Om Ellebæk
Ellebæk blev etableret i 1989 og synes at vise et enøjet syn på mennesker på flugt.
Nogen sagde en gang, at man skal kende et samfund på den måde, som det behandler de allersvageste.
Er det sandt, bør vi – det danske samfund – se ind i os selv og overveje, hvornår vi blev så ufølsomme og fik et så enøjet syn på mennesker på flugt – fra forfølgelse eller fattigdom eller begge dele – som Ellebæk synes at vise.
Ellebæk blev etableret i 1989. Der er 136 pladser, heraf ca. 110 til mændene og 30 pladser til kvinder, som er anbragt i et separat hus.
Her frihedsberøves afviste asylansøgere, som ikke samarbejder med de danske myndigheder om at blive udsendt af Danmark tilbage til deres hjemland. Det er vigtigt at understrege, at de frihedsberøvede ikke er kriminelle, ikke er dømt for noget, men at deres ”synd” består i, at de har søgt om asyl, har fået afslag og nu skal udsendes af landet.
Der er også nogle af de frihedsberøvede, som er i Ellebæk, fordi myndighederne vurderer, at der er risiko for, at de vil gå under jorden, eller fordi man mener, at de ikke samarbejder loyalt om behandlingen af deres asylsag. Og endelig frihedsberøves de med den begrundelse, at det er vigtigt, at man har dem anbragt, så man ved, hvor de er, hvis der pludselig opstår en mulighed for at sende dem til deres hjemland.
Når det skal understreges, at der ikke er tale om personer, der er kriminelle eller farlige, så skyldes det, at disse asylansøgere er anbragt under forhold, som er langt ringere end nogen, man ville så meget som overveje at anbringe dømte strafafsonere eller varetægtsfængslede mistænkte under i Danmark.
Derfor er det ikke korrekt, når det siges, at asylansøgerne er frihedsberøvet under ”fængselslignende forhold”. Der er intet fængsel eller arresthus, som kan sammenlignes med Ellebæk. Disse mennesker er altså anbragt i Ellebæk – med den begrundelse, at de ikke samarbejder loyalt om deres sag eller deres udrejse af Danmark. Det er ikke af sikkerhedshensyn eller kriminalpræventive hensyn.
Europarådets Torturkomité var i Danmark i april 2019 og besøgte i den anledning Ellebæk. Komiteen udgav sin rapport i januar 2020. Komiteen kritiserede forholdene for at være uacceptable og sammenlignede forholdene med fængselsforhold i landet som Rusland. Denne for Danmark så usædvanligt hårdt formulerede kritik førte beklageligvis til, at store dele af det politiske spektrum kunne mødes i ren benægtelse af komiteens kritik – i stedet for en konstruktiv diskussion af, hvordan et retssamfund løser opgaven med respekt af menneskerettighederne. Justitsminister Nick Hækkerup konstaterede, at Ellebæk ikke skulle være ”et rart sted” at være. Dét kan vi forsikre ministeren om, at det heller ikke er. Værelserne er nedslidte og gangarealerne er for trange – og ikke mindst toiletter og badeforhold er beskidte, ildelugtende og uhumske. Der er ingen grund til at diskutere, om der skal være ”rart” i Ellebæk. Dét er der ikke nogen ”risiko” for.
Frisk luft
Mændene har tre daglige ”gårdture”. En tur på 30 minutter og to ture på hver 15 minutter. Kvinderne har kun to gårdture – på hver 15 minutter. Der er angiveligt ikke personale nok til at give kvinderne mulighed for tre ture udendørs. De må med andre ord ”betale” for de knappe ressourcer og for beslutningen om, at de skal behandles som (værre end) forbrydere.
Forbud mod mobiltelefoner
De frihedsberøvede har forbud mod at have mobiltelefoner. Der er ikke antydning af saglig begrundelse for et forbud mod mobiltelefoner. Når man har forbud i arresthuse og fængsler, skyldes det, at man vil sikre sig mod, at kriminelle kommunikerer med personer uden for fængslerne og herunder planlægger kriminalitet eller påvirkning af vidner. Dette hensyn gør sig ikke gældende for afviste asylansøgere. De har behov for en mobiltelefon for at kunne holde sig i kontakt med familien – som enten sidder inde ved siden af i Sandholm-lejren eller i hjemlandet. Dette behov for at være i kontakt med familien er ikke bare et grundlæggende menneskeligt behov, men burde også være en elementær menneskerettighed – ikke mindst, når man erindrer, at der ikke er tale om kriminelle, men om afviste asylansøgere. Det har været kritiseret gentagne gange, men vi har stadig til gode at høre en fornuftig forklaring på, hvorfor man spænder ben for retten til familieliv. I stedet må de frihedsberøvede stå i kø til en mønttelefon på gangarealet og føre kortvarige, private samtaler, mens andre ventende lytter med.
Covid-19
For tiden er begrundelsen for at holde afviste asylansøgere frihedsberøvet – at det kan være, at der pludselig opstår en mulighed for at sende dem til hjemlandet – helt uden basis i virkeligheden. Der er forbud mod at rejse ud af landet – også for afviste asylansøgere – så det er ikke engang en teoretisk mulighed, at det kunne lykkes de danske myndigheder at aftale hjemsendelse med asylansøgernes hjemlande. Det vil sige, at den juridiske begrundelse for at frihedsberøve – op til mange måneder – ikke længere er til stede.
Reelt set er der tale om en retsstridig tilstand, når man fastholder frihedsberøvelser af ca. 139 personer – uden nogen udsigt til at kunne sende dem hjem. At holde disse mennesker frihedsberøvet under de elendige, umenneskelige og nedværdigende forhold hjælper ikke til at sende dem hjem. De afviste asylansøgere kan ikke sendes hjem – hverken med eller uden deres samarbejde. Det påfører dem blot lidelse og ubehag.