4. september 2017  

Azza Soliman risikerer 15 års fængsel for at hjælpe egyptiske kvinder, som har været udsat for vold og voldtægt. Hendes bankkonti er frosset og hun har forbud mod at forlade landet, kun fordi hun kæmper for kvinders rettigheder.

Opdatering

God nyhed 25. oktober 2021
Egypten stopper efterforskningen af Azza Soloman og fem andre menneskerettighedsforkæmpere og nødhjælpsarbejdere.

Dommeren har også ophævet deres rejserestriktioner og indefrysningen af deres bankkonti.

Hver eneste dag risikerer advokaten Azza Soliman sin egen sikkerhed og frihed for at forsvare egyptiske kvinders rettigheder. Hun har været med til at stifte adskillige centre, som rådgiver kvinder, der har været udsat for tortur, tilfældige anholdelser, hustruvold, voldtægt og andre overgreb. Azza tilbyder advokatbistand, støtte og læseundervisning til fattige kvinder.

Men hendes modige arbejde har konsekvenser. De egyptiske myndigheder chikanerer menneskerettighedsforkæmperen med alle tænkelige midler. Siden 1988 har hun været anholdt ved flere lejligheder, og de egyptiske sikkerhedsstyrker overvåger alle hendes aktiviteter. Regeringsvenlige medier fører en konstant smædekampagne mod hende, hvor hun bliver præsenteret som ”en fjende af Egypten”.

Nu risikerer Azza 15 års fængsel. Hun er anklaget for at bagvaske Egyptens omdømme ved at påstå, at egyptiske kvinder bliver udsat for voldtægt. Hun har fået udrejseforbud og hendes bankkonti er blevet indefrosset.