20. april 2022  

HASTER: Melissa risikerer at blive henrettet onsdag i næste uge! Hun er dømt for at have dræbt sin datter – men eksperter mener, at retssagen var behæftet med fejl, og at dødsfaldet skyldtes en ulykke. Skriv under og kræv, at Melissa benådes!

I 2008 blev mexicansk-amerikanske Melissa Lucio dømt for drabet på sin toårige datter efter en uretfærdig retssag. Melissa fastholdt længe, at hendes datter var faldet ned ad en trappe. Det er desuden dokumenteret, at datteren havde problemer med at gå og tendens til at falde.

En række eksperter underbygger Melissas forklaring om, at dødsfaldet skyldtes et fald på trappen.

Alligevel har en jury i Texas dømt hende til døden for at have dræbt sin egen datter. Skriv under og kræv, at Melissa får lov til at leve.

Efterforskning præget af fordomme

Til trods for ekspertudsagn, som sår alvorlig tvivl om Melissas skyld, fastholdes datoen for hendes henrettelse. Den er sat til den 27. april – altså onsdag i næste uge.

En retsmediciner, som har gennemgået sagen, er sikker på, at efterforskningen af barnets død bærer præg af fordomme og manglende beviser.

Han er ikke alene om at mene dette. En anden ekspert mener, at Melissas dom er baseret på ”grove spekulationer”.

Det haster at få omstødt dødsdommen mod Melissa – skriv under på aktionen og kræv, at guvernøren stopper henrettelsen!

Dødsstraf i USA:

Siden 1976 er mere end 1.540 mennesker henrettet i USA.

Af disse er en tredjedel blevet gennemført i Texas.

I de seneste år er næsten alle henrettelser blevet gennemført med giftsprøjte. I nogle delstater er det stadig muligt at henrette med elektrisk stol som en alternativ metode.

Personer med etnisk minoritetsbaggrund er tydeligt overrepræsenterede blandt dem, der bliver henrettet.

Mindst 186 dødsdømte personer er siden 1973 efterfølgende blevet frikendt. Læs mere om dødsstraf her.

Vores krav

Amnesty kræver, at delstatsmyndighederne i Texas:

  • Stopper henrettelsen af Melissa Lucio og omstøder hendes dødsdom omgående.

Hvorfor skal jeg skrive under?

Hver underskrift bidrager til at lægge pres på guvernøren i Texas, så han forhåbentlig omstøder dødsdommen over Melissa Lucio. Vi har før oplevet, at en dødsdom er blevet omstødt på grund af internationalt pres.

Hvad sker der med min underskrift?

Vi sender underskrifterne til vores kollegaer i Amnesty International USA på mandag, som overleverer dem til Texas’ guvernør Greg Abbott.

Melissa Lucio med sine døtre Mariah og Adriana. © Privat

Eksperter sår tvivl om såkaldt tilståelse

Melissa Lucio var gravid med tvillinger, da datteren på to år døde i februar 2007.

Samme aften, som datteren blev erklæret død, begyndte politiet at afhøre Melissa. Hun blev afhørt natten over. Isoleret fra resten af ​​familien, gravid og uden en advokat gentog hun mindst 100 gange, at hun aldrig havde slået sin datter i hovedet.

Men efter fem timer – i de tidligere morgentimer dagen efter – kom Melissa med en udtalelse, som anklagemyndighederne senere mente var en fuld ”tilståelse”:

”Jeg tror, jeg gjorde det. Jeg gjorde det vist” og ”Hvad skal jeg sige? Jeg er ansvarlig for det”.

De eksperter, der har gennemgået sagen igen, finder ikke ”tilståelsen” troværdig.

De mener, at Melissa blev ”nådesløst presset og manipuleret” af politiefterforskere, som fra begyndelsen antog, at hun var skyldig i at have dræbt sit barn.

Hvilke menneskerettigheder bliver brudt?

Ifølge FN’s verdenserklæring om menneskerettighederskal ingen udsættes for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (artikel 5).

Alle har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed (artikel 3) og til at få sin sag retfærdigt og offentligt behandlet af en uafhængig og upartisk domstol (…) når en straffeanklage mod personen skal afgøres (artikel 10).

Opdateringer

26. april 2022: Melissas dødsdom er sat på pause

Fantastisk nyt! Efter pres fra blandt andre Amnesty er Melissas dødsdom nu blevet sat på pause.

Det betyder, at sagen vil blive taget op igen, og at nye beviser vil blive taget i betragtning.

Vi fortsætter med at lægge pres på myndighederne i Texas. Amnesty er imod dødsstraf uanset forbrydelsens art. Dødsstraf krænker den mest grundlæggende menneskerettighed: Retten til liv!

Læs mere om domstolens beslutning om at sætte dødsdommen på pause på CNN her >