Dødsstraf over iraner er omstødt

Godt nyt fra Iran! Mohammad Reza Haddadi bliver sandsynligvis snart løsladt, da hans dødsstraf er blevet omgjort – han var dømt til døden for en forbrydelse, han begik som mindreårig.

Den 14. februar blev vi i Amnesty International bekendt med, at den iranske Højesteret havde omgjort dødsstraffen over Mohammad Reza Haddidi. Han blev dømt til døden i 2004 for en forbrydelse, der fandt sted, da han var bare 15 år gammel. Det vil sige, at han har tilbragt de sidste 18 år bag tremmer og i dag er 33 år gammel.

Vores kollegaer fra Amnesty Internationals kontor i Iran håber, at Mohammad snart bliver løsladt fra fængslet.

Verdensomspændende aktion

Amnesty har arbejdet for Mohammads frihed siden 2008, og i 2018 lavede vi en verdensomspændende aktion for ham.

Mange tak til de 48.791 danskere, der skrev under for at få hans dødsdom omgjort i 2018! Vi kunne ikke have gjort det uden jer.

Vi fortsætter vores arbejde for, at de iranske myndigheder stopper deres brug af dødsstraf og lever op til deres internationale forpligtelser.

Tilstod for at støtte sin familie økonomisk

Mohammad Reza Haddidi blev dømt til døden i 2004 ved en straffedomstol i Kazeroun, Fars-provinsen. Han blev dømt for drabet på en chauffør.

Under den efterfølgende retssag trak han sin tilståelse tilbage. Han fortalte, at han kun havde påtaget sig skylden for mordet, fordi de to øvrige tiltalte i sagen, havde tilbudt at give hans familie penge, hvis han tilstod.

Under retssagen forklarede Mohammad, at han ikke havde medvirket til mordet. De to andre tiltalte støttede senere Mohammads uskyld og trak deres del af vidnesbyrdet tilbage. De var begge over 18 år, da forbrydelsen fandt sted og fik i modsætning til 15-årige Mohammad kun en fængselsstraf.

Alligevel blev hans dødsdom fastholdt af Højesteretten i juli 2005.

Siden da er henrettelsen af ​​Mohammad blevet planlagt og udskudt flere gange.

I december 2013 ansøgte Mohammad om at få genoptaget sin retssag i Højesteret.

Dette billede blev taget af Mohammad, da han var 27 år og sad på dødsgangen.

Vi arbejder for en verden fri for dødsstraf

Støt vores arbejde

Vi er 100 % uafhængige og derfor 100 % afhængige af din støtte

GIV ET BIDRAG