Tirsdag den 9. juni 2020 fik Amnesty den længe ventede nyhed om Nabeel Rajabs løsladelse! Og vi kan ikke få armene ned. Amnesty har aktioneret for Nabeel gentagne gange, siden han første gang blev fængslet for sine regeringskritiske tweets.

Ja, du læser rigtigt: Menneskerettighedsforkæmperen Nabeel Rajab, som Amnesty International har aktioneret for gentagne gange, er nu endelig fri!
Efter flere års fængsel besluttede retten at løslade Nabeel. I stedet skal han nu afsone en straf de næste tre år ude i det fri. Vi ved endnu ikke, hvad denne straf indebærer.

Tak til alle jer, der har støttet op

Amnesty Internationals sektion i Bahrain vil gerne takke hver og en, der har støttet op om Nabeel Rajab gennem årene. Under sit fængselsophold blev han fortalt om alle underskrifterne for hans løsladelse. I marts 2014 afleverede Amnestys danske afdeling 49.000 nordiske underskrifter til Bahrains ambassadør i London. Han har givet udtryk for sin dybe taknemmelighed mange gange, blandt andet da han besøgte Amnestys kontor i København samme år for at sige tak for den store opbakning fra Amnestys danske medlemmer.

Amnesty Internationals researchdirektør i Mellemøsten, Lynn Maalouf, siger:
”Det er en lettelse, at Nabeel Rajab endelig er genforenet med sin familie, som tappert har fortsat deres kamp for at denne dag skulle komme. Selvom det er et øjeblik, vi skal fejre, så er det svært at glemme, at han har været uretfærdigt fængslet i fire år væk fra sin familie.”

Det er en lettelse, at Nabeel Rajab endelig er genforenet med sin familie, som tappert har fortsat deres kamp for at denne dag skulle komme.

Lynn Maalouf, researchdirektør i Mellemøsten

Hvem er Nabeel Rajab?

Nabeel er en fremtrædende menneskerettighedsaktivist i Bahrain. Han har længe kritiseret Bahrains regering på sociale medier og på TV. Før han blev fængslet, var han leder af Bahrain Center for Human Rights.
Nabeel Rajab er gang på gang blevet angrebet for sit fredelige menneskerettighedsarbejde. Han har været ind og ud af fængslet både i 2012, 2014 og 2015.

Fængslet for tweets om tortur

Han blev arresteret i sit hjem om morgenen den 13. juni 2016 i landsbyen Bani Jamra, vest for hovedstaden Manama. Femten civilklædte politibetjente anholdt ham. De efterfølgende dage blev han anklaget for at sprede falsk information og rygter. Derefter kom han i retten for at tweete om krigen i Yemen og om tortur i det berygtede Jaw-fængsel i Bahrain.

Den 28. december 2016 besluttede retten faktisk at løslade Nabeel Rajab. Men myndighederne nægtede, og i stedet blev han varetægtsfængslet for en række TV-interviews han gav i 2015 og 2016. Herefter begyndte en ny retssag, hvor han blev dømt og fik to års fængsel. Og i 2018 blev han dømt til yderligere fem års fængsel.
“Nabeels løsladelse bør nu efterfølges af en reel annullering af hans dom. Alle eventuelle sigtelser imod ham skal droppes,” siger Lynn Maalouf.