Rusland fortsætter deres grusomme strategi, hvor de bruger den ekstreme vinter i Ukraine mod befolkningen. Vores nyeste dokumentation viser, at Rusland systematisk angriber alle energikilder og efterlader befolkningen uden varme, elektricitet og rindende vand.
I forvejen kæmper børn og voksne for at overleve den iskolde vinter i Ukraine, hvor temperaturen er faldet til minus 15 grader.
Vi arbejder i Ukraine og har talt med overlevende om, hvordan det er at leve med både kulden og Ruslands natlige luftangreb. De umenneskelige forhold går især ud over de mest sårbare, som er ældre og børn. Mange vil ikke overleve vinteren. Især ikke ældre og mennesker med handicap, der sidder isoleret i deres lejligheder uden at kunne kommunikere med omverdenen. Det, Rusland udsætter befolkningen for, er ekstremt grusomt og er en krigsforbrydelse.
Hvad gør Amnesty i Ukraine?
- Interviewer øjenvidner for at indsamle dokumentation, som bliver sammenholdt med satellitfotos, videoer og fotos som et led i vores dokumentation
- Klarlægger, hvilke typer våben og ammunition, der er blevet brugt – og hvilken skade de har forvoldt. Det sker blandt andet ved at finde og tage billeder af bomberester, som bliver identificeret og analyseret af Amnesty Internationals militær- og våbeneksperter, der undersøger, hvor materiellet stammer fra, og om der er tale om ulovlige våben og ulovlig ammunition
- Udfører analyser af data fra sociale medier som Twitter, Telegram, WhatsApp, Tiktok og Facebook for at verificere deres ægthed. Det sker via en såkaldt ”omvendt billedsøgning”, der kan afdække, om et foto stammer fra en helt anden begivenhed, end det bliver hævdet. Tekniske undersøgelser kan afsløre, hvis et foto er blevet manipuleret, eller en video er blevet redigeret
- Producerer digitale 3D-modeller, der kombinerer foto, video og satellitfotos med ny teknik for at vise omverdenen, præcist hvad der er sket. På den måde kan vi rekonstruere angreb og gerningssteder
- Rapporterer om de miljømæssige ødelæggelser i forbindelse med konflikten, som potentielt kan komme fra Tjernobyl, Zaporizjzja-atomkraftværket og andre højrisikoområder. Her er satellitfotos en vigtig kilde til information for vores researchere
- Monitorerer, at mennesker, der er flygtet til nabolandene, får adgang til husly og basale fornødenheder.

