Transrettigheder Transkønnede Danmark Lighed

01.
Kort sagt

Transrettigheder

Transkønnede er personer, som ikke identificerer sig med det køn, de fik tildelt ved fødslen. At være transkønnet er ikke en psykisk sygdom. Alligevel optræder de stadig på Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiatriske lidelser.

Vores kampagne #sygtsystem sætter fokus på, hvordan sundhedssystemet diskriminerer transkønnede, når de søger behandling. Vores mål er at få transkønnethed af diagnosefortegnelsen og sikre en bedre adgang til behandling.

Danske transkønnede, der søger om behandling på Rigshospitalets Sexologiske klinik, skal igennem ydmygende udredninger og langvarige behandlingsforløb for at få adgang til hormonbehandling og operationer.

Udredningsforløbene handler, ifølge de transkønnede vi har talt med i forbindelse med vores rapport ’Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark’, primært om at overbevise Sexologisk klinik om, at man ikke er psykisk syg – psykotisk, skizofren eller lignende – og dernæst overbevise samme sted om, at man rent faktisk er transkønnet.

Udredningsforløbene kunne i 2009 tage helt op til otte år. I dag tager de typisk to til tre år. I løbet af forløbet skal den transkønnede igennem adskillige faser, interviews og prøver. I næsten alle faser vil der være et stort fokus på sex og seksualitet, og transpersonen får en række meget grænseoverskridende spørgsmål som: ”Tænker du på dine forældre, når du onanerer?”

De transkønnede tvinges også til at deltage i en pårørendesamtale, hvor de interviewes sammen med en forælder eller anden nær pårørende – uanset deres alder. Dette sker på trods af, at der i de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen står, at man ikke længere behøver deltage i en pårørendesamtale. I denne fase spørges der til, om transpersonen kunne have slået hovedet under fødslen og hvilket tøj, han eller hun foretrak at gå i som barn.

 

De lange forløb hos Sexologisk klinik har tidligere fået mange transkønnede til at søge hjælp og behandling hos en håndfuld speciallæger, der var i stand til at hormonbehandle langt flere transkønnede end Sexologisk klinik.

Dette er ikke længere muligt, da de nye retningslinjer giver Sexologisk klinik monopol på behandlingen.

Den afgørende forskel var, at de uafhængige læger så de transkønnede som værende i stand til at træffe beslutninger om deres egen kønsidentitet. Det betød i praksis, at de efter en til tre samtaler var klar til hormonbehandling.

Danmark halter bagefter

Siden 2014 er det blevet sværere for danske transkønnede at få adgang til behandling. I dag er det ulovligt for andre end Sexologisk Klinik at godkende hormonbehandling. Dette monopol sætter transkønnede i en håbløs og nu endnu længere venteposition og fratager dem retten til at træffe beslutninger om deres egen kønsidentitet.

Sammenlignet med lande som Brasilien, Nepal og Argentina halter det danske sundhedssystem bagefter, når det kommer til transkønnedes rettigheder. I Argentina er der informeret samtykke både i forhold til det juridiske kønsskifte og i forhold til adgangen til alle former for behandling. Det betyder, at det er individet selv, der definerer sig som transkønnet og, at man derfor ikke skal igennem psykiatrisk udredning for at få adgang til behandling. Malta er et andet land, som har informeret samtykke i forhold til behandling.

 

Rapport: Transkønnedes adgang til sundhed
02.
Eksempler

Mark

Mark har gået på Sexologisk Klinik i knap 1,5 år, da Amnesty taler med ham. Han er nu i observationsforløbet, som han har fået at vide også vil tage yderligere 1 år. Mark var i hormonbehandling og havde fået foretaget brystfjernelse i udlandet, da han startede sit forløb på Sexologisk Klinik.

Mark fortæller os, at han i virkeligheden ikke har den store interesse i, at Sexologisk Klinik overtager hans behandling, fordi de ikke har mulighed for at ordinere det hormonpræparat, han får p.t. Han går derfor primært på klinikken for at blive godkendt til hormoner i tilfælde af, at hans nuværende endokrinolog pludselig ikke kan behandle mere. Han fortæller, at han også er motiveret af en nysgerrighed i forhold til behandlingsprocedurerne på klinikken: ”Jeg har hørt mange ubehagelige historier og nærmest vanvittige fortællinger om klinikken, og jeg kan jo ved selvsyn konstatere, at mange af dem desværre holder stik, og at virkeligheden nogle gange er værre end rygterne. Det er et hårdt forløb, som jeg ikke nyder”.

