Efter protesten

Sidste år blev magthavere i store dele af verden udfordret af demonstrationer i historisk omfang. Medlemsbladet AMNESTY har spurgt tre aktivister fra Sudan, Chile og Hongkong om, hvad protesten forandrede i deres land og for dem selv.
01.
Sudan

ritzau / scanpix

Sudan: ”Det var en stor dag. Alt ændrede sig derefter”

Af Malene Haakansson
Foto: Ritzau Scanpix  
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2020

Da Sudans berygtede præsident Omar al-Bashir blev væltet, sad Adeeb Yousif på et kontor i Uganda med sine kollegaer fra en udviklingsorganisation, hvor han døgnet rundt fulgte situationen i sit hjemland. Kort forinden havde han forladt Sudan og demonstrationerne mod militærstyret, fordi han så kilometerlange militærkonvojer nærme sig hovedstaden og frygtede for udfaldet.

”Jeg er ikke overrasket over, at Bashir en dag ville blive væltet, men jeg troede ikke, at det ville ske så hurtigt. Jeg blev så glad. Også da jeg hørte, at alle politiske fanger ville blive løsladt”, siger Adeeb Yousef på en skrattende skypeforbindelse fra hovedstaden Khartoum.

Den 46-årige menneskerettighedsaktivist har siden sine ungdomsår kæmpet for retfærdighed i den konfliktramte Darfurregion. Han har tilbragt flere måneder i de mest berygtede fængsler under Bashirs brutale styre. Til sidst måtte han flygte ud af landet og fik politisk asyl i USA, hvor han tog en ph.d. i konfliktløsning. Da protesterne mod Sudans regering begyndte i slutningen af 2018, rejste Adeeb hjem for at deltage i kampen.

Efter at en overgangsregering er blevet indsat i Sudan, er en helt ny protestkultur vokset frem, fortæller han. Befolkningen tør nu at stå frem og stille krav til deres regering. Også i Darfur har flere dages fredelige demonstrationer fået ministre til at lytte til befolkningens ønsker.

”Det er et resultat af den frihed, vi har opnået. Det er fantastisk, at mennesker, der har været udsat for så store overgreb og har levet med volden så længe, vælger at bruge denne fredelige måde til at få deres krav igennem”, fortæller Adeeb begejstret.

En anden stor bedrift er udnævnelsen af civile guvernører i Sudans mange stater. Tidligere udnævnte den militært ledede regering guvernørerne for at sikre loyalitet til regimet.

”Civile guvernører er tættere på befolkningen. De ved, hvor der er problemer, og hvad der skal til for at udvikle området, ” siger Adeeb Yousef, som selv er blevet valgt som guvernør for staten Central Darfur, som dækker et af de hårdest ramte konfliktområder.

Her undertrykker militser fortsat en traumatiseret civilbefolkning, og med en smadret infrastruktur efter mange års lovløshed og konflikt er der nok at tage fat på

”Min første prioritet er at skabe fred mellem de etniske grupper i området og stoppe volden”, siger Adeeb.

”Jeg ved, hvad problemerne er – og derfor kan jeg også arbejde på at løse dem.”

Baggrund

Stigende priser på brød antændte landsdækkende demonstrationer mod den militært ledte regering og præsident Omar al-Bashir. Sudan har i årevis været præget af konflikter og lovløshed blandt andet i Darfurregionen, hvor Bashir er anklaget for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol. I april 2019 blev Bashir afsat, og efter pres fra demonstranterne har militæret indvilliget i at indgå i en treårig overgangsregering frem mod et demokratisk valg sammen med civile og repræsentanter fra protestbevægelsen.

Læs også: Amnesty: Sudan skal retsforfølge angreb mod demonstranter


02.
Chile

Ana Karina Delgado

Chile: ”Det var ikke 30 pesos, det var 30 år”

Af Lise Josefsen Hermann   
Foto: Ana Karina Delgado
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2020

Da demonstrationerne fredag den 18. oktober sidste år begyndte i den chilenske hovedstad Santiago, var den umiddelbare årsag, at metrobilletterne steg med 30 pesos (cirka 25 danske øre).

