detaljer i Amnesty Internationals nye rapport, der samler op på Sydsudans første fem år som nation og beskriver de psykologiske effekter af borgerkrigen for de overlevende.

I løbet af tre missioner til Sydsudan i 2015 og 2016 har Amnesty interviewet 161 overlevere og øjenvidner til borgerkrigens rædsler samt en række læger og sundhedspersonale i landet.

”Mens døden og de fysiske ødelæggelser efter konflikten er åbenlyse, så er de psykiske ar mindre synlige og for det meste oversete”, siger Muthoni Wanyeki, der er leder af Amnestys kontor for Østafrika.

Skrøbelig våbenhvile
I dag er der indgået våbenhvile og en skrøbelig politisk aftale om en enhedsregering mellem de stridende parter. Men store dele af Sydsudan er fortsat ramt af sporadiske kampe og drab på civile, og store dele af befolkningen lever med svære psykiske eftervirkninger og post traumatisk stress syndrom (PTSD), viser rapporten fra Amnesty International.

Men sundhedssystemet i Sydsudan ligger i ruiner, og der findes stort set ikke nogle tilbud om behandling til de mange ofre med voldsomme psykiske traumer. I øjeblikket er der kun to praktiserende psykiatere til de 11 millioner indbyggere, og psykiatriske patienter bliver rutinemæssigt placeret i fængsler i stedet for at modtage den behandling, de har behov for.

Tvunget til kannibalisme
Malith, som overlevede en af krigens værste hændelser i december 2013, hvor regeringsstyrker skød og dræbte omkring 300 mænd i bydelen Gudele i hovedstaden Jabu, fortæller til Amnesty:

”Nogle gange drømmer jeg, at jeg døde sammen med de dræbte. Jeg vågner op og sveder og ryster. Jeg tænker på, hvordan jeg overlevede. Hvorfor døde de andre? Det får mig til at føle mig dårligt tilpas”.

En anden overlever fra massakren, Phillip, beskriver, hvordan han skjulte sig under en bunke lig. Da han blev opdaget af soldaterne, tvang de ham til at drikke blodet og spise kødet fra de døde – eller blive dræbt selv.

”Om natten, når jeg sover, kommer de dræbte tilbage i mine mareridt. Jeg kan ikke spise. Jeg tager ikke imod noget af det, jeg får tilbudt. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil få det bedre”.

Afhuggede lemmer
Regeringen har konsekvent fængslet sine påståede modstandere, siden konflikten begyndte. De indsatte har fortalt om drab, tortur, tæsk samt utilstrækkeligt mad og drikke. En af fangerne, Lual, fortæller, at fængselsbetjente tvang ham til at hugge lemmer af de døde medfanger, så ligene ikke ville flyde oven på, når de blev smidt i vandet.

”Jeg føler mig håbløs og deprimeret. Jeg er aldrig glad. Jeg tænker på at begå selvmord”, siger Lual.

Massevoldtægter
Også mange børn og kvinder i Sydsudan har oplevet bestialske overgreb, herunder massevoldtægter. Nyawal fortæller, at hun og en veninde blev voldtaget to gange samme dag af to forskellige grupper af soldater, da de forlod en lejr for internt fordrevne for at skaffe mad og medicin.

”Jeg er meget vred over det, der skete. Det har ødelagt mit liv. Jeg er intet. Jeg har intet godt tilbage. Jeg skammer mig”, siger hun til Amnesty.

Styrk indsatsen
Amnesty opfordrer Sydsudans regering og det internationale samfund til at tage hånd om problemerne og styrke indsatsen for at komme befolkningen til undsætning med psykiatrisk hjælp.

”Det er ikke kun nødvendigt for at sikre det enkelte menneskes velbefindende og psykiske helbred, det er afgørende, hvis Sydsudan skal have mulighed for at genopbygge deres samfund”, siger Muthoni Wanyeki.