Om samtalerne på Sexologisk Klinik

Mark tager sig til hovedet, da vi spørger ham, hvordan han har oplevet forløbet på Sexologisk Klinik. ”Det er svært for andre at forestille sig, hvor forfærdeligt det er at skulle igennem det forløb på Sexologisk Klinik. Man skal være ekstremt stærk psykisk for at holde det ud”.

Samtalerne beskriver han som omvendt bevisførelse: ”Jeg skal konstant holde fast i, at jeg er transkønnet, og at jeg har krav på behandling. De leder med lys og lygte efter et seksuelt problem, et fysisk problem eller noget i min opvækst. De rager og snager og roder rundt i ens liv i håbet om at finde en forklaring på, at man har det, som man har det. Man er villig til at svare på en masse ubehagelige ting, så man kan blive godkendt”. 

Mark kalder Sexologisk Klinik ”binær”, ”heteronormativ” og ”kønsstereotyp”. Han fortæller os, at han til sin visitationssamtale på klinikken blev spurgt, hvilket køn hans tidligere partnere havde. ”Jeg nævnte, at jeg havde været sammen med både mænd og kvinder, før jeg havde mødt min kone”.

Efterfølgende kunne Mark læse i sin journal, at han identificerede sig som biseksuel. ”Det stejlede jeg lidt over. Jeg kan ikke sige, jeg er biseksuel, fordi jeg ser, at der er flere køn, og jeg kunne potentielt være tiltrukket af en hvilken som helst person”.

Mark fortæller, at han ville rette behandlerens antagelse: ”Jeg sagde til hende, ’nej, jeg er ikke biseksuel, men panseksuel’, hvortil dette menneske, som arbejder på Sexologisk Klinik, siger: ’Det er sjovt, der er mange, af vores patienter, som identificerer sig som panseksuelle. Så er du også tiltrukket af børn og dyr?’ Så trak jeg vejret en enkelt gang og sagde: ’Nej, det er jeg ikke’. Til samme samtale sagde hun ’panseksuel – det betyder, at du vil kneppe alt, der er 37 grader’ – jeg citerer!”.

Efter visitationssamtalen på Sexologisk Klinik startede Mark et udredningsforløb på klinikken. Her oplevede han, at behandleren fortsat spurgte indgående til sex: ”Jeg er blevet spurgt tre gange, om jeg bruger en strap-on. Om jeg kan indføre ting i mig selv, om jeg kan opnå orgasme, om jeg er maskulin i sengen.”


”Jeg er på et tidspunkt blevet spurgt, hvor ofte min kone og jeg dyrker sex. Jeg sagde, at det var et privat spørgsmål, som jeg ikke ønskede at svare på. Men behandleren pressede på. Deres fokus på seksualitet og deres snagen i mit sexliv finder jeg fuldstændig urimelig og grænseoverskridende”, siger Mark, ”køn sidder mellem ørene – ikke mellem benene!”

 

 


Pårørendesamtale

”Ifølge de nye retningslinjer kan man sige nej tak til at få pårørende med til en samtale, men de virker som om, de alligevel kræver det”, fortæller Mark.”At en anden skal bevidne, at det, jeg siger, er sandt eller fortælle historier om mig, det finder jeg aldeles irrelevant i betragtning af, at jeg først fandt ud af, at jeg var transkønnet for 3-4 år siden. Min barndom kan derfor være bedøvende ligegyldig”.

Fordi Marks forældre bor i Nordjylland, var det hans søster, der tog med til samtalen. Mark fortæller, at hans mor faktisk gerne ville have været med: ”Min mor ville gerne sige et par borgerlige ord til klinikken, for hun kunne slet ikke se, at hendes og min fars mening eller input om min barndom havde nogen relevans overhovedet i forhold til deres 38-årige søns behandlingsforløb”.

