23. maj 2022  

Senest opdateret: 27. juni 2022

Det står nu stater i USA frit for at stramme deres abortlovgivning. Send en klar besked til guvernørerne: Enhver stat skal beskytte retten til sikker og lovlig abort nu!

Den 24. juni 2022 skete det, vi havde frygtet. USA’s højesteret afgjorde, at retten til sikker og lovlig abort ikke længere er beskyttet af forfatningen.

Det er således op til hver enkelt stat i USA at formulere sin egen abortlovgivning.

Halvdelen af ​​staterne i USA har allerede annonceret, at de ønsker at indføre strenge begrænsninger for retten til sikker og lovlig abort:

  • 22 stater vil indføre strengere abortlove nu, hvor Roe vs. Wade er faldet.
  • 13 stater har triggerlove klar, der gør det muligt at ændre loven inden for 30 dage.
  • 4 stater er i gang med at stramme deres abortlovgivning.
  • Der er fare for, at flere stater følger trop.

Det er vigtigt at vise guvernørerne i USA, at verden holder øje med dem.

Hver enkel stat skal tage seksuelle og reproduktive rettigheder alvorligt og beskytte retten til sikker og lovlig abort. Skriv under på aktionen nu!

Texas-lov fører til frygt og utryghed

Den nye abortlov gør mig bange. Hvis jeg havner i en situation, hvor jeg har brug for hjælp, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

Christina, studerende, Texas

Christina (som ses på billedet øverst) er studerende og bor i Austin, Texas. I september sidste år blev det ulovligt for kvinder og piger, der bor i Texas, at få en abort efter sjette graviditetsuge. Det er så tidligt i graviditeten at mange kvinder ikke engang er klar over, at de er gravide.


Se videoen

Er USA virkelig så frie, som de gerne vil være? I hvert fald ikke når det gælder landets kvinder og piger eller andre som kan blive gravide.


Der skal lægges pres på hver enkel stat

Det er nu op til den enkelte stat at regulere retten til abort.

Ved at henvende os direkte til guvernørerne kan vi påvirke dem, der har magten til at beholde retten til sikre og lovlige aborter i deres stat. Der er et presserende behov for at skabe internationalt pres – især på de 26 stater, der har vedtaget, eller er ved at vedtage love, der helt eller delvist forbyder abort.

Samtidig er det vigtigt ikke at glemme de mere “liberale” stater.

En stat, der betragtes som liberal, er Californien, men også her er der grund til bekymring. Alene det seneste år er der fremsat hele 50 forslag i denne stat om at stramme adgangen til abort.

Folk over hele verden står nu op for at forsvare retten til sikker og lovlig abort i USA. Du kan også sige fra!

Hjælp os med at sikre amerikanske piger, kvinder og andre, der kan blive gravide, adgang til sikker og lovlig abort.

Fortæl guvernører over hele USA, at adgang til sikker og lovlig abort er en menneskeret, og at abort skal være lovlig, sikker og tilgængelig for alle – skriv under på aktionen nu!

Abortforbud har store konsekvenser

Hvert år dør 47.000 personer globalt set som følge af usikre og ulovlige aborter, og endnu flere får varige mén.

Adgang til sikker og lovlig abort er en menneskeret. Alle har ret til liv, ret til sundhed og ret til at være fri for vold, diskrimination og anden nedværdigende behandling.

At tvinge nogen til at gennemføre en graviditet mod deres vilje – uanset årsagen – er en krænkelse af disse rettigheder.

Roe vs. Wade-dommen

I 1973 vandt Jane Roe en retssag mod staten Texas repræsenteret af justitsminister Henry Wade. Kvinden havde sagsøgt Texas fordi hun ikke havde mulighed for at få en abort.

Højesteret fastslog, at retten til privatliv, som er nedfældet i den amerikanske forfatning, giver enhver kvinde ret til at bestemme over sin egen krop og dermed retten til at træffe beslutningen om at afbryde eller fortsætte en graviditet, indtil fosteret er levedygtigt.

Denne højesteretsdom har lagt grundlaget for retten til sikker og lovlig abort i USA i næsten 50 år.

Nu er denne forfatningsmæssige beskyttelse af retten til sikker og lovlig abort blevet ophævet.

Vores krav

Delstaterne i USA skal beskytte kvinders og pigers ret til sikker og lovlig abort!

Hvorfor skal jeg skrive under?

Vi skal lægge så meget pres på guvernørerne som muligt, så de forhåbentlig ikke indfører et abortforbud i deres stat.

Hvad sker der med min underskrift?

Amnesty Danmark sender underskrifterne til hver enkel guvernør i USA. Underskrifter fra folk som dig fra hele verden vil være med til at skabe internationalt pres.

Vi sender underskrifterne vedlagt et brev til guvernørerne over mail.

Hver underskrift tæller. Deltag i presset på guvernørerne i alle stater i USA nu!

Opdateringer

24. juni 2022: Højesteret har omstødt Roe vs. Wade-afgørelsen

Dommerne i USA’s Højesteret er nu kommet frem til en endelig afgørelse. Fem ud af ni dommere stemte for at afskaffe den føderale ret til abort. Det er et kæmpe tilbageskridt for piger og kvinders rettigheder i USA:

“Afgørelsen fra Højesteret vil ikke alene sætte millioner af piger og kvinders liv og helbred i fare. Det er også et vendepunkt for næsten 50 års beskyttelse af kvinders rettigheder i USA”, siger Simone Nørholm, som er ansvarlig for køn i Amnesty Danmark.

Vi kæmper videre for, at guvernørerne i hver enkel delstat beskytter retten til abort.

2. juni 2022: Demo og overlevering af underskrifter

Retten til fri abort er en menneskeret, som skal bevares på føderalt plan i USA! Det budskab har vi overbragt sammen med 30.937 underskrifter til den amerikanske ambassade i Danmark.

Tusinde tak til alle, der har skrevet under på, at alle gravide skal have ret til sikre og lovlige aborter! Og til alle jer, der deltog i demonstrationen.

Vi har besluttet at fortsætte presset ved at holde aktionen åben. Så det er stadig muligt at skrive under og vise din støtte til den amerikanske befolkning.

Se flere billeder fra demonstrationen her >