Danskerne: Transkønnede er ikke psykisk syge

 
Udgivet
01.
Nyhed

Danskerne: Transkønnede er ikke psykisk syge

Det er konklusionen på en ny Voxmeter-undersøgelse, hvori otte ud af ti adspurgte svarer ’uenig’ eller ’helt uenig’ til udsagnet: ’transkønnede er psykisk syge’

I Danmark står transkønnethed stadig på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske lidelser. Men spørger man befolkningen, er danskerne ikke i tvivl: Transkønnethed er ikke en psykisk sygdom.
Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Amnesty.


Syv ud af ti mener desuden, at transkønnethed handler om identitet og ikke sex eller livsstil. Derudover mener over halvdelen af de adspurgte, at den rigtige definition på en transkønnet person er en person, hvor det oplevede køn ikke stemmer overens med det fysiske køn.

”Det er et meget stærkt signal til politikerne, når en så stor del af danskerne siger, at transkønnethed ikke er en psykisk sygdom. Det viser bare, at befolkningen er langt foran, og at der bør bakkes op om forslaget om at fjerne den psykiatriske diagnose nu og ikke vente på WHO”, siger kampagneleder Helle Jacobsen.

Hvad mener folk på gaden

Eline, 27 år:

”Hvordan vil du definere dét at være transkønnet?”

”En transkønnet er en person, som har ét køn, men identificerer sig med et andet.”

”Hvor enig er du i udsagnet: ”transkønnede er psykisk syge?”

”Det er jeg uenig i”

Hans, 48 år:

”Hvordan vil du definere dét at være transkønnet?”

”Det er én, som har skiftet køn fra sit oprindelige, medfødte køn til et andet.”

”Hvor enig er du i udsagnet: ”transkønnede er psykisk syge?”

Jeg mener, at det officielt klassificeres som en psykisk lidelse, men det er jeg personligt uenig i.”

 

Johannes, 21 år, Hjalmar, 21 år og Jens 20 år:

”Hvordan vil I definere dét at være transkønnet?”

”Det er, hvis det oplevede køn ikke stemmer overens med det fysiske køn.”  (De tre drenge vælger denne definition ud fra en liste af 3 mulige) 

”Hvor enig er I i udsagnet: ”transkønnede er psykisk syge?”

Alle tre: ”Helt uenige”

”Tror I, transkønnethed handler om sex, identitet eller om livsstil?”

Alle tre: "Identitet!"

Krænket i sundhedssystemet

I sidste måned udgav vi briefingen ”Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark”, der dokumenterer, hvordan transkønnedes menneskerettigheder bliver krænket i Danmark.

I briefingen beretter 21 transkønnede om et mistroisk og umyndiggørende sundhedssystem, der rutinemæssigt udreder dem for en lang række psykiske lidelser som skizofreni, psykopati og personlighedsforstyrrelser, før de kan få adgang til hormonbehandling og eventuelle operationer.

I udredningsforløbet skal danske transkønnede desuden svare på dybt intime og grænseoverskridende spørgsmål om sex under samtaler på Sexologisk Klinik i København, der som det eneste sted i Danmark behandler transkønnede.

Alternativet og Enhedslisten fremsatte i slutningen af februar et beslutningsforslag i Folketinget om at fjerne transkønnethed fra Sundhedstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiske lidelser. Forslaget skal andenbehandles i den nærmeste fremtid.