21.645. Så mange af jer skrev sidste år under på at få den danske dreng hjem fra en syrisk fangelejr.
Og nu sker det endelig! Den nu otteårige dreng, der er alvorligt syg, skal efter mere end fem år hjem til Danmark!
Højesteret har netop afgjort, at Danmark er forpligtet til at evakuere både drengen og hans mor fra den berygtede al-Roj-lejr i Syrien, hvor de begge har været spærret inde under forfærdelige forhold. Højesteret gik imod by- og landsrettens tidligere domme og har med sin afgørelse holdt fast i, at barnets tarv altid skal vægte højest, som Børnekonventionen foreskriver.
I en tid, hvor internationale konventioner udfordres, er det altafgørende, at vi har et dansk retssystem, som beskytter menneskerettighederne.
Foreningen Repatriate the Children Denmark – der på vegne af tre danske børn havde anlagt sagen mod den danske stat – har tidligere besøgt drengen og hans mor i al-Roj-lejren. Her medbragte de et billede af Amnestys overlevering af underskrifter til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) for at vise den syge dreng, at der er mange, der tænker på ham og bakker op om, at han skal hjem til Danmark sammen med sin mor.
”Han blev rigtig glad for at se, at så mange mennesker kæmper for, at han skal have det godt”, fortalte Natascha Rée Mikkelsen fra Repatriate the Children Denmark efter besøget.
Den otteårige dreng er alvorligt syg med øre-næse-hals-problemer og smerter fra granatsplinter i kroppen efter et bombeangreb, hvor han mistede sin jævnaldrende fætter. Men nu er det altså kun et spørgsmål om tid, inden drengen og hans mor er i sikkerhed i Danmark, hvor han kan modtage den lægehjælp og behandling, han har så hårdt brug for.
Tak til alle jer, der skriver under! Det betyder meget i vores samtaler med politikerne, at vi har befolkningens opbakning med os. Denne sag understreger, at vi sammen kan gøre en forskel og hjælpe sårbare mennesker, der ellers står helt alene.