Om spørgeskemaer og tests

Et andet element i forløbet på Sexologisk Klinik, som Mark kredser om, er spørgeskemaerne: ”Jeg husker især spørgsmålet om, hvorvidt jeg har pint dyr, da jeg var 13 eller 15 år gammel eller ’tænker du på dine forældre når du onanerer?’”.

Mark fortæller, at der på et af spørgeskemaerne står 1950. ”Der er ganske enkelt nogle spørgsmål, jeg ikke har forstået i de spørgeskemaer. De er formuleret meget aparte, gammeldags og nærmest som trick-spørgsmål. For eksempel lyder et af spørgsmålene ’Jeg ville ikke bryde mig om en tur til Las Vegas’”.

Da vi taler med Mark taler, har han for nylig været igennem en personlighedstest på Sexologisk Klinik, som et standardelement i observationsforløbet. Her blev han blandt andet præsenteret for en Rorschach-test og blev stillet spørgsmål om paratviden: ”Det handler om, om man har en realistisk idé om, at første Mosebog ikke handler om Svampebob, og at der ikke er 16.000 milliarder km fra Skagen til Tyskland. For hvis du svarer den slags ting, så kunne det godt tænkes, der var noget galt med dit hoved. Men det det er meget sent i forløbet, de vil tjekke, om jeg er hjerneskadet”.

Om behandlingsforløbet og ventetiden

Mark fortæller, at han skal igennem præcis samme forløb som en transkønnet,

der endnu ikke er opereret eller er i hormonbehandling, hvilket han mener, er spild af ressourcer og skatteborgernes penge.

”Samtidigt optager jeg pladsen for en transkønnet, der måske rent faktisk ville kunne bruge forløbet til noget”, siger Mark, ”jeg oplever, at jeg mere eller mindre bliver holdt hen og straffet for at have benyttet mig af fuldt ud lovlige alternativer til klinikken”.

Mark, der p.t. er i observationsforløb, fortæller, at der ikke er meget at tale om til samtalerne, fordi han ikke oplever nogen problemer ved at være transkønnet. ”Samtalerne handler om min frustration over den langtrukne, overflødige række af samtaler, som i min optik hverken gør gavn eller har noget formål”, siger Mark, der sammenligner forløbet med handlingen i en bog af Kafka.

Om diagnosen og monopolet

Mark fortæller, at han oplever, at transkønnethed betragtes som en psykiatrisk diagnose, selvom der står i de nye retningslinjer, at det ikke er en psykisk lidelse. ”Jeg bliver behandlet, som om jeg er psykisk syg på Sexologisk Klinik. Men jeg forstår ikke, hvorfor at det skulle være en psykiatrisk lidelse? Det er i så fald den eneste psykiske lidelse, man kan behandle med hormoner!”.

I øvrigt forstår Mark ikke, at Sexologisk Klinik har monopol på at behandle transkønnede i Danmark: ”Du behøver ikke være højtspecialiseret, som de selv kalder sig, for at ordinere den specifikke hormonbehandling, som jeg modtager. En praktiserende læge eller gynækolog ville sagtens kunne gøre det. Og jeg oplever bestemt ikke, at Sexologisk Klinik er et højt specialiseret behandlingstilbud, når de udleverer et spørgeskema fra 1950, beder min familie møde op og bevidne min kønsidentitet eller beder mig om udpensle mit sexliv og min rolle i sengen. Det er ikke alene pokkers irrelevant, men også utidssvarende, ydmygende, fordummende og grænseoverskridende”.

Et af problemerne med monopolet er ifølge Mark den manglende mulighed for en ”second opinion”. ”Man har jo muligheden for en second opinion i alle andre sammenhænge end her. Her er der kun én opinion. Jeg har en enorm frustration og afmagt i forhold til, at Sexologisk Klinik er det eneste lovlige, komplette, statslige behandlingstilbud, som transkønnede har”.


