27. juni 2016  

Mexico: Gruppevoldtaget af politiet

Mónica blev brutalt voldtaget, banket, fik elektrochok til sine kønsdele og næsten kvalt – af politiet. Hendes historie er grusom, men desværre ikke enestående. Samtlige af de mexicanske kvinder, Amnesty talte med, var blevet udsat for tortur i politi og militærs varetægt.



ADVARSEL: Mónicas historie er meget voldsom.

Sammen med sin mand og bror bliver Mónica anholdt af politiet og kørt til et varelager. Her bliver hendes mand og bror først tortureret, mens Mónica venter udenfor.

Ifølge Mónica er hendes mand og bror nøgne og blodige, da hun føres ind. Politiet begynder derefter at presse hende for en tilståelse. De forsøger at drukne hende, kvæle hende, banker hende med et bat og trækker hende i håret henover gulvet. De torturer hendes mand, mens hun tvinges til at se på.

Så giver de hendes kønsdele elektrochok. Derefter voldtager syv politimænd hende foran de andre, tvinger hende til oralsex og masturberer i hendes ansigt.

Herefter bliver de tre ført til politigården i Torreón. Undervejs dør Mónicas mand i hendes arme, som et resultat af den tortur, han blev udsat for. Mónica bliver tvunget til at underskrive en ”tilståelse”, som fortæller, at hun er med i et narkokartel. Hun er stadig fængslet, mens hun afventer sin dom.