Walter Barton risikerer at blive henrettet på tirsdag. Han har siddet på dødsgangen i Missouri, USA, siden 2006. Han blev dømt for et mord, selvom eksperter sår tvivl om bevismaterialet. Henrettelsen skal ikke have lov til at finde sted i skyggen af COVID-19. Skriv under og kræv, at guvernøren stopper henrettelsen.
Højesteretsdommer Michael Wolff skrev: ”Fra den første retssag i 1993 og igennem tre afsluttede retssager, efterfølgende domfældelse og flere appeller, har der været uheldige episoder og misgerninger, der samlet set skaber mistillid til retssystemet”.
Ekspertudtalelser og beviser, der går stik imod anklagerens teori og undergraver et nøglevidnes troværdighed, er aldrig blevet præsenteret under retssagen. Og Walter Barton holder fast i sin uskyld.
Hvis Walter Barton ender med at blive henrettet, vil han være den første, der bliver henrettet i USA, siden COVID-19 blev erklæret for en pandemi.
Dødsstraf er den ultimative fornægtelse af menneskerettighederne. Amnesty International fordømmer dødsstraf uanset forbrydelsen. Siden 1973 er 167 mennesker blevet frifundet fra amerikanske dødsgange, fordi de var uskyldige.
Baggrund
Walter Barton blev dømt i 2006 for mordet på en 81-årig ejer af en mobilehomepark i Ozark, Missouri, den 9. oktober 1991.
Under retssagen blev der fremlagt bevis for, at Walter Barton sammen med offerets barnebarn og en nabo fandt liget. Walter Barton oplyste politiet om, at de små pletter, der blev fundet på hans tøj, sandsynligvis skete, da barnebarnet gik henimod liget, og han forsøgte at holde hende tilbage og begge gled i blodet.
Opdateringer
19. Maj 2020: Henrettet
På trods af at vi kæmpede hårdt, så blev Walter Barton desværre henrettet 19. maj 2020.