Kvinder og piger på flugt udsættes for overgreb og krænkelser

For kvinder og piger på flugt er livet i nærområderne præget af overfald, udnyttelse og seksuelle overgreb. De har særligt behov for beskyttelse – vær med til at hjælpe dem.

Danske politikere har de sidste par år gentaget parolen om, at flygtningekrisen skal løses i nærområderne. Men for kvinder og piger på flugt er livet i nærområderne præget af ekstrem usikkerhed, overfald, udnyttelse og seksuelle overgreb. Derfor har de særligt behov for beskyttelse og hjælp. Behov, som i mange tilfælde bliver overset i procedurerne for modtagelse af mennesker på flugt.

Kun en brøkdel af kvinder og piger på flugt får mulighed for at bo i flygtningelejrene i nærområderne. Og selv de kvinder og piger, der bor i lejrene, er i stor risiko for overgreb. Lejrene er i de fleste tilfælde ikke indrettet til piger og kvinder, som skal dele både bad, toilet og sovesal med fremmede mænd.

FN’s flygtningehøjkommissariat beretter om, hvordan mænd står på lur, mens kvinderne besøger toiletterne, og kommer med seksuelle tilråb og i nogle tilfælde forgriber sig på kvinderne. På samme måde er søvn vanskeligt for mange kvinder i lejrene, fordi de ikke føler sig trygge.

Myndigheder, nødhjælpsarbejdere, andre flygtninge og lokale bag overgrebene

Vores undersøgelser viser, at piger og kvinder i nærområderne er i stor risiko for overgreb. Op mod 15 procent af piger og kvinder i nærområderne er blevet udsat for seksuel vold, voldtægt eller trusler herom, og krænkerne har mange ansigter. Embedsmænd, vagter, nødhjælpsarbejdere, andre flygtninge eller lokale beboere står bag overgrebene, som efterlader flygtningekvinder i en dobbeltudsat position.

I Libanon, som inden for de sidste fem år har taget imod flere end to millioner flygtninge fra borgerkrigen i nabolandet Syrien, har manglende økonomisk støtte og sikkerhedsforanstaltninger bragt kvinder på flugt i en særdeles sårbar position. 

Kvinder fortæller om seksuel chikane fra regeringsansatte med ansvar for at behandle opholdstilladelser, fra politifolk, arbejdsgivere, naboer, taxi- og buschauffører samt fremmede mænd på gaden. Ofte har de intet sted at henvende sig for at få beskyttelse, da de frygter deportation, hvis de går til politiet. 

Ifølge organisationen Humanity in Action fortæller op mod 53 procent af kvinder på flugt, at de aldrig oplevede at føle sig trygge i Libanon, og 41 procent af unge kvinder, at de har haft selvmordstanker, efter de ankom til nærområdet.

Hvad skal der gøres?

For at nærområderne bedre skal kunne beskytte kvinder på flugt, skal omverdenen yde et langt højere niveau af økonomisk bistand og sørge for ordentlige faciliteter. Derudover må lokalsamfundene sikre, at gerningsmændene bag overgreb findes og straffes.

Samtidig må verdens rigeste lande – herunder Danmark – øge antallet af genbosættelser af verdens flygtninge, så nærområderne ikke skal løse opgaven alene.

Vi anbefaler særligt, at Danmark som minimum genindfører aftalen med FN om at årligt tage imod 500 kvoteflygtninge – de mest sårbare mennesker på flugt.