Vinter-OL og menneskerettigheder

Kom til debat om vinter-OL i Kina 2022 og hør om sagen fra alle vinkler.

Amnesty International Danmark og Danmarks Idrætsforbund vil gerne invitere til debatten ”Vinter-OL fra alle vinkler” onsdag den 26. januar 2022 kl. 13.00 – 15.00 i Idrættens hus. Formålet med debatten er at sprede opmærksomhed om menneskerettighederne i Kina, forstå værtslandets brug af sportswashing og vinter-OL’s betydning for Danmark og vores danske atleter.

Når Kina afholder vinter-OL og -PL i Beijing i 2022, så er det en stor bedrift. Beijing bliver den første by, som har været vært for både sommer- og vinterlegene, og den kinesiske regering vil fremvise, hvordan Kina har udviklet sig til en verdensleder siden sommer-OL i 2008. Samtidig er vinter-OL 2022 også en stor bedrift for dansk idræt, som sender et historisk stort antal atleter afsted. Atleter, som inkluderer en række OL-debutanter, som har arbejdet hårdt i træningslokalerne mod dette højdepunkt i karrieren. Men de storslåede shows og sportskonkurrencer kan fjerne fokus fra de kinesiske myndigheders brutale krænkelser af menneskerettighederne, og den olympiske glamour risikerer at blive brugt til sportswashing.

Med debatten ”Vinter-OL fra alle vinkler” vil vi sætte fokus på Danmarks deltagelse i vinter-OL, og hvilken rolle menneskerettighederne spiller. Giver det overhovedet mening at snakke om menneskerettigheder under OL? Skal menneskerettighederne blandes sammen med sportsbegivenheder, fordi det foregår i lande med kritisabel menneskerettighedshistorik?

Du vil høre forskellige syn på sagen fra en række eksperter og selv have mulighed for at stille dine spørgsmål til panelet.

Til debatten vil der være 50 pladser til publikum og tilmelding er først til mølle. Tilmelding skal sendes til mbvraa@amnesty.dk inden d. 25. januar 2022.

Program for “Vinter-OL fra alle vinkler”

Dato: 26. januar 2022

Adresse: IDRÆTTENS HUS

Debatten finder sted i Idrættens Hus’ store konferencesal, Gunnar Nu Salen. Her sørger vi for, at der er god mulighed for at holde afstand og tage de fornødne corona-forholdsregler.

Program (med forbehold for ændringer):

Kl. 13.00 – 13.10: Velkomst v. moderator Emilie Reinhold, Reinhold Debat

Kl. 13.10 – 13.20: Menneskerettigheder i Kina v. generalsekretær Vibe Klarup, Amnesty International DK

Kl. 13.20 – 13.30: Sportswashing v. senioranalytiker Stanis Elsborg, Play the Game

Kl. 13.30 – 13.40: Danmarks deltagelse i vinter-OL i Beijing v. adm. direktør Morten Mølholm Hansen, DIF

Kl. 13.40 – 13.50: Politik og sport v. kulturordfører fra Socialdemokratiet, Kasper Sand Kjær

Kl. 13.50 – 14.00: Atletens vinkel v. olympisk atlet Sara Slott Petersen

Kl. 14.00 – 14.30: Spørgsmål fra salen

Kl. 14.30 – 14.35: Afrunding v. moderator Emilie Reinhold, Reinhold Debat

Kl. 14.35 – 15.00: Reception