Transrettigheder Transkønnede Danmark Lighed

01.
Kort sagt

Transrettigheder

Transkønnede er personer, som ikke identificerer sig med det køn, de fik tildelt ved fødslen. Danske transpersoner, som ønsker at ændre deres køn, har i dag kun mulighed for at søge behandling på Sexologisk Klinik i København.

I 2016 aktionerede vi med kampagnen #sygtsystem for, at transkønnethed skulle fjernes fra den psykiatriske diagnosefortegnelse. Det lykkedes os at nå vores mål, og i januar i år fjernede Danmark som det første land i verden diagnosen ’transseksualitet’ fra sygdomslisten.

Vi mener, at konsekvensen af Folketingets beslutning må være, at transkønnedes adgang til behandling ikke længere betinges af psykiatriske udredninger, men at beslutningskompetencen placeres hos den transkønnede selv og sker på baggrund af informeret samtykke. Det vil sige, at transpersoner bliver informeret om virkningen af en given behandling, mulige bivirkninger og derefter selv træffer beslutning om, hvorvidt vedkommende vil modtage behandlingen ved hjælp af informeret samtykke.

Udredning på Sexologisk Klinik
I 2009 kunne et forløb på Sexologisk Klinik tage helt op til otte år. I dag tager de typisk to til tre år. I løbet af forløbet skal den transkønnede igennem adskillige faser, interviews og prøver. I næsten alle faser vil der være et stort fokus på sex og seksualitet, og personen får en række meget grænseoverskridende spørgsmål som: ”Tænker du på dine forældre, når du onanerer?”

Danske transpersoner tvinges også til at deltage i en pårørendesamtale, hvor de interviewes sammen med en forælder eller anden nær pårørende – uanset deres alder.

Dette sker på trods af, at der i de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen står, at man ikke længere behøver at deltage i en pårørendesamtale. I denne fase spørges der til, om transpersonen kunne have slået hovedet under fødslen og hvilket tøj, han eller hun foretrak at gå i som barn.

De lange forløb hos Sexologisk Klinik har tidligere fået mange transkønnede til at søge hjælp og behandling hos en håndfuld speciallæger, der var i stand til at hormonbehandle langt flere transkønnede end Sexologisk Klinik.
Dette er ikke længere muligt, da Sexologisk Klinik siden 2014 har haft monopol på behandlingen.


Skriv til sundhedsministeren og kræv informeret samtykke
Ethvert menneske har ret til at definere sin egen kønsidentitet, hvilket er endnu et argument for, at det er den transkønnede selv, der skal træffe beslutninger om kønsidentitet samt beslutninger om egen krop - og ikke en psykiater, som det er i dag.
Derfor kæmper vi videre for lige rettigheder i det danske sundhedssystem. Danske transkønnede bør have adgang til behandling på baggrund af informeret samtykke. Skriv til sundhedsministeren og kræv, at hun sikrer adgang til behandling uden formynderiske og ydmygende forløb på Sexologisk Klinik.

 


02.
Eksempler

Mathias

Mathias anser sig selv som værende en umiddelbar let sag for Sexologisk Klinik at behandle, men alligevel føler han, at han er fanget i systemet: ”Jeg kan ikke forstå, hvorfor de gør det her ved mig, fordi jeg har jo hørt, at der er nogle flere, der er begyndt at komme igennem, så jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor de bliver ved med at holde på mig”.

Mathias har på nuværende tidspunkt haft syv samtaler på Sexologisk Klinik. Sexologisk Klinik er i dag den eneste myndighed, der kan godkende transkønnede til hormonbehandling og operation. Grundet udsigten til langvarige processer og krænkende samtaler vælger mange selv at betale for operationer i udlandet og ty til selvmedicinering i form af hormonbehandling.
Derfor mener Mathias, at man bør ændre lovgivningen, så behandlingsgarantien indbefatter transkønnede.

”Dét, der er specielt med os (transkønnede), er, at vi stort set er den eneste gruppe, der ikke er omfattet af behandlingsgarantien. Så ved at blive ved med at udskyde udredningen med nye samtaler handler Sexologisk Klinik desværre ikke direkte imod sundhedsloven. Det er uhyggeligt”.

