1. maj 2018  

Lige nu er 10 universitetsstuderende i Tyrkiet fængslet, fordi de var med til en fredelig demonstration mod krigen i Syrien. Med din underskrift kan vi kræve, at de tyrkiske myndigheder løslader dem.

Opdatering

GOD NYHED, 6. juni 2018: De studerende blev løsladt i Istanbul. Deres udsagn om tortur og anden mishandling i fængslet mangler stadig at blive undersøgt.

Den 19. marts deltog en flok universitetsstuderende fra Boğaziçi Universitet i en fredelig demonstration mod Tyrkiets militære operationer i Afrin, Syrien. Ikke længe derefter bankede politiet på deres dør midt om natten med pistoler og fængslede dem på stedet. De tyrkiske domstole beskylder dem for at “udøve propaganda for en terrororganisation”, og de risikerer nu fem år bag tremmer fordi ”billeder viser, at deres munde stod åbne på en måde, der indikerer, at de råbte slogans”.

Som reaktion på protesterne og den efterfølgende tilbageholdelse af de studerende, sagde præsident Erdogan: ”Vi vil finde disse terrorist-studerende og gøre, hvad der er nødvendigt.” Senere tilføjede han: ”Vi vil ikke give disse kommuniststuderende, terrorister og fjender af staten, retten til uddannelse på universitetet.”

En mor til en af de studerende stiller sig uforstående over for Erdogans udtalelser: “De har aldrig kastet en sten, aldrig holdt et våben eller endda en pind. De er alle imod krig og imod våben. Hvordan kan du kalde dem terrorister?” siger hun. 

Anti-terrorlovgivningen i Tyrkiet bliver brugt til at lukke ned for fredelig og legitim kritik. Situationen for menneskerettighedsforkæmpere i Tyrkiet er derfor utrolig kritisk. Men hvis vi står sammen og hjælper de mennesker, der bliver uretfærdigt fængslet, kan vi give dem deres frihed tilbage.

I fællesskab kan vi lægge pres på Tyrkiets myndigheder, så de 10 studerende kan blive løsladt og fortsætte deres studier som hidtil.

Retten til fredeligt at forsamles og ytre sig er indskrevet i både tyrkisk og international lov – derfor skal de studerende løslades omgående. Skriv under inden 18. maj 2018 og vis din støtte til de studerende. Vi sender alle underskrifterne samlet i mailen vist nedenfor til Tyrkiets justitsminister Abdülhamit Gül. Jo flere vi er, jo større er presset på de tyrkiske myndigheder.


Mail til justitsminister Abdülhamit Gül

Kære minister

Jeg opfordrer dig til øjeblikkeligt og uden betingelser at løslade de 10 fængslede studerende fra Istanbuls Boğaziçi Universitet.

De studerende er udelukkende fængslet for at deltage i en fredelig demonstration og for at udøve deres ret til ytringsfrihed og til fredeligt at forsamle sig – i overensstemmelse med både tyrkisk og international lovgivning.

De studerende skal ikke underlægges administrative sanktioner, men bør kunne fortsætte deres studier på universitetet som hidtil.

Jeg opfordrer dig til at sørge for, at ingen studerende fremover bliver efterforsket eller retsforfulgt for at have deltaget i disse fredelige protester.

Med venlig hilsen