”Men det var bare dråben. Det handlede om mange års undertrykkelse og dårlig behandling på en række punkter”, siger 48årige Leslie Maxwell.

Indtil COVID-19 bremsede protesterne, arbejdede hun i månedsvis som en del af Movimiento Salud en Resistencia – en såkaldt ”sundhedsmodstandsbevægelse”, som yder førstehjælp til demonstranter, der er blevet såret af politiet under protesterne. Ofte er der tale om skader efter skud eller slag fra politiet eller vejrtrækningsproblemer på grund af tåregas.  

Ifølge Amnesty International er menneskerettighedskrisen i Chile den værste siden Pinochets diktatur (1973-90), som stadig kaster skygger, fortæller Leslie Maxwell: 

”Siden diktaturet har vi haft en stærk frygt for at politiet ville angribe, hvis vi protesterede. Vi vendte tilbage til afskedshilsnerne som under diktaturet: ”Cuidate – pas på.” Det er voldsomt at tænke på, at du kan blive slået ihjel eller miste et øje, fordi du demonstrerer”, siger Leslie Maxwell, som har to sønner på 16 og 26 år, der begge var på gaden for at demonstrere.

”På et tidspunkt gik op for os, at det var ligesom under diktaturet. Det var som at genopleve undertrykkelsen. Frygten for at der skulle ske mine børn noget.”

På grund af COVID-19 er det i dag ikke muligt at gå på gaden og protestere. Men lige så snart det ændres, er der stadig meget at kæmpe for, og håbet om at ændre forholdene i landet, hvad enten det handler om adgang til sundhed, uddannelse eller ordentlige pensioner, lever stadig, fortæller Leslie Maxwell:  

”Det var smukt at opleve, hvordan naboer opdagede, at de havde de samme problemer og nødvendigheder. Og hvordan vi kun kan opnå, at vores rettigheder respekteres, hvis vi står sammen. Normalt handler det i Chile om at konkurrere mod hinanden og bare arbejde. Protesterne fik os til at genfinde følelsen af fællesskab. På den måde har vi allerede vundet meget, selvom vi faktisk ikke har opnået noget med ­protesterne endnu”.

Baggrund: 

I oktober brød massive demonstrationer ud i Chile med krav om mindre økonomisk ulighed og bedre adgang til sundhed, uddannelse og social sikkerhed. Størstedelen af protesterne var fredelige, men blev mødt med grov vold fra myndighedernes side. Amnesty har dokumenteret, at hæren og politiet har dræbt og mishandlet demonstranter. Protesterne har – blandt andet – ført til, at landet senere i år skal stemme om en ny forfatning.  

Læs også: Amnesty dokumenterer overgreb i Chile 


03.
Hongkong

Ritzau Scanpix

Hongkong: ”Jeg kunne se en fremtid for Hongkong”

Af Malene Haakansson   
Foto: Ritzau Scanpix
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2020

”Det største for mig var at deltage i de store demonstrationer, hvor vi var omkring to millioner mennesker på gaden. Det var rørende at stå i mængden og have det samme mål og den samme vision for Hongkong”, forklarer en af aktivisterne, som har været med i byens protestbevægelse lige fra begyndelsen.

Han underviser på et universitet, er aktiv i en gruppe, som bruger kunst til at samle og motivere bevægelsen og ønsker at være anonym af sikkerhedsmæssige årsager. Hans dæknavn er Tatooine Boy.

”Jeg kunne se en fremtid for Hongkong. Normalt er hongkongere ikke interesseret i at ytre sig om politik, medmindre det handler om økonomi eller udnævnelser, men nu var vi samlet for at få politiske reformer gennemført, for at få demokrati og frihed i Hongkong. Og både ældre og unge var med”, fortæller han over en krypteret app.

Da Amnesty mødte ham sidste efterår, var protestbevægelsen stolt over, at den havde fået den første sejr i hus, da Hongkongs regeringsleder trak et lovforslag om udlevering af kriminelle til Kina tilbage. I dag er sejren rullet tilbage med indførelsen af en ny sikkerhedslov, som Kina har indført i Hongkong. Aktivister risikerer fængsel på livstid for at sige deres mening og organisere demonstrationer. Efterretningsagenter fra Kina er indsat i byen, og jagten på de mest prominente aktivister er sat ind. Protestbevægelsens slogans, sange og lignende er blevet forbudt. Bøger om demokrati står ikke længere i bogreolerne.