Mathias føler netop, at de bliver ved med at holde ham hen. Han bliver sendt til en ekstra forsamtale, idet de mener, at han har truet dem.
”Jeg fik dem til at uddybe, hvorfor de mente, jeg havde truet dem, og de sagde, at det var fordi, jeg havde sagt, at jeg ville gå udenom systemet, hvis det var, at jeg ikke fik behandling af dem hurtigt nok. Og det opfattede de så som en trussel mod dem”.
 
Efterfølgende kommer han til for-visitation, den ekstra samtale, psykiatersamtale og en konference. Derefter følger et ekstra udredningsforløb på fire samtaler: Én hver måned. Dernæst endnu en konference, som Mathias indledende havde gode forventninger til:
”Jeg havde sådan lidt på fornemmelsen, jeg ville blive godkendt, for nu havde jeg ligesom været igennem det hele, og jeg er sådan rimelig standard case, fordi at jeg passer rimelig godt ind i deres forestilling om, hvem de gerne vil have igennem”. Mathias bliver dog ikke godkendt og skal til to samtaler med den nye overlæge og derefter på konference for tredje gang – begrundelsen var en mangel på såkaldt ”real life experience”.

Tolkning og undskyldninger
På konferencen laves der et notat med grundlag for beslutningen, og her var mangel på RLE blevet angivet.
”Det undrer jeg mig sådan lidt over, for så gik jeg ind og læste Rikke Kildevælds (behandler på Sexologisk Klinik) PhD om kriterierne for at blive godkendt, og der står ingenting om det. Så de har sådan set holdt mig hen på et falsk grundlag”.
Efter at have set beslutningen ringer Mathias og konfronterer sin egen behandler med, at RLE rent faktisk ikke er et krav for at blive godkendt til hormonbehandling.
”(Det) indgår ikke i vejledningen nogen steder, så de tolker jo og laver deres egne regler”.

Svaret var, at de ikke kan skelne mellem at skulle godkende til hormoner og topoperation, og så bliver de nødt til at lægge de to sammen. Det giver ikke meget mening for Mathias, da det jo ikke er alle, der ønsker topoperation. Mathias selv skal ikke topopereres i Danmark, men i udlandet for egen regning og skal altså ikke henvises til Plastikkirurgisk Afdeling, hvilket også står i hans journal: ”Det er som om, de er lige ved at slippe op for undskyldninger for at holde mig derinde”.

Mathias sidder tilbage med en følelse af, at de gerne vil tjene penge på ham:
”De ved godt, at her har vi en patient, som er rimelig nem, og som kender sine rettigheder, og som ønsker at betale for tingene selv, og så videre. Og de ved godt, at de ikke skal bruge penge på at operere på mig, så tænker de, at så må de jo finde ud af, hvis de kan få en ti-elleve samtaler ud af mig, i stedet for de to-tre stykker, så er det da bedre for dem, så kan de jo tjene nogle penge der. Det er sådan, de tænker”.

Dårlig modtagelse
Mathias har ikke følt sig ikke godt modtaget på Sexologisk Klinik. 
”Altså, jeg synes, de er ret arrogante. Det er meget sådan, at de ting, de spørger om, ikke rigtig har relevans for grunden til, jeg er der. 

Hvis de kan finde et eller andet, man kommer til at sige, som kunne være en hindring for ens videre forløb, så bliver de ved med at køre rundt i det … Jeg har sådan en konflikt med min far, og den har de kørt rundt i i syv måneder nu”. Det er til trods for, at Mathias ikke mener, at han kan være herre over, hvordan sin far opfører sig, og det bliver i stedet opfattet som mere søgen efter grunde til at beholde ham.

Mathias vil nu rejse en patientklagesag, da han føler hans godkendelse er blevet afvist på et falsk grundlag. Han har spurgt ind til definitionen på RLE og fik svaret, at det handlede om at have præsenteret sig i et vist antal måneder med sit ønskede navn. Hertil svarede han, at det havde han jo gjort, da han igennem hele sit forløb har opført sig som ”de nu vil have”. Patientklagesagen skal igennem Patientklagenævnet, hvorefter Sundhedsstyrelsen potentielt også skal ind over. ”Hvis Sundhedsstyrelsen skal ind over, så bliver den bare manet til jorden fuldstændig, fordi de støtter jo Sexologisk Klinik”. Han gør sig altså ikke nogle forhåbninger om, at der kommer noget ud af hans patientklage, men ønsker alligevel at prøve.

