I Floridas sumpområde sidder hundredvis af immigranter og asylansøgere fængslet under umenneskelige forhold. De er proppet ind i bure og skal leve med overfyldte toiletter, urent drikkevand og brusere, der ikke virker. De kan heller ikke få hjælp fra læger eller advokater. Vi kræver, at Floridas guvernør lukker fængslet omgående!
Everglades Detention Facility i Florida – også kendt som “Alligator Alcatraz” – åbnede i juli 2025 og har kapacitet til at rumme 3.000 mennesker. Det allerede berygtede fængsel er en del af Trumpregeringens deportationsmaskine, som har til hensigt at tilbageholde og deportere så mange immigranter og flygtninge som muligt.
Kræv, at Floridas guvernør lukker fængslet øjeblikkeligt!
Trump og hans parti truede med alligatorer
Fængslet er med vilje gjort så nedbrydende som muligt. Omkring tidspunktet for åbningen sagde præsident Trump, at fængslet vil lære de indsatte “hvordan man løber væk fra en alligator”. Det republikanske parti i Florida tweetede: “Floridas alligatorbevogtede fængsel for illegale udlændinge. Omgivet af sumpe og pytonslanger er det en enkeltbillet til fortrydelse.”
Umenneskelige forhold
Få dage efter åbningen kom de første beretninger om fængslets forfærdelige og umenneskelige forhold frem: Kummerlige sanitære forhold med overfyldte toiletter, utilstrækkelig adgang til rent vand, defekte brusere, manglende hygiejneartikler, mangel på tilstrækkelig lægehjælp, selvom der er indsatte med kroniske sygdomme og akutte sundhedsbehov samt minimal adgang til advokater og juridisk information.
Derudover er de indsatte udsat for voldsomme psykiske belastninger på grund af fængslets beliggenhed i et farligt og isoleret miljø.
De indsatte i ”Alligator Alcatraz” skal ikke lide mere!

Vores krav
Floridas guvernør skal:
- lukke Everglade Detention Center øjeblikkeligt
- sikre, at de indsatte kommer tilbage til deres samfund og får advokathjælp til deres migrationssager
- afskaffe Floridas love, der kriminaliserer migranter i staten
- stoppe med at være en del af Trumps tilbageholdelses- og deportationsmaskineri.
Hvorfor skal jeg skrive under?
Hver underskrift er med til at lægge pres på Floridas guvernør og viser ham, at mange mennesker fra hele verden kræver, at det umenneskelige fængsel bliver lukket.
Hvad sker der med min underskrift?
Alle underskrifter sendes til Floridas guvernør, Ron DeSantis.
Overgreb og overbelægning
Overgreb og grusomme forhold for tilbageholdte immigranter har længe været et problem i USA. Pr. 13. juli 2025 var 56.816 personer tilbageholdt af US Immigration and Customs Enforcement (ICE) i mere end 100 faciliteter på tværs af USA. Den øgede tilbageholdelse, som er en del af Trump-administrationens plan om at fjerne mindst én million personer fra USA i 2025, fører til overbelægning og forværrede forhold.
Mange dødsfald
Allerede i 2025 har der været 13 dødsfald i ICE’s varetægt, hvilket overstiger det samlede antal dødsfald i 2024, hvor 12 mennesker mistede livet, mens de var tilbageholdt af myndighederne.
For nylig underskrev præsident Trump den såkaldte “One Big Beautiful Bill”, som afsætter 170,7 milliarder amerikanske dollars – svarende til godt 1.000 milliarder kroner – til immigrationskontrol og grænsehåndhævelse over en fireårig periode, der slutter i september 2029.
Farlig præcedens
“Alligator Alcatraz” er en ny type facilitet, der drives og finansieres af staten Florida snarere end den føderale regering. Selvom Florida forventer at få dækket udgifterne til anstalten gennem ICE’s nye midler til immigrationshåndhævelse, skaber det også en farlig præcedens for, hvordan stater kan samarbejde med den føderale regering om at udvide rækkevidden af dens massive tilbageholdelses- og deportationsmaskineri.
Staten Florida har desuden vedtaget love, der kriminaliserer migration og tillader raceprofilering.
Vær med til at stoppe massetilbageholdelserne!
Tilbageholdelse er sidste udvej
Immigranter, flygtninge og asylansøgere skal – ligesom alle andre – nyde godt af retten til frihed. Tilbageholdelse må kun finde sted i helt exceptionelle tilfælde, og når der er hjemmel for det i loven.
Myndighederne skal i hver enkelt sag kunne påvise, at tilbageholdelse er nødvendig og proportionel i forhold til det mål, der søges opnået – og at der ikke er andre alternativer.
Indsattes rettigheder skal respekteres
Stater har en forpligtelse til at sikre, at forholdene i tilbageholdelsen lever op til international menneskerettighedslov og standarder – især at de er humane, og at de indsattes rettigheder respekteres.
Dette inkluderer beskyttelse mod tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, adgang til lægehjælp og motion samt muligheden for at kommunikere med omverdenen, herunder konsulater, advokater og familie.
ICE har også nationale standarder for tilbageholdelsescentre, der kræver adgang til juridiske ressourcer, telefon, rene og sikre tilbageholdelsesforhold, tid til rekreation, ernæringsrigtige måltider og lægehjælp.