18. september 2025  
© Zak Irfan/Ritzau Scanpix
Storbritannien:
Drop absurde sigtelser mod Demonstranter
Drop absurde terrorsigtelser mod fredelige demonstranter

Flere end 1500 demonstranter er de seneste måneder blevet anholdt i Storbritannien for at have protesteret fredeligt mod forbuddet mod aktivistnetværket Palestine Action. 138 af dem er nu sigtet under Storbritanniens anti-terrorlovgivning, og flere sigtelser truer. Vær med til at kræve, at de britiske myndigheder frafalder sigtelserne mod disse og andre personer, der alene er blevet anholdt og sigtet for at udøve deres ret til ytringsfrihed og fredelig forsamling.

Retten til at ytringsfrihed og fredelig forsamling er under hårdt pres i Storbritannien, hvor myndighederne slår hårdt ned på de demonstranter, der har protesteret fredeligt mod forbuddet mod aktivistnetværket Palestine Action.

Efter at den britiske regering den 5. juli gjorde det ulovligt at være medlem af eller støtte aktivistnetværket, er tusindvis af mennesker gået på gaden for at udtrykke deres frustration, og mere end 1500 mennesker er siden blevet anholdt for at støtte Palestine Action, der forsøger at skabe opmærksomhed omkring folkedrabet i Gaza gennem forskellige aktioner.

Kræv, at de britiske myndigheder dropper alle sigtelser

Terrorsigtet for at bære skilte

Størstedelen af anholdelserne er sket i forbindelse med demonstrationer organiseret af græsrodsbevægelsen Defend Our Juries (DOJ), hvor folk har båret skilte med sloganet “I oppose genocide, I support Palestine Action” (“Jeg er imod folkedrab, jeg støtter Palestine Action”).
138 af de anholdte demonstranter er nu sigtet under Storbritanniens anti-terrorlovgivning, og flere sigtelser truer. Tre personer på henholdsvis 71, 71 og 53 år – der blev anholdt ved en demonstration i det centrale London den 5. juli – skulle som de første møde i retten den 16. september. De nægtede sig alle skyldige.

Masseanholdelser

Den 9. august blev 522 demonstranter anholdt ved en civil ulydighedsprotest i London foran parlamentet, og mere end 200 andre blev anholdt for lignende forhold i London og andre steder i Storbritannien i de foregående weekender. Den 6. september blev 857 demonstranter så anholdt i London ved en ny demonstration.

Forud for demonstrationen i London den 9. august opfordrede Amnesty International Londons politichef til at respektere demonstranternes ret til ytringsfrihed og fredelig forsamling ved ikke at anholde dem for at bære skilte. Amnesty International har skrevet tilsvarende til politichefer i Skotland og Nordirland samt til Skotlands rigsadvokat.

Drop sigtelserne mod de fredelige demonstranter! 

Vores krav

De britiske myndigheder skal:

  • leve op til Storbritanniens menneskerettighedsforpligtelser, frafalde alle sigtelser og undlade yderligere retslige tiltag mod de personer, der har deltaget i fredelige demonstrationer for at støtte Palestine Action.

Hvorfor skal jeg skrive under?

Hver underskrift er med til at lægge pres på de britiske myndigheder og viser dem, at folk fra hele verden – herunder Danmark – støtter demonstranternes ret til at forsamle sig og demonstrere fredeligt.

Hvad sker der med min underskrift?

Alle underskrifter sendes til:

Rigsadvokaten for England og Wales, Steven Parkinson.
Rigsadvokaten for Nordirland, Stephen Herron.
Rigsadvokaten for Skotland, Dorothy Bain.