Linda

Da Amnesty møder Linda er der gået ca. to år siden hendes visitationssamtale på Sexologisk Klinik, og hun er netop blevet godkendt til kirurgi

Linda var i hormonbehandling, inden hun kom til samtale på Sexologisk Klinik. Da hun mødte op til visitationssamtalen, havde hun tage hormoner i fire måneder gennem et europæisk net-apotek. På Sexologisk Klinik opfordrede de kraftigt Linda til at stoppe sin hormonbehandling med henvisning til, at det var skadeligt for hende uden lægelig supervision. Men med udsigten til et årelangt godkendelsesforløb på Sexologisk Klinik, fortsatte Linda med hormonerne. Linda fortæller: ”Jeg ønskede kønshormonbehandling under dansk læge kontrol. Min plan B var en operation i Thailand, og hvis jeg fik afslag hos Sexologisk Klinik ville jeg tage rejsen”.

Da Linda ventede på at komme i udredning, var hun indlagt med leukæmi på Rigshospitalet. Da behandleren ved første samtale fandt ud af, at Linda havde kræft, ville hun udsætte hendes udredningsforløb: ”En udsættelse efter 8 måneders ventetid? Aldrig i livet!”, siger Linda.

Om samtalerne på Sexologisk klinik

”Det virker som om, at Sexologis Kliniks formål er at finde en anden årsag end transkønnethed. Min behandler var meget konservativ, og systemet er forældet. 

Man har en følelse af, at man skal svare på en bestemt måde, for at passe ind i deres forestillinger om en transkønnet”, siger Linda.

”Mange af spørgsmålene stammer fra en tid, hvor man også anså homoseksualitet for at være en psykisk lidelse”, siger Linda og henviser til de spørgeskemaer, transkønnede får udleveret i udredningsfasen. Hun fortæller, at hun blandt andet blev spurgt, om der var homoseksuelle i hendes familie: ”Derefter er der en linje, hvor man kan skrive hvem, det drejer sig om. Det er da problematisk, at man bliver bedt om at udlevere sin egen familie. Jeg er træt af fokus på sex og seksualitet – det handler om køn” fortæller Linda.

I juni 2014 fik Linda navneændring. Alligevel brugte klinikken efterfølgende Lindas tidligere fornavn på spørgeskemaerne. Hun fortæller: ”Mit ønske om korrekte labels blev afvist med den begrundelse, at de ikke havde tid til at rette dem, og et ’det betyder jo ikke noget’. Jeg vil kalde det et overgreb at udvise så lidt respekt for min identitet”.

Linda fortæller, at hendes forældre ikke ønskede at deltage i en pårørendesamtale, fordi de anså det for en krænkelse at bede voksne om at tage deres forældre med til den type samtale.


”Da jeg fortalte behandleren, at min far havde skiftet holdning og gerne ville møde op og fortælle sin uforbeholdne mening om sådan en samtale, var samtalen lige pludseligt ikke obligatorisk længere”, fortæller Linda – og samtalen blev aflyst.

 

 


Linda fortæller, at der altid var overraskelser, når hun læste sin egen journal efter samtalerne: ”De beskriver jo ens udseende og påklædning, og her er de samme støvler fx blevet beskrevet som højhælede støvler, flade støvler og pumps”.

I februar fandt Lindas behandler ud af, at Linda havde været i avisen omkring hendes forløb på Sexologisk Klinik, hvortil behandleren sagde ”Det er nok en god ide, at tage hensyn til dine pårørende". ”Men hvordan kan jeg være Transpolitisk Talsperson for LGBT Danmark uden at stå frem?", spørger Linda retorisk. "Jeg oplevede, at behandleren forsøgte at presse mig til at undlade at stå frem i pressen med kritik af behandlingen i Danmark".

Om hormonbehandling og kirurgi

Linda fortæller, at hun får sine hormoner fra Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet, men selv justerer dosis. Hun mener generelt, at doseringen på Rigshospitalet er lav: ”Hos transkønnede, der følger standardbehandlingen på Riget, udvikler bryster og hofter sig langt mindre, end hos dem, der følger andre doseringer. Tilsvarende gør sig gældende for transmænds skægvækst og muskler”.

For at komme i betragtning til operationer skulle Linda fortsat gå til samtaler på Sexologisk Klinik. Linda siger, at hendes behandler insisterede på, at Linda skulle være i 12 måneders kønshormonbehandling på Rigshospitalets gynækologiske klinik, inden de ville tage stilling til operation. Linda insisterede på, at hendes selvmedicinering, der var dokumenteret gennem blodprøver, skulle tælle med. Linda fortæller, at hun efterfølgende nærlæste Sundhedsstyrelsens vejledning og ikke kunne finde grundlag for deres beslutning i vejledningen. ”På den følgende konference blev begrebet ’krav om hormonbehandling i 1 år via Gynækologisk Klinik’ opfundet”, fortæller Linda.

