Hvorfor beder vi jer altid om at dele, det I laver på sociale medier? Ved at vise jeres venner og følgere, hvad I laver i solidaritet med andre mennesker eller for at sætte menneskerettigheder på dagsordenen, kan I også inspirere dem til at gøre det samme.

Amnesty Youth er et fællesskab af unge, der bevæger hinanden ved at handle. I disse tider er det især vigtigt at dele handlinger digitalt, da vi ikke ellers har mulighed for at samles fysisk. 

Du kan dele det fra din egen profil eller kontakte os, og tage over på vores instagram. Her kan du vise dine og Amnestys følgere alt det, du gør, for at være solidariske med andre i denne COVID-19 tid.

Del din solidaritet med hashtagget #solidaritetforalle og alle de andre Youth-relevante hashtags. 

At være solidarisk kan være rigtig mange ting, og der er nogle gode eksempler her på siden. Skulle du have brug for mere inspiration til, hvilke slags posts og opslag du kan lave, kommer der her lidt eksempler: 

  • ”Jeg bliver hjemme fordi jeg kan! Det er ikke alle, der har mulighed for dette. Nogle har jobs, som de ikke bare kan blive hjemme fra og andre har ikke noget hjem, de kan være i. Jeg er solidarisk overfor dem, der ikke har samme mulighed som jeg, ved at jeg bliver hjemme og hjælper til ikke at sprede smitten, så dem, der ikke kan være hjemme, forhåbentlig forbliver raske.”
  • ”Jeg køber varer til min nabo, der ikke selv kan komme ud og handle. Hun er i højrisikogruppen og skal derfor helst blive hjemme. Jeg køber ind og stiller posen ude foran hendes dør, så kan hun tage den, når jeg er gået. Når jeg har overskuddet til det, lægger jeg også en lille hilsen ved.”
  • ”Jeg holder afstand, når jeg er ude at gå tur. Hvis jeg møder nogen på min vej, stopper jeg enten op og lader dem passere eller går en stor bue udenom, hvis dette er muligt. Jeg smiler på afstand eller vinker og anerkender andre. Men jeg følger regeringens anvisninger, også selvom jeg er ude for at få frisk luft.”

Relevante hasgtags:

#solidaritetforalle
#amnestyyouth