”Jeg kunne ærligt talt ikke tro på, at nogen kunne konkludere, at Syrien er sikker at vende tilbage til”

Amnestys Syrien-researcher, Marie Forestier, har siden 2013 undersøgt og dokumenteret overgreb i Syrien. Nu er hun i Danmark for at mødes med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, og hendes opfordring til ham er klar: Danmark bør straks stoppe med at forsøge at sende herboende syrere retur.

Da Danmark begyndte at inddrage opholdstilladelser for syrere, nåede nyheden hurtigt franske Marie Forestier, som er Amnesty International researcher på netop Syrien.

”Jeg kunne ærligt talt ikke tro på, at nogen kunne konkludere, at det er sikkert at vende tilbage til Syrien. Det er endnu sværere at forstå, fordi der findes flere rapporter fra FN og menneskerettigheds-organisationer, heriblandt lokale, som klart beskriver alle de menneskerettighedskrænkelser, som bliver begået”, siger Marie Forestier.

Hun har først som journalist og siden som researcher for Amnesty undersøgt og dokumenteret overgreb i Syrien siden 2013. Og på baggrund af nylige interviews med dusinvis af flygtninge, som er returneret til Syrien, kan hun og Amnesty afdække, at de flygtninge, som vender tilbage til Syrien, bliver opfattet som modstandere af regeringen, alene af den grund at de har forladt landet. Rationalet hos myndighederne i Syrien er, at mennesker flygtede fra landet, fordi de ikke støttede regeringen, forklarer Marie Forestier:

“Mennesker, jeg interviewede, fortalte mig, at betjente kaldte dem terrorister og afhørte dem om, hvorfor de forlod Syrien, hvorfor de ikke blev og forsvarede regeringen, hvorfor de ikke kan lide Bashar al-Assad”.

Som jeg forstår det, er det en del af de danske myndigheders argument, at det er sikkert at vende tilbage, fordi Assad-regeringen er i kontrol. Det er en massiv selvmodsigelse.

Marie Forestier

Udbredt seksuel vold

Marie Foresties interviews indgår i den nye rapport fra Amnesty, som dokumenterer en lang række overgreb begået af myndighederne mod hjemvendte flygtninge, herunder drab, tortur og voldtægt. Ikke mindst de mange sager om seksuel vold, der både har ramt mænd, kvinder og børn, skilte sig ud for Marie Forestier, som tidligere selv har afdækket netop seksuelle overgreb begået af Assad-loyale væbnede grupper.

”Det er ikke nyt, at der begås seksuel vold i den syriske konflikt. Det, som skilte sig ud, var, at jeg ikke selv forsøgte at undersøge sager om seksuel vold. Men det kom spontant frem under mine interviews. Normalt er det meget, meget svært af afdække sager om seksuel vold I Syrien og i denne kulturelle kontekst. Så det, at mennesker af sig selv bragte det frem, er for mig en meget bekymrende indikator på, at seksuel vold kan være udbredt”.  

Til møde med Danmarks regering

I Danmark har myndighedernes konklusion om, at området omkring hovedstaden Damaskus i dag er sikkert at returnere flygtninge til, ikke mindst beroet på, at de egentlige militære kamphandlinger i området i dag er ovre, og Assad-styret igen er i kontrol.

Men at det skulle betyde, at flygtninge sikkert kan vende tilbage til Damaskus-regionen er en helt forfejlet og farlig antagelse, mener Amnesty, som opfordrer Danmark og andre lande som huser syriske flygtninge til at inddrage respekten for menneskerettigheder i sin vurdering af sikkerhedsbehovet. Samme konklusion er Human Rights Watch nået frem til i deres seneste rapport, ligesom en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i oktober konkluderede, at Syrien ikke er sikker at tvinge syriske flygtninge tilbage til.

Marie Forestier selv fortsætter sit arbejde med at afdække sikkerhedssituation for hjemvendte syrere og i november lægger hun desuden vejen forbi Danmark for blandt andet at mødes med den danske udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfay. Overfor ham vil hun gentage, at selvom syrere kan være flygtet fra Syrien på grund af den generelle vold i landet, så bliver de – fordi de flygtede og uafhængigt af deres individuelle baggrund – i dag set som modstandere af Assad-styret. Og hvis Danmark eller andre regeringer skulle have glemt, hvad Assad-styret står for, er Marie Forestier klar til at minde dem om det:


”Som jeg forstår det, er det en del af de danske myndigheders argument, at det er sikkert at vende tilbage, fordi Assad-regeringen er i kontrol. Det er en massiv selvmodsigelse. Igennem mere end ti år har vi set den syriske regering begå grusomme overgreb og krigsforbrydelser mod sin egen befolkning. Det er den selvsamme regering, som har magten, og det kan på ingen måde være en garanti for sikkerhed”.   

Beskyt syrene

Det er for farligt at sende mennesker tilbage til Syrien.

Skriv under