 Linda pressede dog på for en hurtigere proces og ansøgte om tilladelse til kønsskifteoperation. I efteråret 2015 besluttede Sexologisk Klinik at ”ikke gå imod patientens ønske om kastration, omend man 

tænker, at forløbet er blevet lidt kort”, som der står i hendes journal.

 

Om diagnosen og det danske system

”Det værste ved systemet i Danmark er uvisheden”, siger Linda. ”I Sverige er der et mere transparent forløb, og hvis man får afslag i Sverige, kan man klage og få en second opinion – det kan vi ikke i DK”.

Hun ærgrer sig også over det, hun kalder systemets ”one size fits all-tilgang”: ”Det er absurd spild af tid! For 90 procent af patienterne ville egen læge kunne klare det her meget hurtigere”, siger Linda.

Hun mener generelt, at Danmark burde lade sig inspirere af udlandet: ”I mange lande er man gået over til en enkelt samtale – der er ingen evidens for, at udredning hjælper. I USA indførte den første klinik for transkønnede i 2000 ’Informed Consent for Access to Trans Health’ og siden er mange klinikker overgået til samme princip”.

”Årsagen til de mange problemer med kønshormonbehandling er Sundhedsstyrelsens nye vejledning”, siger Linda. ”Før november 2012 henvendte den enkelte transkønnede sig til egen læge og fik en henvisning til en gynækolog/endokrinolog for kønshormonbehandling. En ordning, som i årtier har fungeret uden problemer”, fortæller hun. 

”Det er ikke i orden at afholde alle fra at få behandling, fordi et fåtal fortryder hormonbehandling – i foreningen (LGBT Danmark) kender de kun 2 tilfælde. I det ene tilfælde blev personen presset til at stoppe”.

”Sundhedsstyrelsen og Sexologisk Klinik skiftes til at placere ansvar hos hinanden. Sexologisk Klinik bruger ofte argumentet om, at det er blevet pålagt dem at gennemføre disse samtaler”.

Om den psykiatriske diagnose siger Linda: ”Diagnosen ’DF640 Transseksualisme’ er bedre end ’DF649 Kønsidentitetsforstyrrelse uspecificeret’. Jeg bryder mig ikke om ordet uspecificeret, da der implicit er en manglende anerkendelse af min transkønnethed. Jeg finder det forkert, at diagnosen er placeret i det psykiatriske kapitel i afsnittet ’Specifikke forstyrrelser af personlighedsstrukturen’. I samme afsnit er i øvrigt også diagnoserne ’pædofili’ og ’pyromani’”.

 


03.
Hvad gør Amnesty

Vores anbefalinger til regeringen

  • Transkønnethed skal flyttes fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse og samtidig skal danske transkønnede sikres adgang til behandling
  • Kønsidentitet skal ikke behandles som noget, der skal kureres eller undertrykkes – hverken medicinsk eller psykologisk
  • Transkønnede skal, såfremt de ønsker det, sikres adgang til hormonbehandling og operation(er) uden unødvendige forsinkelser
  • Transkønnede skal beskyttes mod lang og uønsket psykiatrisk overvågning
  • Transkønnede skal sikres adgang til det bedst mulige niveau for sundhedsbehandling – fri for diskrimination på baggrund af kønsidentitet
  • Sundhedspersonale skal trænes i vigtigheden af at respektere transkønnede og deres specifikke sundhedsbehov og -valg

04.
Hvad kan du gøre

Skriv under på, at transkønnethed skal af sygdomslisten

Det danske sundhedssystem ser transkønnethed som en psykisk sygdom, og transkønnethed står stadig på Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiske sygdomme.

Danske transkønnede skal igennem umyndiggørende udredninger og langvarige behandlingsforløb for at få adgang til hormonbehandling og operationer. Forløbene kan tage flere år – og kan kun foregå på Rigshospitalet i København.

Skriv under for at få transkønnethed af diagnosefortegnelsen over psykiske sygdomme.

Skriv under