Filippinske Marinel Sumook Ubaldo kæmper for, at hendes lokalsamfund bliver bygget op igen efter en ødelæggende tyfon. Skriv under og støt hendes kamp for klimaet.
Som kun 16-årig var Marinel Sumook Ubaldo klar over, at hun var nødt til at beskytte sig selv og sit lokalsamfund fra de ødelæggende konsekvenser af klimaforandringerne.
Den 13. november 2013 overlevede hun tyfonen Yolanda. En af de kraftigste tyfoner nogensinde, der med 240 kilometer i timen efterlod sig store ødelæggelser i den centrale del af Filippinerne. 6.000 mennesker blev dræbt. Og sammen med flere millioner andre mistede Marinel sit hjem.
Her seks år senere har den filippinske regering stadig ikke sørget for tilstrækkelig genopbygning efter ødelæggelserne. Tusindvis af mennesker bor under yderst dårlige og uværdige forhold og har begrænset adgang til mad, vand og sanitet, som anses som basale menneskerettigheder. Derudover er der mangel på elektricitet i området, og for mange er det svært at finde et arbejde, der kan sikre dem en indkomst, de kan leve af.
Efter tyfonen blev en del af lokalbefolkningen genhuset i et område med gift i undergrunden. 11 mennesker blev syge med høj feber og døde efterfølgende.
De fattiges stemme
Marinel har i dag en uddannelse i socialt arbejde. Hun er en kendt ungdomsaktivist og kæmper i sin fritid for sit lokalsamfund – og for menneskerettighederne. Det førte hende til New York i 2018, hvor hun i FN holdt tale om klimaforandringerne, og om hvordan, de fossile industrier bidrager til disse.
”Jeg er ikke bare en klimastatistik. Min historie er blot en ud af mange, og jeg er her for at tale på vegne af de sårbare og de marginaliserede lokalsamfund – må vores stemmer blive hørt”, sagde hun blandt andet.
Millioner af mennesker verden over lider under konsekvenserne af klimakrisen. Og særligt de, der har bidraget mindst til klimafordringerne, mærker konsekvenserne. Som Marinel siger det:
“De lande, som historisk set har bidraget mest til klimakrisen, mærker endnu ikke effekten af den. Det er vigtigt, at de hører vores historie, så de kan få øjnene op for de menneskelige konsekvenser.”
I næste uge er Marinel inviteret til at være en del af Amnestys delegation ved FN’s klimakonference, COP25, i Madrid.
Skriv under og støt Marinels kamp for klimaet!
Vi kræver, at:
*Den filippinske regering sørger for, at overleverne efter tyfonen Yolanda i 2013 får adgang til vand, elektricitet og et trygt og sikkert sted at bo.
*At verdens andre landes regeringer støtter de mindre bemidlede lande, som er de primære ofre for klimaforandringerne.