Hvad ville du tage med dig, hvis du skulle forlade dit hjem i løbet af få minutter? Fotografen Ahmer Khan har besøgt flygtningelejren Cox’s Bazar i Bangladesh og talt med en række mennesker med rohingya-baggrund om, hvad de tog med sig under deres flugt fra Myanmar.
”Jeg er meget gammel og kunne kun gå den lange vej til Bangladesh med hjælp fra denne stok. Det var den eneste ting, jeg kunne tage med mig fra mit hjem. Vi gemte os i en hule, da vores landsbyer blev brændt ned af militæret”.
Naseema Khatoon, 100 år.
”Jeg tog et par bøger med mig, fordi jeg gerne vil læse og skrive, uanset hvor jeg er. Jeg så min landsby blive brændt ned. Det var hårdt, men nu er vi i sikkerhed. Jeg studerer i en skole i lejren”.
Mohammed Junaid, 11 år.
”Mit hus og min landsby blev brændt ned, og der var ingenting, jeg kunne finde. Vi havde ingen mulighed for at redde noget som helst; der er intet vigtigere end vores liv, mine børn. Det lykkedes mig dog at få fat på denne gryde, så jeg kunne give mine børn mad på vejen til Bangladesh”.
Almarijan, 35 år
”Det tog os 21 dage at nå til Bangladesh. Vi tilbragte mange dage i en hule i en skov. Jeg bar denne kurv, fordi jeg selv har lavet den, da jeg boede i min landsby Samela. Myanmars militær dræbte så mange mennesker i landsbyen og satte ild til vores huse. I denne kurv havde jeg noget tøj, men jeg kunne ikke redde mine identitetskort, fotos og andre dokumenter. Jeg ved ikke, hvad der vil ske med os nu”.
Musa Ali, 70 år.
”Min kone er blind og var syg, da vi blev tvunget til at forlade vores landsby. Jeg svøbte min kone i dette lagen og bar hende hele vejen til Bangladesh. Det var det eneste, jeg kunne tage med mig fra Myanmar”.
Mosi-Ullah, 60 år.
”Jeg er fra byen Maungdaw. Jeg havde et stort hus i to etager, kvæg og land. Jeg efterlod det hele, da de (militæret) satte ild til landsbyen. Jeg ved ikke, hvad der skete med mine dyr. Jeg formåede at redde få identitetskort med billeder af min familie, dokumenter og dette skilt med nummeret på mit hus. Dette skilt kan måske blive nyttigt, når vi engang vender tilbage”.
Roshan Ahmed, 65 år.
”Mine brødre og jeg tog denne kurv med mad med fra Myanmar. Maden var spist, inden vi krydsede grænsen”.
Inayat-Ullah, 10 år.
”Jeg er fra landsbyen Magpura. Militæret og andre mænd i uniform brændte min landsby ned, mit hus og min butik. Jeg elsker at lægge makeup og kunne kun redde få make-up flasker fra vores hus, inden vi flygtede. Nu bor jeg i denne lejr med min mand og vores to børn”.
Josna Parveen, 21 år.
”Jeg kunne ikke redde noget fra mit hus. Jeg efterlod det hele. Denne bedekæde er meget vigtig for mig, fordi jeg ber’. Jeg kunne dog ikke redde min koran”.
Dolubibi, 65 år.
”Det var umuligt for os at redde noget som helst fra vores brændende huse. Regeringen, militæret, politiet – de var allesammen efter os. De brændte husene ned og dræbte så mange. Koranen er den vigtigste ting i mit liv. Jeg er glad for, at jeg kunne redde et eksemplar af den”.
Asmat-Ulah, 28 år.
