VM i herrefodbold i Qatar er skudt i gang, og det er nemt at føle sig splittet over sin kærlighed til fodbold og sit had til uretfærdighed. Men selv midt i fodboldfesten, kan du støtte migrantarbejderne i Qatar og arbejdet for menneskerettigheder på en række forskellige måder.
1: Kræv erstatning til migrantarbejderne
Siden FIFA udnævnte Qatar som værtsland i 2010, har migrantarbejdere knoklet, nogle med livet som indsats, for at få bygget VM-stadions og al den øvrige infrastruktur omkring den gigantiske sportsbegivenhed. Som tak har de måtte leve under kummerlige forhold, er blevet udsat for systematiske krænkelser, har ikke fået udbetalt deres løn til tiden og andre gange slet ikke fået betaling. Det er til trods for, at FIFA forventes at tjene milliarder på slutrunden.
Kræv, at Qatar og FIFA betaler erstatning til migrantarbejderne, der har gjort VM mulig, og kompenserer efterladte familier til afdøde migrantarbejdere. Skriv under her.
2: Støt Amnesty
Du kan også støtte migrantarbejderes rettigheder ved at donere til organisationer, som kæmper for ordentlige forhold for migrantarbejdere i Qatar – også når VM er slut. For eksempel kan du donere et beløb til Amnesty på MobilePay: 67756.
Så hjælper du Amnesty med at fortsætte kampen for bedre levevilkår for migrantarbejdere og for at styrke menneskerettighederne globalt.
Du kan læse mere om, hvordan du kan give et bidrag her.
3: Brug din stemme
Spred din viden med din familie og venner, og gør dem bevidst om bagsiden af VM-festen. Ved at bruge din stemme til at videregive vigtig information om forholdene for migrantarbejderne er du med til at kæmpe for, at de menneskelige konsekvenser af VM ikke bliver glemt. Du kan finde alt vores research her på amnesty.dk, og du kan eventuelt begynde din egen læsning her:
Syv ting, du skal vide om Qatar og VM
4: Del kravet om kompensation
For at nå ud til så mange som muligt, kan du dele aktion mod FIFA og Qatar med dine venner og familie. Jo flere der ser aktionen, jo flere vil skrive under, og jo større pres kan vi sammen lægge på FIFA, så organisationen endelig lever op til sit ansvar for at kompensere migrantarbejdere, som er blevet udnyttet under forberedelsen til VM.