Mathias har kørt sit forløb i udlandet og får monitoreret sine hormoner af en engelsk ”genderspecialist”, som skal varetage hans midlertidige hormonbehandling, indtil systemet godkender ham . Mathias har også haft kontakt med sin egen læge, som han har forklaret, at han skal have jævnlige blodprøver, da han er på hormoner. Men han fik her at vide, at det kunne de ikke tilbyde, da der ikke var tale om ”lovlig behandling eller behandling i Danmark”.

Mathias kan altså ikke blive monitoreret for bivirkninger hos sin egen læge; han skal tage blodprøverne selv og sende dem med posten til England for egen regning - 200 pund per gang, altså omkring 2000 kroner hver 3. måned. Han ved, hvordan man gør, men føler, at han burde kunne få hjælp fra sundhedssystemet.

”Havde det været steroidmisbrugere eller narkomaner, som er inde under samme lovgivning som de hormoner jeg tager, så ville de jo ikke have nogle problemer med at gå ned og sige ’okay, her, jeg har et misbrug, jeg har brug for alligevel bliver holdt nogenlunde under kontrol’ … Det er jo ren diskrimination mod transpersoner, fordi Sexologisk Klinik siger, at egen læge må gerne tage blodprøver, de må bare ikke tolke på det”. Mathias føler, at der er op til ham at holde øje med sit eget helbred.

Retten til at bestemme selv
Afslutningsvis fortæller Mathias, hvordan det lange forløb har påvirket ham. ”Jeg kan da godt mærke, at jeg er blevet præget af det. Altså, jeg skal nu til en privatpsykolog, som jeg skal til at starte ved. Nu plejer jeg at være meget stærk mentalt og at kunne holde til lidt forskelligt, men man får sådan en masse aggressioner, der opbygges indeni en selv, og som man føler, man skal af med på en eller anden måde. Og der er ikke rigtig nogen, der gider høre på det, fordi folk tænker jo bare ’jamen okay, det er jo fint, at der er sådan et system som Sexologisk Klinik, der er så grundige’”.

Trods opmærksomheden efter Amnestys rapport, føler han heller ikke, at der er foretaget de store ændringer.
”For mig at se har Sexologisk Klinik blot ændret layoutet efter Amnestys rapport om behandlingen af transkønnede til at være mere flydende. De laver forskellige rubrikker, hvor én af rubrikkerne stadigvæk er ’Seksuel Udvikling’. Der står for eksempel ’beskriv familiens forhold til sex, onani og seksuelle overgreb’ (…) så de har dermed stadig det her enorme fokus på det seksuelle”.
I Mathias’ omgangskreds er reaktionerne på hans forløb også præget af en form for accept af status quo.
”Jeg oplever ligesom sådan en falsk support fra omverdenen og fra min omgangskreds. På den ene side kan de godt se, at det er måske lidt skørt, men på den anden side siger de, at man skal jo også sikre sig, for hvad er alternativet?”. Et alternativ er dog netop, hvad Mathias efterspørger og siger om sine forventninger til den nye vejledning: ”Vi skal have fuld ret til at bestemme over egen krop - uden at skulle redegøre for og bevise vores kønsidentitet”.


Charlie

Charlie på 34 år identificerer med en non-binær kønsidentitet*, og bruger pronomenet ”han”. Charlie oplevede forløbet på Sexologisk Klinik som krænkende og stiller i dag spørgsmålstegn ved blandt andet klinikkens monopol på behandlingen af transkønnede. Han mener, at samtalerne har for meget fokus på seksualitet frem for identitet, og at klinikken differentierer folk på baggrund af blandet andet alder, uddannelse og ressourcer.

Charlie blev indkaldt til for-visitation på Sexologisk Klinik i april 2016, hvor han skulle medbringe et udfyldt skema om sin livshistorie. Spørgsmålene i skemaet er med til at danne grundlag for SK’s vurdering om transpersoner som Charlie kan få lov til at blive godkendt i deres ønske om at skifte køn. Her vurderer SK blandt andet, at det er vigtigt at spørge indtil personlige seksuelle forhold.

