3. juli 2020  

Elena skrev en artikel om Tjetjeniens håndtering af COVID-19. Nu har Tjetjeniens præsident truet hende på livet. Hun skal beskyttes – skriv under nu!

I sin artikel skrev journalisten Elena Milashina, at Tjetjeniens præsident Ramzan Kadyrov sidestillede coronasmittede med terrorister, og at det medførte, at folk ikke turde være åbne omkring deres smittestatus.


Dagen efter publicerede Kadyrov en video på Instagram, hvor han anklagede Milashina og hendes kollegaer for at være ”Vestens marionetdukker” og fremsatte dødstrusler:

”Stands disse umennesker, som skriver og provokerer mit folk. (…) Vi har fået nok! Hvis I ønsker, at vi begår en forbrydelse og bliver kriminelle, så fortæl os det! Så vil en af os påtage sig den byrde og efterfølgende straf (…) Han vil afsone i fængslet, men til sidst blive fri igen. Gør os ikke til kriminelle, mordere…”

Tjetjeniens præsident mener det alvorligt

Vidste du, at det er livsfarligt at forsvare menneskerettighederne i Rusland?

Menneskerettighedsaktivister og journalister som Elena udøver deres arbejde med reel fare for deres sikkerhed og liv. Journalist Anna Politovskaya og aktivist Natalya Estemirova måtte begge bøde med deres liv for deres arbejde for menneskerettighederne i Rusland.

Artiklen blev fjernet af myndighederne

Tre dage efter at Elenas artikel blev publiceret i Novaya Gazeta, beordrede rigsadvokatens kontor, at artiklen skulle fjernes. Rigsadvokaten har endnu ikke begrundet påstanden om, at artiklen indeholder “falske nyheder”. Artiklen er nu ikke længere tilgængelig på avisens hjemmeside.

Baggrund

Det er ikke første gang, Elena møder trusler

Elena er undersøgende journalist, som igennem en årrække har publiceret artikler om menneskerettighedskrænkelser i den uafhængige russiske avis Novaya Gazeta. Det var Elena, der bragte nyheden om tortur og arrestationer af homoseksuelle i Tjetjenien i 2017, som førte til demonstrationer og aktioner verden over – herunder i Danmark, hvor Amnesty lavede en aktion. Elena måtte efterfølgende flytte til udlandet i en periode af hensyn til sin egen sikkerhed. 

I februar i år blev Elena og advokaten Marina Dubrovina angrebet og banket af en organiseret bande på et hotel i Tjetjeniens hovedstad, Grozny. Efterforskningen af overfaldet blev stoppet – blandt andet efter at et af de tekniske beviser, optagelser fra overvågningskameraet, på mystisk vis ”blev væk”. Ingen er blevet stillet til ansvar for angrebet.

Hvorfor skal jeg skrive under?

Med en masse underskrifter i ryggen står vi stærkere, når vi kræver, at de russiske myndigheder:

  • Offentligt fordømmer truslerne mod Elena Milashina og sørger for hendes sikkerhed.
  • Beskytter ytrings- og informationsfriheden og sørger for, at journalister i Tjetjenien og i resten af Rusland er frie til at lave undersøgende journalistik og rapportere om COVID-19-pandemien og myndighedernes håndtering af den.

Hvad sker der med din underskrift?

Vi sender underskrifterne til Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det er de russiske myndigheder, som har det øverste ansvar for lov og orden i den russiske republik Tjetjenien. Hver underskrift lægger pres på myndighederne, som skal sikre, at ingen gør Elena Milashina fortræd.