31. juli 2020  

Tre mænd risikerer at blive henrettet for at have deltaget i landsdækkende protester i Iran sidste år. Skriv under og stop henrettelserne nu!

Amirhossein Moradi, Mohammad Rajabi og Saeed Tamjidi blev dømt til døden i forbindelse med landsdækkende protester, der fandt sted i november 2019. De er blevet anklaget for at være ‘oprørsledere’ og blev blandt andet dømt for at være ’fjendtlige overfor Gud’. Men retssagen imod dem var dybt uretfærdig, og de har ikke haft adgang til en advokat. Det eneste bevis var en falsk tilståelse, som 25-årige Moradi afgav under tortur. 


Hjælp os med at kræve, at de iranske myndigheder dropper henrettelserne helt – skriv under på aktionen nu!

Hvorfor skal jeg skrive under?

Med nok underskrifter i ryggen kan vi presse de iranske myndigheder til at droppe henrettelserne af de tre demonstranter helt og måske på sigt afskaffe brugen af dødsstraf i Iran.

Vi kræver, at:

  • Dødsdommene over Amirhossein Moradi, Mohammad Rajabi og Saeed Tamjidi droppes helt
  • De får genbehandlet deres sag så hurtigt som muligt
  • Deres torturanklager efterforskes, og at de ansvarlige stilles til ansvar
  • Iranske myndigheder midlertidigt stopper alle henrettelser med det formål at afskaffe brugen af dødsstraf i Iran

Hvad sker der med din underskrift?

Vi sender underskrifterne til chefen for det iranske retsvæsen, Ebrahim Raisi.

Tortureret til at tilstå

Moradi fortæller, at forhørslederen torturerede ham med slag, elektriske stød og ved at stille sig på hans brystkasse. Han har også rapporteret om smertefulde nyreproblemer som følge af torturen. Han sagde, at han kun ’tilstod’, fordi forhørslederen lovede ham, at han ville få lægehjælp – men efter tilståelsen afviste de at give lægehjælpen.

Mohammad Rajabi (25) og Saeed Tamjidi (27) har fortalt, at de blev sparket, hængt med hovedet nedad og slået gentagne gange med knipler i forhørslokalet.

Tilståelse transmitteret på nationalt tv

Et par dage før deres retssag udsendte statens tv-station en propagandavideo, der viser de såkaldte ’tilståelser’ fra en kvinde og 12 mænd, herunder Moradi. Individernes slørede ansigter blev vist ’tilstå’ forskellige handlinger i relation til protesterne.

De tre mænd sidder lige nu bag tremmer i fængslet Fashafouyeh i provinsen Teheran.

Deres sag er en del af en bredere tendens i Iran, hvor arrestationer og dødsstraf bliver brugt til at slå ned på systemkritikere.

Skriv under og stop henrettelserne af de tre mænd.

Opdateringer

15. august 2022: Moradi idømmes 16 års fængsel

En revolutionsdomstol i Iran har idømt Amirhossein Moradi og en anden universitetsstuderende til 16 års fængsel på grund af anklager om den nationale sikkerhed. Vi mener, at anklagerne er falske og at retssagen var dybt uretfærdig.

Anklagerne er baseret på “tilståelser”, som begge mænd trak tilbage i retten og fortalte, at de gav under tortur.

De er samvittighedsfanger, der udelukkende er anklaget for at udøve deres ret til fredelige forsamlinger.

Desuden mener vi også, at myndighederne forfølger dem, fordi deres familier er mistænkt for at have forbindelser til oppositionsgrupper.

Vi fortsætter med at kæmpe for deres frihed.

Læs mere her >

22. marts 2021: ‘Ny retssag’

Den 12. maj 2021 vil de blive stillet for en ny retssag ved ’Revolutionary Court’. Vi vender tilbage, når vi ved mere.

32. juli 2020: ‘Henrettelserne midlertidigt standset’ 

Efter internationalt pres har Iran midlertidigt standset henrettelserne af de tre mænd, og Højesteretten har accepteret en anmodning om genbehandling af deres sag. Vær med til at fastholde presset.

Kræv at deres dødsdomme droppes helt, og at de får en retfærdig retssag så hurtigt som muligt.