25. marts 2024  

Rusland:

Smidt i fængsel for at sympatisere med ukrainske børneofre

Opdateret 2. december 2024:

Aleksei Gorinov blev den 29. november idømt tre års ekstra fængsel for at “retfærdiggøre terrorisme” – udelukkende fordi han fredeligt har kritiseret den russiske invasion af Ukraine.
Det er en absurd dom, der viser, hvor langt styret i Kreml vil gå for at lukke munden på kritiske stemmer i landet. Amnesty fortsætter kampen for at få ham løsladt!

Den 62-årige russiske lokalpolitiker Aleksei Gorinov afsoner en dom på syv års fængsel for at have udtrykt sympati med de børn, der bliver dræbt i krigen i Ukraine. Gorinov er alvorligt syg og bør løslades øjeblikkeligt!

– Hvordan kan vi tale om en tegnekonkurrence på børnenes dag eller arrangere danseopvisninger på sejrsdagen, når der dør børn hver eneste dag?

Dette spørgsmål stillede den russiske lokalpolitiker Aleksei Gorinov på et byrådsmøde i Moskva i den 15. marts 2022, hvor han også kaldte Ruslands invasion af Ukraine for en krig, der burde stoppes.

Lidt over en måned efter blev han arresteret og anklaget for at ”udbrede bevidst falsk information om de russiske bevæbnede styrker”. I juli samme år blev Gorinov idømt syv års fængsel, og Amnesty betragter ham som en samvittighedsfange, der bør løslades straks og uden betingelser.

Skriv under på vores aktion, der kræver, at Gorinov løslades omgående!

Gorinov er syg og har brug for lægehjælp

Gorinov fik fjernet en del af sin ene lunge for flere år siden og lider af åndedrætsproblemer, men har alligevel siddet i isolation i længere tid og blev efterfølgende tvunget til at skovle sne i bidende kulde, hvilket har forværret hans helbredstilstand. Fængselsmyndighederne har nægtet ham tilstrækkelig lægehjælp, og han er flere gange blevet frataget sin medicin.

8. december 2023 fik Gorinov besøg af en advokat, der bagefter kunne fortælle, at den 62-årige lokalpolitiker så meget syg ud og var så udmattet, at han knapt nok kunne sidde på en stol. Dagen efter sendte mere end 240 sundhedsprofessionelle et åbent brev til præsident Vladimir Putin, hvor de udtrykte bekymringer for Gorinovs helbred og opfordrede til, at han fik den behandling, han havde brug for.

Derefter kunne hans støtter lige pludselig ikke længere komme i kontakt med ham. Senere fandt de så ud af, at Gorinov var blevet overført til et fængselshospital i byen Vladimir. Ifølge den russiske menneskerettighedsgruppe OVD-Info er Gorinov dog stadig meget svækket, fordi de russiske fængselshospitaler er så dårligt udstyrede, at han ikke kan få den nødvendige behandling.

I april 2024 kunne OVD-Info så oplyse, at Gorinov trods sin tilstand var blevet ført tilbage til straffekolonien i Vladimir, hvor han er blevet placeret i en særlig afdeling for fanger, der er selvmordstruede eller i fare for at skade dem selv.
Myndighederne påstår, at de har tophemmelig information, der foranledigede dem til at flytte Gorinov.

Gorinov: Jeg er ikke selvmordstruet

Han er selv meget opsat på at fortælle omverdenen, at han på ingen måde påtænker at tage sit eget liv:

“Da jeg holder meget af mig selv og sætter stor pris på alle jer og betragter livet som en gave fra universet, vil jeg gerne forsikre alle om, at jeg aldrig – under nogen omstændigheder – frivilligt vil ende mit liv. Desuden har jeg stadig mange vigtige ting at gøre og store planer. Hav det venligst i tankerne, hvis der lige pludselig sker mig noget”, lyder det ildevarslende fra Gorinov.


Hvem er Gorinov?

Han er aktivist i den russiske pro-demokratibevægelse, der kæmper for et demokratisk Rusland. Med sin baggrund som jurist har Gorinov sørget for, at demonstranters rettigheder er blevet håndhævet på de politistationer, hvor de er blevet tilbageholdt, og han har hjulpet med papirarbejdet og sørget for, at de har fået mad og vand.

13. september 2023 åbnede de russiske myndigheder en ny efterforskning mod Gorinov, hvor de anklagede ham for at ”retfærdiggøre terrorisme” for angiveligt at have talt med andre indsatte om et påstået ukrainsk angreb på en bro i Krim.

Rusland indførte i marts 2022 krigscensurlove, der kriminaliserer kritik af Ruslands aggression mod Ukraine og krigsforbrydelser begået af russiske styrker, som betragtes som ”falsk” eller ”diskreditering” af de væbnede russiske styrker. Maksimumstraffen er 15 års fængsel. Lovene har ført til, at mange uafhængige medier og aktivister i Rusland har valgt at forlade landet. Der slås hårdt ned på enhver form for kritik, og selv det at kalde krigen “en krig” i stedet for “en særlig militær operation” kan blive betragtet som kriminelt. Censurlove som disse er i strid med retten til ytrings- og forsamlingsfrihed.

Det kan ikke siges tydeligt nok: Gorinov har ikke gjort andet end at bruge sin ret til at ytre sig. Kræv, at han bliver løsladt øjeblikkeligt!

Vores krav

De russiske myndigheder skal:

  • Øjeblikkeligt og uden betingelser løslade Aleksei Gorinov
  • Sikre, at han får den medicinske behandling, han har brug for
  • Ophæve artikel 207.3 i den russiske straffelov, da den krænker Ruslands internationale menneskerettighedsforpligtelser.

Hvorfor skal jeg skrive under?

Jo mere internationalt pres, vi lægger på Rusland, des større sandsynlighed er der for, at myndighederne løslader Aleksei Gorinov.

Hvad sker der med min underskrift?

Vi afleverer alle underskrifter til chefen for anklagemyndigheden i Rusland, Igor Viktorovich Krasnov.