Brasilianske Marielle Franco blev dræbt fordi hun kæmpede for et mere retfærdigt og trygt Rio de Janeiro. Efter Amnestys Skriv for Liv-kampagne har hendes familie modtaget 21.000 sympatierklæringer, og Rio de Janeiros guvernør har lovet at mødes med Amnesty og Marielles familie.

Et populært byrådsmedlem og en modig aktivist.

Marielle Franco voksede op i et slumkvarter i Rio de Janeiro og kæmpede for sorte kvinders, LGBTI-personers og unges rettigheder. Den 14. marts 2018 blev hun skudt ned i sin bil og dræbt sammen med sin chauffør, Anderson Pedro Gomes. Meget peger på, at mordet blev begået af professionelle. Eksperter siger, at kuglen kom fra det brasilianske politi.

Marielles sag var i december blandt Amnestys Skriv for Liv-sager. Målet var at få de brasilianske myndigheder til at iværksætte en øjeblikkelig, grundig og uafhængig efterforskning af drabet. Aktivister verden over sendte i alt mere end 500.000 underskrifter med dette krav til Brasiliens præsident og til Rio de Janeiros guvernør.

Læs også: Skriv for Liv gjorde en forskel – også i 2018

Samtidig indsamlede Amnesty omkring 21.000 solidaritetshilsner til Marielles familie. Marielles familie er taknemmelig for Amnestys kamp for at skabe opmærksomhed om Marielles sag og arbejdet for at sikre, at de ansvarlige bliver retsforfulgt.

I marts blev to politibetjente anholdt i marts måned for drabet på Marielle Franco. Det skal nu undersøges, om de var involverede i drabene. Derudover har Rio de Janeiros guvernør lovet at mødes med Amnesty og Marielles familie.

Med mindst 70 dræbte aktivister i 2017 er Brasilien et af verdens farligste lande for menneskerettighedsforkæmpere som Marielle. Alt for ofte bliver drabene ikke efterforsket, og de ansvarlige går fri. Personer, der kæmper for menneskerettighederne, lever i konstant frygt.

Amnesty International følger fortsat Marielles sag tæt.