15. februar 2018  

Tep Vannys fredelige kamp for at forsvare sit hjem har betydet, at hun er blevet udsat for chikane, overfald og fængsling. I dag afsoner hun en dom på to et halvt års fængsel. Hun har brug for din støtte for at komme fri.

Opdatering

GOD NYHED, 21. august 2018: Efter at have været uretmæssigt tilbageholdt i to år for sin fredelige aktivisme er Tep Vanny igen genforenet med sin familie. Men hendes frigivelse sker alt for sent. Hun burde aldrig have været fængslet i første omgang. 

Læs hele nyheden her. 

Tep Vanny har i næsten 10 år forsvaret sit kvarter i det centrale Phnom Penh, hvor tusindvis af familier er blevet tvunget til at forlade deres huse.

Det startede for alvor i 2007, da søen Boeng Kak i Phnom Peng blev ”udlejet” til investorer, der ville fylde den, bygge luksusboliger og dermed oversvømme og nedrive de lokale beboeres hjem. En af de helt centrale aktivister i den lokale modstand var Tep Vanny.

Sammen med andre aktivister, mange af dem kvinder, er hun blevet chikaneret, slået, arresteret og fængslet for at protestere mod regeringen og investorernes planer.

”Det er tydeligt, at myndighederne bruger domstolene til at bure mig inde, lukke munden på mig og nedbryde min ånd”, siger Tep Vanny selv.

På trods af de udfordringer, hun har stået over for, har Vanny fortsat sin utrættelige kamp for retfærdighed. Men hun har også brug for din støtte. Lige nu sidder hun nemlig fængslet sammen med mange andre modige aktivister i Cambodja.

Skriv under på aktionen, og vær med til at presse regeringen til at frigive Tep Vanny med det samme og frafalde alle anklager mod hende.

Vi indsamler underskrifter i hele verden og overbringer dem til premierministeren i Cambodja, Hun Sen.