30-årsdagen for drabene på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989 har fået de kinesiske myndigheder til at intensivere undertrykkelsen af aktivister. Enhver, som forsøger at mindes de dræbte eller markere årsdagen, er i myndighedernes søgelys, advarer Amnesty International.
Igennem de seneste uger har kinesisk politi sat hårdt ind for at sikre, at aktivister eller pårørende til de dræbte på Den Himmelske Freds Plads ikke har kunne markere årsdagen for militærets rydning af pladsen den 4. juni 1989.
Her døde hundreder, hvis ikke tusinder, da militæret åbnede ild mod de civile, primært studerende, som i de syv foregående uger havde indtaget den centrale plads i Beijing for at kræve demokratiske reformer.
“30 år efter blodsudgydelserne fortjener ofre og efterladte familiemedlemmer retfærdighed. Desværre fortsætter præsident Xi linjen med at forsøge at slette den 4. juni fra hukommelsen og forfølge dem, som søger sandheden om tragedien”, siger Roseann Rife, regional direktør for research i Amnesty International.
Medlemsblad: Kinas forbudte fortid
”Den kinesiske regering må acceptere, at ingen undertrykkelse vil kunne udslette rædslerne fra den nedslagtning, som fandt sted på og omkring Den Himmelske Freds Plads. Et første skridt imod retfærdighed vil være – omsider – at lade borgere i Kina, herunder forældre til dræbte, mindes ofrene”, siger Roseann Rife.
Censur og fængselsstraf
Enhver reference til militærets rydning af pladsen er systematisk bortcensureret i Kina. Enhver, som forsøger at mindes ofrene, gør det under stor personlig risiko og vil formentlig blive chikaneret eller tilbageholdt, advarer Amnesty.
I april blev aktivisten Chen Bing idømt tre et halvt års fængsel, efter han sammen med tre andre aktivister blev kendt skyldig i at ”fremprovokere ballade”. Deres konkrete forbrydelse bestod i at have produceret en populær kinesiske likør, hvis etikette blev brugt til at mindes drabene i 1989.
Aktivisten Deng Chuanbin blev i maj sat i detention under mistanke for samme forbrydelse, efter at han havde tweetet om protesterne på Den Himmelske Freds Plads. ’
I maj beordrede politiet også den 82 år gamle Ding Zilin til at forlade sit hjem i Beijing og rejse til sin hjemby mere end 1100 kilometer væk. Ding Zilin mistede sin 17-årige søn i 1989, og hun er en af grundlæggerne af gruppen ”Tiananmen Mothers”, der består af familier til de dræbte og arbejder for at få undersøgt drabene på pladsen.
Taktikken brugt mod Ding Zilin er et af myndighedernes greb til at sikre, at aktivister i politiske følsomme perioder ikke taler med udenlandske medier.
Amnesty: Giv ofrene retfærdighed
Amnesty støtter de efterladtes krav om en undersøgelse og har i årtier arbejdet for retfærdighed for ofre og efterladte.
På 30-års-dagen gentager Amnesty sit krav til den kinesiske regering, om at den:
- Offentligt vedstår sig og tager ansvar for de krænkelser, som skete under rydningen af Den Himmelske Freds Plads.
- Igangsætter en åben og uafhængig undersøgelse, som placerer et ansvar for krænkelserne.
- Yder kompensation til ofre og efterladte.
- Standser forfølgelsen og chikanen af de, som forsøger at markere og mindes protesterne i 1989.
Skriv under for Cheng Bing
Aktivisten Chen Bing blev i april i år idømt tre et halvt års fængsel, fordi han sammen med tre andre aktivister havde produceret en likør, hvis navn og mærkat blev brugt til at mindes rydningen af Den Himmelske Freds Plads. Ifølge dommen havde de ”fremprovokeret ballade”.
Alle fire har været tilbageholdt, siden de i 2016 forud for 27-årsdagen for rydningen af Den Himmelske Freds Plads promoverede deres likør på internettet. Chen Bing, som ikke har vedkendt sig at have begået en forbrydelse, har som den eneste modtaget en fængselsdom.
Amnesty kræver, at de kinesiske myndigheder beskytter Chen Bings ytringsfrihed og løslader ham øjeblikkeligt og betingelsesløst.
Hjælp os med at få løsladt Chen Bing – skriv under på, at han skal løslades omgående. Så overbringer vi din og tusinder af andres underskrift til de kinesiske myndigheder.