Ungdommen i Rusland køber ikke Putins propaganda. Det mener forfatteren Leif Davidsen, der i fire årtier har beskæftiget sig med Rusland og stadig bliver inspireret af alt det, han ikke forstår.
Af Roberto Zacharias
Interviewet er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2019
Det vakte opsigt, da tre russiske aviser i juni trykte ens forsider til støtte for den fængslede journalist Ivan Golunov. Hvad tænkte du om det?
Det var utroligt spændende og helt overraskende, fordi to af aviserne er relativt Putin-tro, mens den tredje er mere kritisk. At de går ind i sådan en aktion i et land, hvor pressen har meget vanskelige forhold, var meget imponerende. Men der skete også noget andet, som man måske ikke opdagede i vores del af verden: Journalister fra både kritiske og statskontrollerede medier demonstrerede i nogle dage imod fængslingen. Det siger mig, at der i disse år er en voksende understrøm af civil modstand og utilfredshed, som er meget svær at kontrollere og slå ned på – med mindre du går ind i et reelt diktatur.
Vi hører ofte, at det russiske styre oversvømmer befolkningen med misinformation. Hvordan påvirker det samfundet?
Den sovjetisk-kommunistiske propaganda var firkantet og nem at gennemskue. Man fjernede folk fra billeder, undertrykte sandheden, blokerede radiosignaler fra BBC og Voice of America. Man kunne lukke landet, men det kan du ikke mere. Derfor er den russiske propaganda – som er det rigtige ord at bruge – meget mere sofistikeret, og der er en masse løgn i. Men det er nogle løgne, der også har en flig af sandheden, fordi så er den nemmere at få ned. Det mest effektive er fortielsen.
Oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj har måske været omtalt ti gange i sit politiske liv i de russiske statsmedier. Og hvis han bliver omtalt, er det kun for det negative. Du vil aldrig høre, hvad han mener, og hvad hans politik går ud på. Og de ”trolde”, der sidder i Skt. Petersborg og Moskva, er meget dygtige til at lave falske nyheder på de sociale medier og i netmediernes kommentarspor. Overordnet handler det om, at Rusland er truet og omringet af lande, der vil Rusland det dårligt.
Men det virker ikke rigtigt mere. De unge køber den ikke. Og der er så meget utilfredshed gærende i befolkningen – også i den lidt ældre del – fordi levefoden for første gang under Putin er faldet, og fordi han har brudt et løfte og hævet pensionsalderen. Allersenest har vi set nogle af de største demonstrationer i flere år, og her går ungdommen forrest.
Hvad er det i den russiske virkelighed, som i den grad inspirerer dig i dit forfatterskab?
At der er så mange aspekter af det samfund, jeg ikke forstår. Nogle gange kan jeg være lidt optimistisk, som når der er de her aktioner og demonstrationer, der ender med, at en journalist som Golunov bliver løsladt. Andre gange bliver jeg dybt pessimistisk, fordi det hurtigt kan svinge den anden vej og blive endnu mørkere, end det er i øjeblikket. Som forfatter skriver jeg om det, der interesserer mig, og Rusland har fascineret mig, siden jeg første gang kom dertil i marts 1980, hvor landet var et kommunistisk diktatur.
Hvad er forskellen på at arbejde med Rusland som journalist og som forfatter?
Da Aleksej ll, overhovedet for den russisk-ortodokse kirke, døde i 2008, gik der rygter om, at han ikke døde fredeligt i sin seng, som der stod i nekrologerne, men at han var blevet myrdet. Årsagen skulle være, at han havde nægtet at velsigne de russiske kanoner inden Ruslands sommerkrig mod Georgien. Det kan jeg jo ikke bruge som journalistik, da ingen ville sige noget, der var ingen beviser, og det ville muligvis også nærme sig injurier. Men det var da fantastisk romanmateriale, for det kunne jo godt være rigtigt, da Kreml jo altid har slået sine fjender ihjel. Så jeg brugte det med stor fornøjelse i min roman ”Patriarkens Hændelige Død”. Rusland byder i det hele taget på meget romanmateriale, hvor man hele tiden tænker ”det her kan ikke passe!” Men det kan det.
Læs også
Rusland i førersædet – et interview med dansk forsker om Ruslands støtte af Assad-styret i Syrien
Leif Davidsen
- Forfatter, født 1950.
- Debuterede som forfatter i 1984 og har senest udgivet novellesamlingen ”Tag ikke imod en pølse i Moskva – og andre historier”. Har modtaget flere priser for sit forfatterskab.
- Fra 1984 til 1988 udenrigs-korrespondent for DR i Moskva, hvorfra han informerede danskerne om livet bag jerntæppet.