I Sydkorea kan en soldat blive idømt to års fængsel for at have haft sex med en person af samme køn. Skriv under, så Sydkorea kan få ændret loven, så det ikke længere er kriminelt at være homoseksuel i militæret.

I 2017 blev 23 soldater tiltalt i det sydkoreanske militær. Deres forbrydelse? At have haft et frivilligt seksuelt forhold til en person af samme køn.

Soldater i Sydkorea risikerer både mobning og chikane for at være homoseksuelle. Og ikke nok med det: De kan også blive idømt op til to års fængsel for at have et seksuelt forhold til en person af samme køn.

Mobbet af sin overordnede

Amnesty har talt med en af de soldater, der har oplevet diskrimination og chikane på grund af sin seksualitet. Kim Myunghak fortæller, at han blev spurgt til sin seksuelle orientering, da han kom ind i militæret. I en undersøgelse blev han bedt om at svare på, hvorvidt han var tiltrukket af mænd. Kim svarede ”ja”.

Herefter skulle Kim indlevere sin telefon, og Kims overordnede iværksatte en grundig undersøgelse af ham. Da kommandanten fandt indhold, der tydede på, at Kim var homoseksuel, fortalte han det videre til alle i truppen. De øvrige soldater fik herefter mulighed for at vælge, om Kim skulle flyttes til en anden enhed.

Kim overhørte også kommandanten tale nedladende om homoseksuelle til de andre i truppen. Da han forsøgte at klage, fik han hverken opbakning fra ledelsen eller de andre soldater.

– Ikke nok med, at kommandanten ”afslørede” mig uden mit samtykke. Han kom også med diskriminerende kommentarer om homoseksuelle. Blandt andet spurgte han min trup: ”Vidste I, at Kim er homo? Hvis I ikke er komfortable med hans seksuelle orientering, kan vi flytte ham til en anden trup”, fortæller Kim.  

Kriminel i militæret

Det er ikke ulovligt at være homoseksuel i Sydkorea. Men ifølge militærets egen lovgivning er seksuelle forhold mellem to personer af samme køn strafbart. En soldat kan idømmes fængsel i op til to år for ”usømmelig adfærd”. Og dette uanset om de seksuelle handlinger har fundet sted på militærbasen eller i soldatens fritid.

Militærets lov skaber et miljø, der gør det meget vanskeligt for LGBTI-soldater at udføre deres militærtjeneste. Også derfor skjuler mange deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, mens de gør tjeneste i militæret.

Amnesty kræver, at Sydkorea:

– Ændrer lovgivningen, så det ikke længere er kriminelt at være homoseksuel i militæret
– Stopper overgreb og diskrimination af LGBTI-personer i militæret og sikrer en grundig efterforskning af alle påstande om overgreb og diskrimination.

SKRIV UNDER, så vi kan lægge pres på den sydkoreanske forsvarsminister, Jeong Kyeong-doo. Vi vil appellere til, at Sydkorea ophæver den diskriminerende lov. Vi kræver, at alle skal kunne tjene i militæret uden frygt for chikane og mobning på grund af deres seksualitet.

Baggrund

I Sydkorea er det obligatorisk for alle mænd at udføre militærtjeneste i mindst 21 måneder. Amnestys rapport fra juli 2019, “Serving in Silence”, afslører hvordan soldater oplever at blive diskrimineret, udsat for vold og trusler, sat i isolation og sågar arresteret som direkte eller indirekte resultat af kriminalisering af sex mellem to mænd.

Den forældede lov i det sydkoreanske militær står i stærk kontrast til den positive bølge, mange andre asiatiske lande oplever for tiden i relation til LGBTI-rettigheder. Taiwan har netop gjort det lovligt for to personer af samme køn at gifte sig. I Indien er det ikke længere en forbrydelse at være homoseksuel. Pakistan har givet landets transkønnede personer juridiske rettigheder. Og også Hongkong og Thailand oplever positive sejre i forhold til LGBTI-personers rettigheder.

12. september 2019