”Man får et skema, hvor der er tomme felter med tilhørende spørgsmål, hvor der for eksempel står: ’Hvordan var synet på sex i din familie? Talte I om det? Har du været udsat for overgreb? Beskriv din sexdebut. Har du plaget dyr? Er du religiøs?’”. Til samtalen oplevede Charlie, at den yngre og nyuddannede psykolog virkede pinlig over at skulle spørge ind til livshistorien og til de mere personlige spørgsmål omhandlende forholdet til blandt andet sex.

”Jeg oplevede, at hun var lidt ukomfortabel med spørgsmålene, og så oplevede jeg også, at hun ikke havde nogen kompetencer om transpersoner, at jeg flere gange skulle forklare hende termerne og så videre”.
Lavt kompetenceniveau

Mange har stillet spørgsmålstegn ved, om det er den rigtige løsning, at Sexologisk Klinik i dag har monopol på udredningen, godkendelsen og behandlingen af transkønnede. Diskussionen er blandt andet gået på fordele og ulemper ved centralisering frem for tidligere praksis, hvor privatpraktiserende gynækologer kunne godkende hormonbehandling. Ét af hovedargumenterne for en centralisering har været synergieffekten ved at kunne samle specialviden inden for trans-området, men denne effekt er ikke det billede, Charlie sidder tilbage med efter at have været tilknyttet Sexologisk Klinik.

Den anden samtale på Sexologisk Klinik i starten af juli beskriver Charlie som havende ”en hel anden karakter”. Det foregår med en mere erfaren behandler, som møder ham på en anden måde end han oplevede til for-visitationen: ”Hun spurgte mig om det samme, men hendes fremgangsmåde var meget anderledes, mere angribende”. Behandleren gik også dybere ind i spørgsmål omkring familieforhold med stadig fokus på det seksuelle. ”Hun spurgte til min brors seksualitet, og om han var i et forhold, til mine forældres seksualitet og til min daværende kærestes seksualitet og identitet. Det var som om, hun skulle teste mig; knækker jeg her eller bliver jeg vred”. 

Generelt er der en meget gammeldags og stereotyp opfattelse af transkønnethed og køn på Sexologisk Klinik, og ved denne samtale får Charlie også en oplevelse af, at hans udseende bliver grundigt bedømt af behandleren, som spørger:
”Køber du tøj i mande- eller kvindeafdelingen? For du ser jo ikke særlig maskulin ud!” Charlie oplevede det som ”meget krænkende, at hun personligt skulle vurdere og udtrykke, hvorvidt jeg der før behandlingen fremstår som en rigtig mand”. Charlie mener, at det er ”mangel på sensitivitet og hvordan skal man kunne ligne en rigtig mand før behandling?”. Charlie kritiserer altså Sexologisk Klinik for at have for meget fokus på femininitet versus maskulinitet, som ikke stemmer overens med, at mennesker også kan have andre eller mere flydende kønsidentiteter. For eksempel identificerer Charlie sig som non-binær.

Efter samtalen sidder Charlie tilbage med en følelse af ubehag. ”Det er en magtdemonstration fra hendes side, hvor hun gør mig utilpas. Hun sidder og vurderer, hvordan man ser ud og om, hvorvidt det er godt nok eller ej … Det gør ondt inde i én at høre sådan noget fra hende. Bagefter havde jeg det virkelig dårligt og havde brug for at snakke med nogen om det, for jeg synes, det var virkelig ubehageligt. Men det kunne jeg ikke vise hende … Det skræmmer mig meget, at vi skal udsættes for det her pres, når vi allerede er i en presset situation og har brug for hjælp”.

Charlie beskriver klinikken som et sted med ringe kompetencer. ”Det føltes næsten som om, de blot havde taget en tilfældig psykolog ude fra gaden og sat i stolen. Til folk, der er i behandling for depression eller angst, har de sagt, ’Det må du klare først’. Hvis man har denne praksis, forstår man ikke, hvordan det er at have dysfori og vente på adgang til hjælp”. siger Charlie og henviser til, at Sexologisk Klinik stadig behandler transkønnethed som en psykisk lidelse.

