Hele sommerhalvåret har Amnesty gratis udstilling, butik og informationscenter i Frøslevlejren.
Amnesty Frøslev ligger i Frøslevlejren. Lejren blev brugt af tyskerne under 2. verdenskrig til at huse danske fanger. I dag er den et nationalt mindesmærke.
Selv om der langt fra herskede de samme barske forhold som i de tyske kz-lejre med sult, sygdom, tortur, henrettelser, så var der også i Frøslev tale om fangenskab. Fangerne levede i konstant usikkerhed om, hvad der kunne ske næste dag: Kunne de blive i Frøslev, eller ville de blive sendt til en tysk kz-lejr?
Tusindvis af mennesker lever i dag verden over i fangenskab med den samme usikkerhed om deres skæbne.
Amnesty Frøslev
Amnesty har sin egen udstilling og informationsafdeling i Frøslevlejren.
Her kan du finde informationer om menneskerettighederne og Amnestys arbejde. Du kan også shoppe i den tilhørende Fair Trade-butik. Du kan også deltage i vores arbejde ved for eksempel at skrive under på aktuelle sager eller deltage i vores kampagner.
Amnesty Frøslev holder til i Frøslevlejrens barak W 6, Lejrvej 79, 6330 Padborg.
Åbningstiderne er dagligt kl. 10.00-17.00 i perioden fra april til oktober.
Det er gratis at besøge Amnesty i Frøslevlejren, men vores frivillige medarbejdere, kustoderne, modtager gerne bidrag og indmeldelser.
Bliv frivillig kustode i Frøslevlejren
Amnesty Frøslev søger frivillige kustoder til at passe udstillingen.
Hvis du har lyst til at bruge noget af din fritid på aktivt, spændende og lidt anderledes Amnesty-arbejde i sommerhalvåret, er det måske en ide at melde dig som kustode?
Tag kontakt til Margit Biehl Hansen på mail: margitbiehl@live.dk og hør mere om kustodejobbet.
Fair trade shop
I Amnesty Frøslev kan du købe Amnesty produkter og andre Fair Trade-varer.
Amnesty samarbejder med Fair Trade på “shop in shop” basis. Vi har en lille butik med varer fra særlig udvalgte leverandører og producenter, som arbejder på at sikre rimelige sociale og økonomiske forhold.
Vi sælger selvfølgelig også Amnestys egne varer. Se nogle af varerne i Amnestys webshop.


