Derfor Skriv for Liv

Amnestys Skriv for Liv-projekt kan hjælpe os unge med skrivefærdigheder, ansvarsbevidsthed, viden om menneskerettigheder og helt enkelt – at tænke sig om.

Af Emma Vorborg Jensen, 9. klasse, Skt. Josefs Skole i Roskilde.

Skriv for Liv er et projekt, som er vigtigt at gå ind i, da det sætter fokus på noget, som vi, specielt i vores generation, glemmer i hverdagen: Hvor privilegerede vi er. Og at der altså findes større og mere fatale problemer end en afladet mobil eller 50 kroner mindre i lommepenge.

Der er mange mennesker, som sidder fængslet for at ytre deres holdning, nogle ikke engang offentligt, eller at klæde sig, som de har lyst. Ting, du ser som en selvfølge. Vi bestiller ikke andet end at sige, hvad vi synes hele dagen, og hvis den menneskeret blev taget fra os, ville vi råbe og skrige, men når det sker langt fra os, betyder det åbenbart ikke noget. Vi har jo vores egne problemer og gøremål.

Du kommer ikke altid i første række

I vores generation gik en enormt vigtig egenskab tabt; at sætte ting i perspektiv. Newsflash: du kommer ikke altid i første række. Der er mennesker i verden, der har brug for netop din hjælp. Mennesker, som bliver mishandlet, fængslet og splittet fra deres familier, fordi de bruger deres rettigheder. Hvis du tænker dig om, synes du så virkelig, at dine problemer er vigtigere end deres?

Det finurlige ved det hele er, at vi sagtens kunne hjælpe, hvis vi gad at se ud over vores egen næsetip. Det er det tid til at gøre lige nu. Det er gratis. Der stilles ingen krav. Blot at du skriver et brev. Og ved du, hvad det bedste af det hele er? Vi får noget igen. Udover en rigtig god mavefornemmelse og smag i munden får vi en masse læring. 

Det åbenlyse er selvfølgelig skrivefærdigheder. Vi får trænet formuleringsevne, grammatik og at skrive i brevgenren. Noget mindre åbenlyst er måske, at vi bliver tvunget til at tænke. For hvad skriver man til nogen, der er fængslet for en handling, som er deres ret? Hvad har disse mennesker brug for at høre? Hvilke råd kan man give dem? Hvordan sætter man sig bedst i deres sted? Man skal altså vælge ord og formuleringer med omhu.

Med privileger følger ansvar

Som jeg kom ind på tidligere, er det også en oplagt mulighed for at huske på, hvor heldige og privilegerede vi er. Men vigtigst er, at vi ikke glemmer det ansvar, der følger med vores veletablerede livsstil ved blandt andet at deltage i projekter som Skriv for Liv. Vi skal huske, at hjælpen hænger på os og det med god grund, da vi er dem, der kan give den.

Projektet er også en god mulighed for at lære mere om menneskerettigheder og forskellige måder, de kan krænkes på. Måder, man måske aldrig har tænkt over. Måske har man faktisk været vidne til eller selv fået undertrykt sine rettigheder. Læring om, hvilke lande der rent faktisk undertrykker folkets rettigheder, er også meget relevant og noget, der nok vil overraske mange, som det overraskede mig, da jeg begyndte at læse om det.

Alt i alt er Skriv for Liv noget, vi burde deltage i, da det har så mange relevante fordele for os. Men vigtigst af alt fordi vi har et ansvar for at hjælpe så meget i verden, som vi kan. Vi må løfte i flok, og det er nok det vigtigste budskab i dette projekt.