Tatooine erkender, at sikkerhedsloven betyder, at bevægelsen ikke har ændret noget lokalt. Men internationalt har demonstrationerne sat et stort aftryk.

”Da vi gik i gang med at protestere, tænkte vi kun lokalt. Vi havde ingen anelse om, at Hongkongborgere i andre lande ville støtte vores sag ved at synge vores sang, videreformidle vores budskaber og på den måde forbinde os til resten af den frie verden.”

Samtidig med indførelsen af sikkerheds­lovgivningen er COVID-19 blusset op i Hongkong, og der er indført forsamlingsforbud. Begge dele har lagt en dæmper på demonstrationerne. Det sidste kan vise sig at blive en fordel, for bevægelsen har brug for en tænkepause, mener Tatooine:

”Jeg kan kun se håb i Hongkong igen, hvis vi kan stå sammen i solidaritet, som vi gjorde sidste år. Min eneste bekymring er, at folk er blevet infiltreret og frustreret af den fortsatte uro – og hvis bevægelsen ikke kan forandre situationen, kan det blive svært.”

Baggrund: 

Massive demonstrationer imod indskrænkningen af frihedsrettigheder er i Hongkong siden sommeren 2019 blevet mødt med tåregas, politivold og massearrestationer. I juni blev en ny sikkerheds­lov indført. Den straffer oprør, løsrivelse, forræderi og indblanding fra udenlandske magter med fængsel på op til livstid. Flere af organisationerne bag protestbevægelsen har opløst sig selv, og de første arrestationer for brud på loven er sket.

Læs også: Sikkerhedslov vil ramme Hongkongs protestbevægelse 


04.
Global trend

Massedemonstrationens tid

Med masseprotest på masseprotest i lande verden over skrev 2019 sig ind i historiebøgerne for politiske protester. Sådan lyder konklusionen fra den amerikanske tænketank Center For Strategic And International Studies (CSIS), der har analyseret det globale omfang af politiske protester.

I 114 lande demonstrerede borgere sidste år imod den siddende regering. I Libanon, Irak, Bolivia, Algeriet, Sudan og Malta trådte regeringsledere tilbage eller tilbød at gøre det. En række stater, herunder Kina, Chile og Iran, indsatte specialstyrker og militær for at få protesterne under kontrol. Andre – såsom Indien, Tyrkiet, Syrien, Pakistan og Saudi Arabien lukkede ned for internettet i et forsøg på at bremse den folkelige mobilisering. 

”Størrelsen og frekvensen af de seneste protester overgår andre historiske perioder med masseprotester, for eksempel slutningen af 1960’erne, slutningen af 1980’ere og begyndelsen af 1990’erne”, lyder det fra CSIS, som peger på en række bagvedliggende årsager til protesterne: Økonomisk ulighed, korruption, undertrykkelse af politiske rettigheder, dårlig regeringsførelse, klimaforandringer. 

Også Amnesty Internationals researchere fulgte sidste år protesterne og myndighedernes reaktioner på dem: I Sudan, Iran, Irak, Chile og Venezuela blev demonstranter dræbt af myndighederne. I Rusland, Hongkong, Egypten, Indien og Algeriet blev demonstranter anholdt og fængslet. I europæiske lande såsom Frankrig, Spanien, Østrig blev demonstranter såret på grund af overdreven magtanvendelse fra politiets side.

”Omfanget af folkelige protester har været en øjenåbner for mange af os. Selvom pandemien i år har ændret betingelserne for at demonstrere, forventer vi fortsat, at vi som menneskerettighedsorganisation har en stor opgave foran os, når det kommer til at forhindre, at myndigheder og magthavere knægter borgernes ret til frit at forsamle sig, ytre sig og protestere”, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.  

Støt menneskerettighederne - bliv medlem af Amnesty