Dr. Ahmadreza Djalali, der er født i Iran, men bor i Sverige, er blevet dømt til døden – anklaget for at have spioneret for Israel. Han blev dømt ved en dybt uretfærdig retssag. Skriv under for ham nu, og vær med til at få dommen omstødt.

Under retssagen mod Dr. Ahmadreza Djalal lagde anklagemyndigheden ingen beviser frem, og han blev udelukkende dømt på ”tilståelser”, som kom frem under tortur og mishandling.

Han blev tvunget til at læse ”tilståelser” op på video, som forhørslederne havde skrevet på forhånd. Han læste dem op under trusler om, at både ham selv, hans børn i Sverige og hans ældre mor i Iran ellers ville blive dræbt.

Anholdt under forretningsrejse

I april 2016 blev Dr. Ahmadreza Djalali arresteret, mens han var på forretningsrejse i Iran. I ti dage vidste familien ikke, hvor han befandt sig. De hørte først fra ham, da han blev overført til det berygtede Evin-fængsel i Teheran. Her sad han i syv måneder – tre af dem i isolation uden adgang til en advokat. Et klart brud på hans retssikkerhed.

Fra fængslet lykkedes det Ahmadreza Djalali i august at skrive og sende et brev. Heri skrev han, at Irans myndigheder opsøgte ham i 2014 for at få ham til at indsamle information fra EU-stater. Han nægtede, og fortalte, at han var videnskabsmand, ikke spion. 

Djalali skal løslades nu

Der er ikke blevet fremlagt nogle beviser, der peger på, at Dr. Ahmadreza Djalali er andet end en fredelig videnskabsmand. Derfor skal myndighederne omstøde dommen, droppe alle anklager og løslade Djalali med det samme.

Skriv under for at dommen omstødes. Dr. Ahmadreza Djalali skal løslades omgående!

Vi afleverede underskrifterne til justitsministeren, Ayatollah Sadegh Larijani, i 2017.

Opdateringer

25. maj 2022: Vi har sendt et brev til lederen af det iranske retsvæsen

Dr. Ahmadreza Djalal sidder stadig på dødsgangen i Teherans Evin-fængsel i Iran. Han stod til at blive henrettet søndag den 21. maj. Vi har endnu ikke modtaget noget nyt om, hvorvidt henrettelsen fandt sted eller ej.

To gange tidligere har han haft en dato for henrettelse. Begge gange blev henrettelsen udsat efter pres fra omverdenen.

Tirsdag den 17. maj sendte vi igen et brev til lederen af det iranske retsvæsen med underskrifterne fra 2017 for at lægge pres på myndighederne, så de forhåbentlig stoppede henrettelsen.

Læs brevet, vi sendte, her >>

Vores aktivister fra Furesøgruppen igangsatte også en digital aktion på sociale medier under hashtagsne #SaveAhmadreza #AhmadrezaDjalali

Vi er desuden kommet i besiddelse af beviser, der tyder på, at de iranske myndigheder har taget Ahmadreza Djalali som gidsel og truer med at henrette ham for at tvinge Belgien og Sverige til at udlevere to tidligere iranske embedsmænd, som er fængslet i de pågældende lande.

»De iranske myndigheder bruger Ahmadreza Djalalis liv som en brik i et grusomt politisk spil, og eskalerer deres trusler om at henrette ham for at få deres krav opfyldt. Myndighederne forsøger at ændre retsforfølgelsen i Sverige og Belgien,” siger Diana Eltahawy, Amnesty Internationals vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika, og tilføjer:

“De iranske myndigheder skal stoppe alle planer om at henrette Ahmadreza Djalali, løslade ham øjeblikkeligt og tilbyde erstatning for den skade, de har forvoldt ham.”

Vi fortsætter vores kamp for at få omgjort Djalalis dødsstraf.

Læs mere her >>

2. november 2017