Talspersoner risikerer langvarige fængselsstraffe

Syv talspersoner fra Defend Our Juries blev den 2. september anholdt ved daggry i razziaer og risikerer fængselsstraffe på op til ni år for deres rolle i organiseringen af disse fredelige protester. Amnesty International opfordrer de relevante myndigheder til at frafalde sigtelserne og undlade yderligere retslige tiltag mod disse og andre personer, der alene er blevet anholdt og sigtet for at udøve deres ret til ytringsfrihed og fredelig forsamling.

Demonstranter har ret til at protestere

Defend Our Juries er en aktivistledet, britisk baseret gruppe, der tydeligt har gjort klart, at den hverken fremmer eller støtter vold. De anholdte demonstranter spænder over mange aldre, erhverv og baggrunde – herunder en betydelig andel ældre mennesker.

Demonstranterne udtrykker fredeligt deres forargelse over Israels igangværende folkedrab mod palæstinenserne i Gaza – en holdning, de har ret til at have og fredeligt udtrykke under international menneskerettighedslovgivning.

Adskillige menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty International, har omfattende dokumenteret og afsløret Israels fortsatte folkedrab mod palæstinenserne i det besatte Gaza.

Retsforfølgelse kan få alvorlige konsekvenser for den enkelte

Retsforfølgelse under terrorlovgivningen – selv uden domfældelse – kan få alvorlige og langvarige konsekvenser for enkeltpersoner. Disse omfatter restriktive kautionsvilkår, overvågning, skader på omdømme, psykiske belastninger samt negative konsekvenser for beskæftigelse, uddannelse og rejsemuligheder.

En dom under love som Terrorism Act 2000 medfører endnu mere alvorlige konsekvenser: livslang straffeattest, visum- og indvandringsproblemer, tab af jobmuligheder, erhvervstilladelser og adgang til ydelser samt langvarig social stigmatisering og psykisk skade.

Når sådanne retsforfølgelser rammer fredelige protester og civil ulydighed, skaber de en afskrækkende effekt – de får mennesker til at undlade at udøve deres ret til ytringsfrihed, protest og politisk aktivisme af frygt for at blive kriminaliseret som “terrorister”.

Vær med til at få sigtelserne droppet

Har ikke tilskyndet til vold

Anholdelse af fredelige demonstranter alene for at vise budskabet “I Oppose Genocide. I Support Palestine Action” krænker Storbritanniens internationale forpligtelser til at beskytte ytringsfriheden og den fredelige forsamlingsret.

Under det internationale menneskerettighedssystem, som Storbritannien er en del af, skal statens indgriben i ytrings- og forsamlingsfrihed være lovlig samt en nødvendig og proportional måde at opnå et legitimt mål på.

At udtrykke støtte til en forbudt organisation kan kun nå dette niveau, hvis ytringen sandsynligvis vil tilskynde til vold. Som en del af denne vurdering skal de konkrete forhold vedrørende ytringen, forbuddet og organisationens karakter også tages i betragtning.

I dette tilfælde kan det ikke retfærdiggøres at betragte støtte til Palestine Action som en iboende og generel opfordring til vold. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at skilte er beskyttede ytringer, medmindre de direkte og udtrykkeligt tilskynder til vold.

Absurd og upassende at stemple demonstranter som terrorister

Det juridiske grundlag for at anvende terrorlovgivning til at foretage anholdelser og indlede retsforfølgelser mod fredelige demonstranter er tvivlsomt, da den britiske højesteret har givet Palestine Action mulighed for at få forbuddet mod dem prøvet ved domstolene, hvilket antyder, at forbuddet kan være ulovligt.

At fortsætte anholdelser i den situation ville være et hensynsløst misbrug af politimagt og uundgåeligt risikere at overtræde legalitetsprincippet. Der er ingen rimelig grund til at betragte deltagere i Defend Our Juries’ aktioner som mennesker, der tilskynder til vold. At arrestere dem er derfor både uproportioneret og en klar krænkelse af Storbritanniens forpligtelser under international menneskerettighedslovgivning. At stemple sådanne personer som “terrorister” er desuden dybt upassende og absurd.