Det næste skridt for Charlie, som er topopereret og kun søger om hormonbehandling, er en samtale med en psykiater, hvorefter hans sag bliver taget op på konference, og han enten kan blive godkendt eller tildelt flere samtaler. Samtalen med psykiateren finder sted i august. ”Hun sidder igen og læser fra de der papirer, og så skal vi tale om det igen…” Den stereotype tilgang til køn fortsætter, da samtalen kommer ind på Charlies opvækst. ”Jeg skulle helst have leget med biler”.

Fælles for alle samtalerne er, at Charlie stod tilbage med en oplevelse af, at alle fralagde sig beslutningskompetencen om det videre forløb og i stedet refererede til konferencen.

”Jeg taler med tre forskellige mennesker, men alle fralægger sig lidt magten til at beslutte om, hvorvidt jeg kunne blive godkendt ved at sige, at ’jeg ved ikke, hvem der har magten, det er i hvert fald ikke mig’”.

Selvmedicinering fører til godkendelser
Charlie mener, at hormoner har en indvirkning, og at de for nogle transkønnede er altafgørende for overhovedet at kunne påvirke behandlerne på Sexologisk Klinik til at tro på, at de reelt er transkønnede. ”Det er næsten ikke muligt for personer, som ikke er på hormoner, at fremstå passende i ’deres’ øjne og være overbevisende nok. Jeg tror, at mange skal præstere og virkelig ligne en stærk ’dude’, og det er ikke alle, der kan eller ønsker at fremstå sådan”.

Dermed mener Charlie, at Sexologisk Klinik indirekte er med til presse personer til selvmedicinering, selvom man også kan risikere at møde fordomme om at være ”for desperat” hvis man selv har påbegyndt hormonbehandling. ”Det er en balance; du skal fremstå som tålmodig, men samtidig som om det er noget du virkelig ønsker … ønske det meget, men ikke for meget”, siger Charlie.” Processen minder mest om et forhør, hvor jeg skal vise, at jeg er trans”.

Konsekvenserne af de lange ventetider, der blandt andet er forsaget af de lange køer, som opstod efter Sexologisk Kliniks behandlingsmonopol, som betyder, at transkønnede kan gå uden hormoner og top-operationer, kan være både fysisk og psykisk hårde. Charlie referer for eksempel til brugen af binders; en stram vest, der trykker brysterne fladt ind til kroppen, men kan give risiko for rygskader og nedsat lungefunktion. Rent mentalt er det heller ikke nemt at håndtere ventetiden.”Det er et meget begrænset liv, et liv på pause, og det bekymrer mig meget”.

Et ubehageligt forløb
Charlie blev godkendt på konferencen den 2. november 2016 til behandling med hormoner. Men for at kunne starte forløbet op kræves en undersøgelse på gynækologisk afdeling på Rigshospitalet, som på dette tidspunkt har et halvt års ventetid. Charlie var i forvejen selvmedicinerende, og medicinen stod til at udløbe, hvorfor han skrev til afdelingen og spurgte om en tidligere indkaldelse. For som Charlie understreger: ”Der står i den nuværende vejledning, at de ikke må afbryde en person, som allerede er i behandling”.
Charlie fik efter denne henvendelse en tid en måned efter, men mener, at dette er fordi, han kender reglerne og forstod at lægge pres på systemet. Men Charlie understreger også, at mange andre transkønnede, som allerede er godkendt, stadig venter på undersøgelsen, som giver adgang til hormoner.

Eftersom han blev godkendt på konferencen, er Charlie nu færdig med sit forløb på Sexologisk Klinik. Dog er han blevet tilbudt en opfølgende samtale, et år efter forløbets afslutning, og om den tænker han: ”Jeg tror, at det kommer an på situationen – om vi stadig er i det her behandlingsmonopol … jeg tænker, at det ikke rigtig kan give mig noget, men hvis det (behandlingen) stadig er på denne her frygtelige måde, så vil jeg hellere sige nej til den samtale, så en anden kan få den, så psykologerne kan se nogen, der stadig er i den frygtelige mølle”.

