FN's våbenhandelstraktat FN våben

01.
Kort sagt

Bedre kontrol med våbenhandel

Det var en historisk sejr, da Våbenhandelstraktaten trådte i kraft i december 2014. Vejen er nu banet for bedre kontrol med våbenhandel. Men der er fortsat store udfordringer i at begrænse den globale distribution af våben.

Verden har fået et nyt redskab til at forhindre våbeneksport, hvis der er risiko for, at våbnene bliver brugt til alvorlige menneskerettighedskrænkelser. FN’s våbenhandelstraktat trådte i kraft den 25. december 2014. 

Det skete efter mere end 20 års græsrodskampagner og næsten uoverstigelige diplomatiske slagsmål i FN’s generalforsamling. Derfor var det også en stor begivenhed da Bahamas, Portugal, Uruguay og St. Lucia tiltrådte traktaten, og dermed bragte antallet af deltagende stater op over 50 lande, hvilket var forudsætningen for at traktaten kunne træde i kraft. 

Fem af verdens 10 største våbeneksporterende lande har ratificeret traktaten:

Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien. USA mangler dog stadig at ratificere traktaten. Og traktaten har også mødt modstand fra store våbenproducenter som Kina, Canada, Israel og Rusland.

Vi har i flere omgange kørt globale kampagner for at skabe opbakning til processen og for at skubbe verdens lande i den rigtige retning. Undervejs har over halvanden million mennesker skrevet under på kravet om en effektiv og bindende traktat. 

Vi er taknemmelig for alle medlemmer og støtters store opbakning til arbejdet for en traktat. Uden det store folkelige pres ville vi ikke være nået, hvor vi er i dag.



02.
Baggrund

En milepæl

Våben dræber mennesker hvert minut verden over. De menneskelige lidelser i Irak, Syrien, Nigeria og andre steder vidner om, hvorfor verden har så hårdt brug for en effektiv våbenhandelstraktat, som kan forhindre overgreb og stoppe krigsforbrydelser.

Vi har med denne traktat nået en milepæl i kampen for at standse menneskerettighedskrænkelser forårsaget af ukontrolleret eksport af våben. Ved slutningen af 2014 opnåede vi globale regler, der har til hensigt at standse våbensalget til de, som står bag nogle af verdens værste menneskerettighedsovergreb.

Hårdt arbejde forude

Der venter stadig et stort stykke arbejde forude for at sikre, at traktatens hensigtserklæringer bliver til virkelighed.

Fem af verdens 10 største våbeneksporterende lande har allerede ratificeret traktaten: Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien. Men USA mangler stadig at ratificere traktaten. Desuden møder traktaten modstand fra store våbenproducenter som Kina, Canada, Israel og Rusland. 

I 2014 fandt der krigsforbrydelser sted i mindst 18 lande.

 

I 35 lande stod væbnede grupper bag voldsomme overgreb på civile. Fire millioner mennesker er flygtet ud af Syrien. 2014 var et katastrofalt år for millioner af mennesker, der er fanget i voldelige konflikter, og den globale respons på de frygtelige overgreb fra både stater og væbnede grupper har været skammelig.

Uansvarlig strøm af våben

Masser af civile er i dag tvunget til at leve under væbnede grupper som Boko Haram og Al Shabaabs kontrol. De civile lider under overgreb, forfølgelse og diskrimination.

Enorme våbenpartier blev i 2014 eksporteret til både Irak, Israel, Syrien, Rusland og Sydsudan, selv om der var meget høj risiko for, at disse våben ville blive anvendt mod civile, som er fanget i landenes konflikter. Da Islamisk Stat tog kontrol med store dele af Irak, fandt de store våbenlagre, der var lige til at overtage. Den uansvarlige strøm af våben skal stoppe nu.

En traktat gør ikke arbejdet alene. Men den er et vigtigt ståsted for den fortsatte kamp for at begrænse handel med våben til stater og grupper, der begår grove krænkelser af menneskerettighederne.


03.
Eksempler

Kontrollen verdens våbenhandel

Det kontor, som skal håndhæve FN's historiske våbenhandelstraktat, er placeret i Geneve i Schweiz. ”Vores største udfordring bliver at få medlemslandene til at leve op til egne løfter”, siger kontorets første direktør, Simeon Dumisani.

Den 24. december 2014 var en historisk dag, da verdens første internationale våben- handelstraktat (ATT) officielt trådte i kraft efter mere end 20 års tilløb. Det betyder, at de deltagende lande nu er forpligtet til at under- søge, hvor deres våben kan havne, og hvad de vil blive brugt til, før de godkender et våben- salg og skiber deres militære isenkram af sted til kunder verden over.

Men overholdelsen af traktaten er ikke overladt til medlemslandene alene. På den første officielle konference om ATT i Mexico sidste år blev den schweiziske by Geneve valgt som hjemsted for det sekretariat, der fremover skal holde øje med, om medlemslandene både implementerer og overholder traktaten. Den første direktør for sekretariatet er sydafrikane- ren Simeon Dumisani Dladla:

”Den største udfordring vil selvfølgelig blive at få medlemslandene til at leve op til den traktat, de har underskrevet. Vi skal opbygge en kontrolenhed, der skal monitorere våben- handel. Men i sidste ende er det kun landene selv, der kan ændre procedurerne”, siger han, da AMNESTY møder ham på et ekstraordinært møde for medlemsstaterne i Geneve i februar, hvor sekretariatets fremadrettede opgaver, struktur og økonomi blandt andet skal fastlægges.

