Raza Khan, en fredsaktivist fra Lahore i Pakistan, har været forsvundet siden den 2. december. Vi har brug for din underskrift, så vi kan presse Pakistans myndigheder til at undersøge hans forsvinding så hurtigt som muligt, så chancerne for at finde ham i live er størst.
Raz Khans forsvinding kan hænge sammen med hans arbejde med fredsprojekter mellem Pakistan og Indien – et tema som mange ikke bryder sig om.
Han kan være i live i et fængsel, uretmæssigt tilbageholdt af myndighederne uden at have været stillet foran en dommer. Han kan være blevet bortført af ekstremister. Han kan allerede være blevet dræbt. Ingen ved det.
Politiet gør ikke noget
Raza Khan forlod sit kontor den 2. december kl. 19, men han nåede aldrig hjem. Ingen kunne få fat på ham, da hans telefon var slukket, så hans ven besluttede at opsøge ham dagen efter på hjemmeadressen.
Da vennen mødte op, var døren til Khans lejede værelse låst og der var lys indenfor – men Raza Khan selv var væk.
Hans familie har meldt det til politiet, men der er stadig ikke igangsat en undersøgelse af hans forsvinding. Det strider imod grundlæggende retssikkerhedsprincipper, og hans venner frygter, at myndighederne sylter sagen pga. Razas kontroversielle arbejde for fred.
Højt anset aktivist
Raza er en vellidt og kendt aktivist, der blandt andet har kæmpet for fred mellem Indien og Pakistan i mange år. Han er bagmand og initiativtager til foreningen ’Aghaz-e-Dosti’ der arbejder for at bringe mennesker sammen på tværs af grænsen mellem landene.
Han er også meget involveret i lokalsamfundet og demokratispørgsmål generelt. Khan har været meget engageret i kampen for enkelte borgers retssikkerhed og retsvæsenets uafhængighed af de politiske systemer.
For nyligt har han også organiseret en offentlig debat om religiøs ekstremisme, efter at voldelige protester i Islamabad førte til en ministers opsigelse.
Aktivister forsvinder i hobetal
Amnesty har modtaget adskillige troværdige rapporter om et alarmerende stort antal forsvundne mennesker i Pakistan det sidste års tid. Særligt studerende og aktivister forsvinder pludseligt fra den ene dag til den anden.
Sagen om Raza Khan er et symbol på en bekymrende tendens i landet, hvor aktivister og politiske modstandere udsættes for tvungne forsvindinger. Nogle dukker op igen – andre forsvinder for evigt uden, at deres familie og venner får vished. De skyldige holdes heller ikke til ansvar, og der hersker udbredt straffrihed, når det drejer sig om fredelige menneskerettighedsforkæmperes forsvindinger.
Amnesty kræver, at:
- De pakistanske myndigheder øjeblikkeligt igangsætter en undersøgelse af Raza Khans forsvindings og opholdssted, og holder familien fuldt orienteret og opdateret til enhver tid.
- De igangsætter øjeblikkelig, upartisk, uafhængig og effektiv undersøgelse af denne og alle andre mulige forsvindinger, offentliggør resultaterne og holder de ansvarlige til regnskab.
- De sikrer, at aktivister, menneskerettigheds-forkæmpere, journalister, akademikere og medlemmer af den politiske opposition i stand til fredeligt at udøve deres ytrings- og forsamlingsfrihed.