Samtykke

01.
Mød Emilie

Petra Kleis

Da Emilie Riddersholm skulle vidne i landsretten mod manden, der var tiltalt for at have voldtaget hende, blev det en voldsom oplevelse, som hun ikke var forberedt på. Havde hun vidst, at der ville være mest fokus på hendes opførsel, og om hun havde sagt tydeligt nej, frem for på mandens handlinger, havde hun aldrig anmeldt overgrebet.

20-årige Emilie Riddersholms liv har periodevis været på standby siden den nat for snart to år siden, hvor hun som 18-årig oplevede at blive voldtaget til en fest. Sovende på en madras vågnede hun pludselig op, mens overgrebet var i fuld gang. Først stivnede hun og forstod ikke, hvad der foregik, men fik så råbt stop og løb ud i lejlighedens opgang. Grædende fik hun sin veninde til at ringe efter politiet, der hurtigt mødte op.

Emilie og hendes veninde blev afhørt, og politiet fortalte, at anmeldelsen nu var officiel, og at hun måtte afvente, hvad der nu skulle ske. Det blev starten på en periode, der om muligt var endnu mere belastende end selve voldtægten. Det vidste hun bare ikke på det tidspunkt.
I dag, efter to opslidende retssager i by- og landsret og lange perioder med traumer, angst og uvished, er Emilies konklusion klar.

”Hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg skulle igennem i mit møde med retssystemet, så havde jeg ikke anmeldt overgrebet. Den smerte ville jeg gerne have været foruden,” siger Emilie.

Hun henviser til et forløb med dårlig information og manglende hensyntagen til, hvad et overgreb gør ved ens mentale tilstand, samt ikke mindst måden, lovgivningen er skruet sammen på i dag.

Overladt til sig selv

Det første stykke tid måtte hun kæmpe med uvisheden om, hvorvidt der ville komme en retssag eller ej.
”Jeg havde stort behov for at vide, hvad der skulle ske, men jeg fik ingen information,” siger Emilie.

Hun vidste således ikke, om den mand, hun anmeldte, var fængslet, eller om hun pludselig kunne møde ham på gaden, eller om han eller hans venner kunne finde på at opsøge hende. Bortset fra, at hun fik akut traumebehandling på hospitalet tre gange lige efter overgrebet, var hun overladt til sig selv helt frem til, at der endelig kom en retssag ved byretten næsten trekvart år senere.

”Når man skal gå rundt i uvished, er det et tegn på, at systemet ikke ser én som et offer, men blot som et vidne, der skal hives ind, når der er brug for det,” siger hun.

I mellemtiden fik hun større og større problemer med at passe sin hf-uddannelse. Når hun var i klassen, kørte hendes tanker rundt, og hun endte med at udvikle angst, så hun ikke kunne holde ud at være på skolen. Hun tog problemet op med skolen og fik hjælp af skolepsykologen.

Hendes fravær steg dog igen, da retssagen ved byretten gik i gang. For dét at træde ind i en retssal og vidne mod manden, der er tiltalt for at have voldtaget én, er ikke en nem opgave.

Emilie ville ønske, at hun som offer havde fået at vide, hvordan det foregår i retten, og hvad man kan forvente.

”Forsvareren kørte på, hvad jeg havde haft på af tøj, om jeg havde optrådt flirtende, og hvor fuld jeg mon var. Og da jeg fik slyn-get det i hovedet hele tiden, begyndte jeg pludselig at tvivle på mig selv og føle mig utroværdig,” siger Emilie.

Ankesag førte til frifindelse 

I byretten endte det med, at manden blev idømt ni måneders fængsel, hvilket var en let-telse for Emilie. Men dermed var sagen ikke slut. Anklageren mente nemlig, at straffen var for lav, og ankede sagen.

Emilie fik beskeden i et telefonopkald tre uger senere, men hun havde ikke selv noget ønske om, at sagen blev anket. Det rip-pede nemlig op i traumerne på et tidspunkt, hvor hun ellers var kommet videre med sit liv. Og i landsretten blev oplevelsen langt værre. 
En to timer lang afhøring, hvor der eksempelvist fra forsvarerens side blev kørt på, hvorfor hun havde lagt glade billeder op på de sociale medier, hvis hun virkelig var blevet voldtaget. 

”Det har selvfølgelig sin forklaring i, at man gerne vil fremstå som glad og ikke vil udstille sine problemer og i øvrigt kæmper for at komme videre. Man viser ikke dårlige ting på Instagram, men det er en svær pointe at få frem i retten, når man er begyndt at græde og kroppen ryster,” siger Emilie.
”Det er grænseoverskridende at dele så private ting, som jeg oplevede, med en hel retssal.”

Ansvaret lægges på kvinden

Emilie er rystet over, i hvor høj grad det var hendes troværdighed, der stod for skud under retssagen, frem for tiltaltes. I stedet for at det var mandens advokat, der skulle sandsynliggøre, at Emilie havde sagt ja til at have sex, var det hende, der skulle overbevise om, at hun tydeligt havde sagt nej eller havde gjort modstand. Det kunne hun selvsagt ikke, for hun havde ligget og sovet og var stivnet, da hun fandt ud af, hvad der var i gang. Den tiltalte blev frifundet i landsretten.

Den nuværende voldtægtslovgivning lægger ansvaret over på kvinden, mener Emilie. Hun er derfor stærk tilhænger af en ny samtykkebaseret voldtægtslovgivning. I stedet for, at der skal have været vold eller trusler om vold, før det kaldes voldtægt, bør voldtægt defineres som fravær af samtykke til sex. Hvis ikke sex er frivilligt, er det voldtægt.

”Hvis man fjernede ansvaret fra kvinden, ville det give offeret en bedre retsbeskyttelse, og det ville være med til at fjerne fæ-nomenet om, at man selv får en skyldfølelse. Det ville helt sikkert også føre til, at flere havde mod til at anmelde voldtægter,” siger Emilie. 

Ny voldtægtlov

50.000 har allerede skrevet under på, at regeringen skal indføre en ny lov. Men jo flere vi er, jo mere pres kan vi lægge på politikerne. Skriv under på, at Danmark skal have en ny voldtægtlov, der er baseret på samtykke og frivillighed.

Skriv under