Simeon Dumisani kommer fra en stilling som direktør for Conventional Arms Control ved forsvarsministeriet i Sydafrika, og blandt hans første opgaver er ansættelsen af de to medarbejdere, som sammen med ham skal udgøre sekretariatet i det første år.

”Jeg har stået i spidsen for en afdeling under forsvarsministeriet, der har til opgave at overvåge og regulere våbenhandler. Jeg håber, at jeg kan bruge noget af den erfaring, når sekretariatet skal hjælpe med at skabe mere trans- parente og ansvarlige våbenhandler i fremtiden”, siger han.

Mangler opbakning fra de tre store

Traktaten, der i sin helhed siger, at en stat ikke skal sælge våben, hvis der er risiko for, at de vil blive brugt til at begå folkedrab, for- brydelser mod menneskeheden, angreb mod civile og andre krigsforbrydelser, nyder bred opbakning.

Kun tre lande – Nordkorea, Syrien og Iran – stemte imod den i FN. På nuværende tidspunkt har 130 lande underskrevet traktaten, mens 82 har ratificeret den, herunder Danmark.

Kritikere har dog hævdet, at traktatens sprog og forpligtelser er blevet udvandet for at tiltrække større opbakning. Det handler især om kravene til rapportering, ligesom ammunition eksempelvis er skrevet helt ud af teksten.

Derudover deltager de tre største våbenhandlere i verden

 

 – Rusland, Kina og USA – ikke i traktaten. USA har som det eneste land af de tre lande underskrevet traktaten, men det amerikanske senat har på forhånd meldt ud, at det ikke vil stemme for at ratificere den.

En svær begyndelse

Marc Finaud, en tidligere fransk diplomat, der i mange år har arbejdet med våbenhandel og nu er ansat som seniorrådgiver i Center for Security Policy i Geneve, tror, at indvirkningen på den globale våbenhandel vil være langt mindre effektiv uden engagement fra stormagterne. På den anden side mener han, at aftalen er et kæmpe skridt i den rigtige retning.

”Selv hvis lande som USA ikke ratificerer traktaten i den nærmeste fremtid, så skaber traktaten en ny international norm for våbenhandel, som vil forme måden, hvorpå vi ser våbenhandlen i fremtiden. Jo flere lande, der ratificerer, jo større chance er der for, at ATT skaber den globale standard og gør det sværere for stater, som ikke har ratificeret aftalen, at operere uden for rammeaftalen”, siger Marc Finaud til AMNESTY. Han peger samtidig på, at det første møde i Geneve i februar viste, at det kommer til at tage lang tid.

”Mens flere af medlemslandene, deriblandt USA, brugte tiden på at diskutere og ændre små passager i teksten, undlod man at disku- tere de store og vigtige spørgsmål vedrørende aktuelle våbenoverførsler i den globale vå- benhandel,” siger han.

Eksempelvis anmodede koalitionen af civilsamfundsorganisationer, Control Arms, om at diskutere de igangværende salg af våben til Saudi-Arabien. I direkte modstrid med traktatens principper eksporterer lande som USA, Storbritannien, Tyrkiet, Sverige, Frankrig, Tyskland og Italien fortsat våben for milliarder til Saudi-Arabien, der bliver forsynet med droner, bomber, torpedoer, raketter og missiler. Samtidig kan Amnesty dokumentere, at den saudisk ledede militære koalition bomber civile mål i Yemen, hvor mere end 35.000 mennesker er døde.

Men det spørgsmål - og mange andre - blev i stedet skubbet videre til den anden officielle ATT-konference til sommer.

”Selvom medlemsstaterne fra begyndelsen var enige om, at bureaukrati ikke skulle stå i vejen for sekretariatets fødsel, er det netop, hvad vi er vidne til. De permanente økonomiske rammer er fortsat ikke på plads, og det tyder på, at nogle medlemsstater fortsat kører 'business as usual' i forhold til at indgå våbenhandler, der potentielt set dræber mange uskyldige. Netop derfor har civilsamfundet fortsat en stor rolle at spille, når medlemsstaterne skal holdes til ansvar for deres handlinger”, siger Marc Finaud.


04.
Hvad gør Amnesty

Hvad gør vi?

Det var er et historisk øjeblik, da vi efter mange års kampagner kunne konstatere, at en global våbenhandelstraktat var en realitet. Traktaten kan forhindre tilførslen af våben til lande, hvor de vil blive brugt til at begå grusomheder.

Traktaten forpligter alle regeringer til at vurdere risikoen for brud på menneskerettighederne ved salg af våben såvel som ammunition og udstyr til et andet land.

Nu fortsætter arbejdet med at overvåge, hvorvidt de tiltrådte lande lever op til de forpligtigelser, de har skrevet under på.