De russiske myndigheder har anklaget enlig mor Anastasia Shevchenko for at arbejde i en menneskerettighedsorganisation. Hun risikerer nu op mod seks års fængsel, fordi hun har deltaget i et møde og en fredelig demonstration. Kræv, at Rusland droppper anklagerne.
Opdatering
September 2020: Anastasia Shevchenko er fortsat under husarrest, og hendes retssag går i gang igen den 24. september.
17. juni 2020: Efter at have været under husarrest i 17 måneder, går Anastasias retssag nu i gang.
Rusland har sigtet den fremtrædende menneskerettighedsforkæmper Anastasia Shevchenko for ”at udføre aktiviteter i en uønsket organisation”. Hun arbejder som koordinator i organisationen ’Åbent Rusland’, der kæmper for menneskerettighederne, retssikkerhed og ansvarlig regeringsførelse.
”Straffesagen mod Anastasia er dybt uretfærdig. Hun har ikke gjort noget kriminelt. Vi opfordrer Ruslands præsident Vladimir Putin til at stoppe den nye hetz mod medarbejdere i hjælpeorganisationer,” siger Elise Bangert, politisk rådgiver i Amnesty International Danmark.
Rusland skal droppe anklagerne mod Shevchenko – Hjælp hende ved at skrive under nu
De russiske myndigheder rejser tiltale mod Shevchenko, fordi hun har deltaget i et møde til en menneskerettighedskonference og en fredelig demonstration på gaden. Myndighederne krænker dermed internationale menneskerettigheder og den russiske forfatning, som også garanterer Shevchenkos ret til ytrings- og forsamlingsfrihed.
Det er første gang, de russiske myndigheder har åbnet en kriminalsag under den undertrykkende ”uønsket organisations”-lov. Det er stærkt bekymrende, da det kan danne præcedens for lignende sager og dermed åbne for en strøm af anklager mod hundredvis af menneskerettighedsforkæmpere over hele landet.
Vores krav
- dropper alle anklager imod Shevchenko
- ophæver loven om ”uønskede organisationer”.
Anastasia Shevchenko
Menneskerettighedsforkæmper
Arbejder som koordinator i menneskerettighedsorganisationen Åbent Rusland, der blandt andet kæmper for retssikkerhed og ansvarlig regeringsførelse. Har også været frivillig i andre menneskerettighedsorganisationer.
Enlig mor til to børn – hendes tredje barn døde umiddelbart efter, hun var blevet sat i husarrest. Hun fik kun med nød og næppe lov til at besøge sin datter på hospitalet, inden hun døde.
Overvåget i sit soveværelse
Anastasia Shevchenko har været i husarrest i sit hjem i byen Rostov ved Don i det sydlige Rusland siden 23. januar 2019. Takket være internationalt pres har hun fået mildere betingelser for sin husarrest. Men vi er ikke i mål endnu. Hun risikerer stadig seks års fængsel.
For nyligt blev Shevchenko informeret om, at et spionkamera var blevet installeret i hendes soveværelse imens hun var i husarrest, og at de russiske myndigheder i al hemmelighed havde filmet alt, hvad hun havde foretaget sig i flere måneder. De havde installeret et kamera i ventilatoren over for hendes seng i soveværelset.
“Der var billeder af hende kun i bh. Børnene var også på optagelserne. Det er virkelig ubehageligt,” sagde Shevchenkos mor til BBC.
Politiet overvåger også Shevchenko uden for hendes lejlighed.
Sådan bruger Putin loven
Loven om ”uønskede organisationer” gør det til en strafbar forbrydelse at deltage i aktiviteter for en udenlandsk organisation, som kan betegnes som uønsket. Det er anklagemyndigheden, som vurderer om organisationen udgør en trussel for landets sikkerhed og dermed er uønsket.
Loven er en del af Vladimir Putins hårde kurs over for menneskerettighedsforkæmpere, der er kritiske over for regeringen. Den bliver brugt vilkårligt til at slå ned på medarbejdere i udenlandske hjælpeorganisationer.