Hongkongs protestbevægelse giver ikke op

Et år efter de millionstore protester i Hongkong mærker protestbevægelsen den fulde vægt af lokalregeringens ubarmhjertige angreb. Regeringen forsøger at omskrive historien for at kvæle bevægelsen, skriver Joshua Rosenzweig, der er leder af Amnestys Kina-team, i dette indlæg

Indlægget blev først bragt i mediet Hong Kong Free Press

Det var et ”Jeg var der”-øjeblik.

For præcist et år siden forsamledes en million mennesker på Hongkongs Hennessey Road for at forsvare deres bys rettigheder. 

Den 9. juni 2019 var en dag med ængstelse, tristhed og håb for dem, der gik på gaden i protest mod en foreslået lov om udlevering af Hongkong-borgere til retsforfølgelse i Kina. Men det er ikke sådan, myndighederne i Hongkong ønsker, at vi skal huske den.

Hjælp med at sikre ytringsfrihed i Hongkong – skriv under HER

Et år efter det rekordstore fremmøde, mærker protestbevægelsen den fulde vægt af lokalregeringens ubarmhjertige angreb. Tæsk, tåregas og skud er blevet brugt mod overvejende fredelige demonstranter i løbet af de sidste 12 måneder. Demonstranter, der fylder gaderne i protest mod en frygtindgydende national sikkerhedslov, mødes med et velkendt brutalt svar fra politiets side.

Læs også: Sikkerhedslov vil ramme Hongkongs protestbevægelse

Men langt væk fra gadernes uro vælger Hongkongs regering en mere beregnende tilgang. Ud over brutal råstyrke er propaganda det foretrukne våben, som myndighederne bruger, i forsøget på at forhindre endnu en sommer med protester.

Det var ingen overraskelse, da Hongkongs politis tandløse vagthund frikendte byens betjente i en undersøgelse af protesterne, der blev offentliggjort sidste måned. Men mere chokerende var det, at det lykkedes rapporten at omskrive historien og gøre demonstranterne til den aggressive part; portrætteret som ”terrorister” stålsatte på at bruge voldelige midler.

Det er et trick taget fluks ud af den kinesiske regerings nationale sikkerhedsbog, hvor stabilitet trumfer alt – inklusive menneskerettigheder – og kritikere beskyldes for at have truet den. Så pålideligt er dette trick til at kontrollere fortællingen, at Donald Trump i øjeblikket bruger sin egen version af den ved at sætte “terrorisme” i centrum for debatten om protesterne for Black Lives Matter.

Og det er Hongkongs såkaldte trussel om ”terrorisme”, der tilsyneladende har tvunget Kina til at tage sagen i egne hænder med en national sikkerhedslov, der risikerer at træde i kraft inden for et par måneder.

Der er ikke mange detaljer om, hvordan loven vil komme til at se ud, men dette er i sig selv grund til bekymring. Kina har tradition for at bruge bred, vag lovgivning, der kan bruges til at stemple alle former for kritik. Men sin fordømmelse af ”separatisme, undergravning, terrorisme og udenlandsk indblanding” er der god grund til at frygte, at loven vil blive brugt til at straffe demokratibevægelsens støtter.

Den skræmmende hensynsløshed i den nationale sikkerhedslov sendte chokbølger gennem demokratibevægelsen, men loven er blot det seneste ud af en lang række angreb på menneskerettighederne i Hongkong.

På pressekonferencen, hvor Hongkongs leder Carrie Lam godkendte den fejlagtige rapport om politiet, stod hun foran et foto af en barrikade i flammer og med titlen ”Sandheden om Hongkong”.

At nogle demonstranter tyede til vold, er blevet blæst op og manipuleret af myndighederne. Men disse demonstranter udgjorde kun et fåtal sammenlignet med antallet af fredelige demonstranter.

Regeringen mener, at de for at opnå kontrol – både ude og hjemme – bliver nødt til at vinde kampen og få kontrol over fortællingen. Det er tydeligt efter den seneste 30 millioner dollar investering i en global branding kampagne.

Men trods alle regeringens forsøg, er Hongkongs protestbevægelse langt fra slået ned.  

I løbet af de seneste måneder, hvor coronaen har holdt aktivisterne væk fra gaderne, udviklede protesterne sig til hverdagsaktivisme.  Det bedste eksempel er den blomstrende “gule økonomiske cirkel”, der har opmuntret folk til at handle hos lokale virksomheder, der støtter demonstranterne  – gul er bevægelsens farve.

Nu er sundhedssituationen forbedret, og folk begynder forsigtigt at vende tilbage til gaderne trods fortsatte påbud om social afstand – påbud der til tider er blevet brugt til at bremse protesterne. Langt de fleste protester er fredelige – ligesom de var på Hennessey Road for et år siden.

Demonstranternes kreativitet og modstandsdygtighed gør det næsten umuligt for regeringen at lukke munden på dem. Men snarere end at lytte til deres krav, har regeringen sat hælene i og insisteret på en bitter kamp mod den fjende, som den selv har skabt.

I takt med at de fredelige demonstranter, unge som gamle, fortsætter med at protestere, synge sange og råbe slagord, giver det mindre og mindre mening at portrættere bevægelsen som en trussel mod byen. Demonstrationerne har aldrig handlet om at nedbryde, men derimod om at redde, Hongkong.

Hjælp med at sikre ytringsfrihed i Hongkong – skriv under HER