2. november 2016  

Under pres fra EU har Italien indført en ny praksis for at få flygtninge til at afgive deres fingeraftryk. Men Amnestys undersøgelser viser, at den nye praksis går til kanten – og i nogle tilfælde langt over. Vi har talt med mere end 170 flygtninge og migranter, som fortæller voldsomme historier om elektriske stød, bank og seksuelle ydmygelser.

Over sommeren har Amnestys researchere interviewet mere end 170 flygtninge og migranter i Italien. Deres fortællinger tegner et mønster af ekstrem magtanvendelse, hvor italiensk politi med bank, elektriske stød og seksuelle ydmygelser tvinger flygtninge og migranter til at afgive deres fingeraftryk. En magtanvendelse, som i nogle tilfælde er så ekstrem, at den må betegnes som tortur.

Det er tortur, når en myndighedsperson overlagt og med et konkret formål udsætter et menneske for svær fysisk eller psykisk smerte. Tortur i alle former er forbudt ifølge internationale konventioner, som også Italien har tilsluttet sig.


Eksempler

Ishaq fortæller, at han blev seksuelt tortureret: “De fik os alle til at tage tøjet af, så vi var nøgne. Politifolkene grinede.”
Da han stadig modsatte sig, tyede de til en anden taktik.
”De holdt mig i alle fire lemmer, én person for hver. Den femte trak min penis ned, indtil hun fik mig til at sætte mig. Så tog de et billede af mig, mens en af dem drejede mit hoved mod kameraet. Og så lykkedes det dem at tage mine fingeraftryk. I to dage blødte jeg, hver gang jeg tissede.” 

16-årige Djoka fortæller, at “de gav mig elektriske stød med en stav, mange gange på venstre ben, og derefter på højre ben, bryst og mave. Jeg var for svag, jeg kunne ikke modstå, og på et tidspunkt tog de begge mine hænder og lagde dem på maskinen.”

Læs flere eksempler i rapporten.


Hvorfor vil flygtninge og migranter ikke afgive fingeraftryk?

Flygtninge nægter at afgive deres fingeraftryk af flere grunde. Mange er generelt bange for myndigheder og forstår ikke hvorfor, de skal afgive fingeraftryk. Mange ønsker ikke at blive registreret i Italien, fordi de vil søge asyl i et andet land. Det kan være fordi, familien befinder sig i et andet europæisk land, eller fordi de tror på, at de kan få bedre forhold andre steder.

En 29-årig sudansk kvinde fortalte Amnesty, at ”jeg vidste ikke engang, hvordan vi var kommet herhen, jeg græd… Jeg så virkelig meget politi, jeg var bange… Jeg kunne ikke tænke, jeg kunne ikke engang huske navnene på mine forældre”.

Det er vigtigt at understrege, at langt de fleste registreringer af fingeraftryk foregår fredeligt og professionelt, men vores rapport dokumenterer et mønster af overgreb på flygtninge og migranter. Der er behov for en uafhængig gennemgang af den nuværende praksis. Uanset hvad, må vold og tortur ikke bruges til at afgive fingeraftryk.