Charlie reflekterer over, hvorfor det lykkedes at komme igennem nåleøjet ved SK’s udrednings- og godkendelsesforløb:
”Jeg tror, at jeg kom hurtigt igennem, fordi jeg har en lang videregående uddannelse, jeg har alderen, jeg har selv betalt for min topkirurgi, og at jeg er aktivist og åben. Det er det, de kalder real-life experience. Det er noget af det, de spørger til – altså hvornår kom du ud, hvem ved det, hvad med navn og så videre. Det er igen problematisk, for det er ikke alle, der har mulighed eller lyst til at være åbne og fortælle det, før de er blevet godkendt. Men det lægger de virkelig vægt på - at man skal turde at gøre det og være åben. Det ser ud til at have været et stort plus for mig”., siger Charlie og fortsætter: ”Jeg er privilegeret, jeg kender mange transpersoner, jeg er ældre, jeg kan tale for mig, og jeg har den robusthed, hvor jeg ikke bryder sammen – hvilket jeg synes ville være helt fair at gøre derinde”.

Han står alligevel tilbage med en ubehagelig oplevelse med sundhedssystemet. ”Mit forløb har været præget af stor uvished. Det har været ubehagelige samtaler med krænkelser af ens privatliv, som ikke har relevans for mig som transperson. Ventetid og mangel på information og gennemsigtighed gennem forløbet, det føles lidt som et lotteri. ’Vi skal se, om vi kan pille dig fra hinanden, og vi skal undersøge dig, din baggrund, venner og familie’. Der har ikke været en støttende eller anerkendende tilgang til mig og min identitet –tværtimod”.


*Forklaring: Forståelsen af, at kønnet består af to uafhængige og modsatte former af henholdsvis feminitet og maskulinitet. Hvad angår den binære forståelse antages der, at der kun findes to former for kønsidentitet og kønsudtryk; mand og kvinde (for børn: dreng og pige) eller femininitet og maskulinitet. Denne kønsforståelse er meget fastlåst, og der er ikke plads til flere end to former: der er ingen gråzoner mellem de to, og en person kan kun være enten det ene eller det andet – ikke begge, hverken-eller eller noget mellem de to. Det modsatte af en binær kønsforståelse er en non-binær kønsforståelse. Kommer af det engelske udtryk ”gender binary”


03.
Hvad gør Amnesty

48.613 underskrifter og 1569 breve til Karen Ellemann

Fredag den 17. marts afleverede vi sammen med Transpolitisk Forum, Copenhagen Pride og LGBT Danmark 48.613 underskrifter og 1569 personlige breve til sundhedsminister Karen Ellemann.

I forbindelse med overleveringen holdt vi et møde med ministeren, hvor vi fremlagde vores anbefalinger for området, som er:

  • Danske transpersoner skal sikres adgang til behandling på baggrund af informeret samtykke
  • Kønsidentitet skal ikke behandles som noget, der skal kureres eller undertrykkes – hverken medicinsk eller psykologisk
  • Transkønnede skal, såfremt de ønsker det, sikres adgang til hormonbehandling og operation(er) uden unødvendige forsinkelser
  • Transkønnede skal beskyttes mod lang og uønsket psykiatrisk overvågning
  • Transkønnede skal sikres adgang til det bedst mulige niveau for sundhedsbehandling – fri for diskrimination på baggrund af kønsidentitet
  • Sundhedspersonale skal trænes i vigtigheden af at respektere transkønnede og deres specifikke sundhedsbehov og -valg

Ministeren var glad for at modtage de mange underskrifter og breve, som er samlet ind i løbet af det sidste år, og sagde, at hun ser dem som et bevis på, at demokratiet virker. Hun understregede, at transrettigheder er et emne, som er vigtigt for hende, og som hun vil arbejde målrettet for.

Vi har sammen med Pride Copenhagen, LGBT Ungdom og transpolitisk forum givet input til Sundhedsstyrelsen om, hvordan den nye vejledning for behandling af transkønnede kunne se ud. Vores overordnede anbefaling er informeret samtykke ligesom alle andre borgere i Danmark har når de søger sundhedsbehandlinger. Læs hele teksten her